Hannah Brencher: Kærlighedsbreve til fremmede.

Jeg var en af de eneste elever i college, der havde en grund til at gå til dueslaget ved enden af dagen, og det var for det meste på grund af at min mor aldrig har troet på email, Facebook, sms'er, eller mobiltelefoner. I det andre børn "BBMede" deres forældre, stod jeg bogstaveligt talt og ventede ved postkassen på at brevet hvori min mor skrev hvordan weekenden var gået skulle ankomme, hvilket var frustrerende da min bedstemor var på hospitalet, men jeg ventede bare på den lille hilsen skrevet i min mors kragetæer.

Så da jeg flyttede til New York efter college og blev slået hovedkulds ud i en depression gjorde jeg det eneste jeg det første som slog mig ind. Jeg skrev breve i stil med min mors til fremmede, og efterladte dem i bunkevis overalt i byen. I caféer og på biblioteker, ved FN, overalt. Jeg bloggede om disse breve og de dage hvor de viste sig nødvendige, og jeg gav et rimeligt skørt løfte på internettet: At hvis man bad mig om et hånd-skrevet brev, ville jeg skrive dig et, uden at stille spørgsmål. Natten over forvandledes min indbakke til banegård for hjertebrud -- en enlig mor i Sacramento, en pige fra landet i Kansas som blev mobbet, alle bad mig, en 22-årig pige som knap nok kendte sin egen baghave, om at skrive dem et kærestebrev og give dem en grund til at vente ved postkassen.

Og i dag står jeg bag en global organisation op-bakket af af disse postkassebesøg, ved hjælp af alle de måder vi kan drage nytte af sociale medier til at skrive og afsende breve til fremmede i nød, men frem for alt drives vi af kasser som denne, min trofaste kasse fyldt med beskeder fra hvem som helst, breve skrevet af fremmede, til fremmede, ikke fordi de nogensinde vil mødes og hygge sig over en kop kaffe, men fordi de har fundet hinanden ved hjælp af breve.

Men det der altid slår mig ved de her breve er, at de fleste af dem er skrevet af folk som aldrig selv har følt kærligheden fra et brev. De kunne ikke fortælle dig om ordene i deres egne kærlighedsbreve. Det er dem fra min generation, dem som er vokset op i en papirløs verden, hvor nogle af vores bedste samtaler foregik på en skærm. Vi har lært at dele vores smerter på Facebook, og vi bruger ikke mere end 140 tegn.

Men hvad nu hvis det nu ikke handler om effektivitet? I går var jeg med metroen sammen med min kasse, hvilket virkelig starter sammentaler, kan jeg godt sige jer, hvis i nogensinde har brug for en, så gå bare rundt men sådan en her. Og en mand stirrede bare på mig, og spurgte: "Jamen, hvorfor bruger du ikke bare internettet?" Og jeg tænkte bare, "Men hr., jeg er ikke nogen strateg, heller ikke en specialist. Jeg er bare en fortæller." Jeg kunne fortælle dig om en kvinde hvis mand lige var hjemvendt fra Afghanistan, hun havde svært ved at genoplive det med af have samtaler, så hun lægger små kærlighedsbreve rundt omkring i huset som en måde at sige, "Kom tilbage til mig. Find mig når du kan." Eller om en pige som har besluttet sig for at efterlade kærlighedsbreve på hendes kollegium i Dubuque, Iowa, og derefter for at opdage næste dag hvordan da hun går ud i gården og finder kærlighedsbreve hængende fra træer, gemt i buskene og på bænkene. Eller om manden, der ville gøre en ende på det hele, som brugte facebook til at sige farvel til venner og familie. I nat sover han trygt med en stak breve som denne, gemt under hovedpuden, skrevet af fremmede som da var der for ham.

Sådanne historier overbeviste mig at brevskrivning aldrig igen behøves at blive set ned på eller belært om effektivitet, fordi hun er nu en kunstform, alle dele af hende, underskriften, skriveriet, afsendingen, krusedullerne i marginerne. Den simple viden om at nogen ville sætte sig ned, finde et stykke papir frem og tænke på nogen til vejs ende, med en intention langt sværere at finde frem når browseren er åben eller når telefonen meddeler at vi har seks samtaler kørende på en gang, en kunstform som ikke bliver formindsket til et simpelt "bliv hurtigere", uanset hvor mange sociale medier vi tilslutter os. Vi holder os stadig nært disse breve, disse ord der taler højere end højt når vi forvandler papirer til lærreder for at sige de ting som vi har manglet at sige, de ord vi har manglet at skrive, til søstre til brødre, selv til fremmede, i alt for lang tid. Mange tak. (klapsalve)