Guy-Philippe Goldstein : Hvordan cyberangreb truer den virkelige verdens fred

God eftermiddag. Hvis du har fulgt de diplomatiske nyheder i de forløbne uger har du muligvis hørt om en slags krise mellem Kina og USA vedrørende cyberangreb mod det amerikanske selskab Google. Mange ting er blevet sagt om dette som nogle mennesker har kaldt en cyberkrig men faktisk bare kan være en spionageoperation-- og naturligvis en helt fejlhåndteret en. Denne episode afslører dog den voksende bekymring i den vestlige verden hvad angår disse nye cybervåben.

Det er også rigtigt at disse våben er farlige. De er af ny karakter: De kunne føre verden i en digital konflikt der kunne forvandles til en væbnet kamp. Disse virtuelle våben kan også ødelægge den fysiske verden. I 1982, midt i den kolde krig i sovjetisk Sibirien, eksploderede en pipeline med en kraft på 3 kilotons, svarende til en fjerdedel af Hiroshimabomben. Vi ved i dag -- det blev afsløret af Thomas Reed, Ronald Reagans tidligere U.S. Air Force sekretær-- at denne eksplosion faktisk var resultatet af en CIA sabotageoperation hvor de havde formået at infiltrere IT styringssystemet for denne rørledning.

For nylig, har den amerikanske regering afsløret at i september 2008, blev mere end 3 millioner mennesker i delstaten Espirito Santo i Brasilien mørkelagt, som ofre for en afpresningsoperation udført af cyberpirater. Endnu mere bekymrende for amerikanerne, i december 2008 den helligste af hellige, IT-systemer i CENTCOM, kommandocentralen som leder krigene i Irak og Afghanistan, muligvis har været infiltreret af hackere der bruger disse almindelig men inficerede USB-nøgler. Og med disse nøgler, kan de have været stand til at komme ind i CENTCOMSs systemer, og se og høre alt, og måske endda inficere nogle af dem. Resultatet er, at amerikanerne tager truslen meget alvorligt. Jeg vil citere General James Cartwright, Næstformand Joint Chiefs of Staff, som siger i en rapport til Kongressen at cyberangreb kunne være lige så stærke som masseødelæggelsesvåben. Derudover har amerikanerne besluttet at brug over 30 milliarder dollars i de næste fem år på at opbygge deres cyberkrigskapaciteter.

Og i hele verden i dag, ser vi en slags cybervåbenkapløb, med cyberkrigsenheder bygget op af lande som Nordkorea eller endda Iran. Endnu, hvad du aldrig vil høre fra talsmænd fra Pentagon eller det franske forsvarsministerium er, at spørgsmålet handler ikke om hvem der er fjenden, men faktisk selve karakteren af cybervåben. Og for at forstå hvorfor, må vi se på, hvordan militære teknologier gennem tiderne, har vedligeholdt eller ødelagt freden i verden. Eksempelvis Hvis vi havde haft TEDxParis for 350 år siden Ville vi have talt om datidens militære innovation -- massive Vauban befæstninger -- og vi kunne have forudset en periode med stabilitet i verden eller i Europa. der var faktisk tilfældet i Europa mellem 1650 og 1750.

På samme måde, hvis vi havde haft denne snak 30 eller 40 år siden, ville vi have set hvordan stigningen af atomvåben, og den trussel om gensidigt sikret udslettelse som de indebar, forhindrede en direkte kamp mellem de to supermagter. Men, hvis vi havde haft denne snak for 60 år siden, Vi ville have set hvordan fremkomsten nye luftfartøjer og kampvognsteknologier, som giver fordelen til angriberen, gøre Blitzkrieg doktrinen meget troværdig og dermed skabe muligheden for krig i Europa. Så militære teknologier kan påvirke verdens retning, kan afgøre knald eller fald for verdensfreden-- og der ligger problemet med cybervåben.

Det første spørgsmål: Forestil dig en potentiel fjende annoncerer at de opbygger en cyberkrigsenhed, men kun til deres lands forsvar. Okay, men hvad adskiller det fra en offensiv enhed? Det bliver endnu mere kompliceret når doktriner for brug bliver flertydige. For kun 3 år siden ville både USA og Frankrig investere militært i cyberspace, udelukkende for at forsvare deres IT-systemer. Men i dag siger begge lande det bedste forsvar er at angribe. Og så de gør som Kina, hvis doktrinen om anvendelse i 15 år har været både defensiv og offensiv.

Det andet spørgsmål: Dit land kunne være under cyberangreb med hele regioner mørkelagt, og du kan ikke engang vide hvem der angriber dig. Cybervåben har denne ejendommelige funktion, at de kan bruges uden at efterlade spor. Dette giver en kolossal fordel til angriberen, fordi forsvaren ikke ved, hvem han skal kæmpe i mod. Og hvis forsvaren gengælder mod den forkerte modstander, risikerer de at få en fjende mere og ender diplomatisk isoleret. Dette problem er ikke blot teoretisk.

I maj 2007 var Estland offer for cyberangreb, der beskadiget deres kommunikations- og banksystemer. Estland beskyldte Rusland. Men NATO, selvom de forsvarer Estland, reagerede med forsigtighed. Hvorfor? Fordi NATO ikke kunne være 100% sikker på at Kreml faktisk stod bag disse angreb. For at opsummere, på den ene side Når en mulig fjende annoncerer de opbygger en cyberkrigsenhed, ved du ikke, om det er for angreb eller forsvar. På den anden side Vi ved, at disse våben give en fordel ved at angribe.

I en større artikel offentliggjort i 1978, hvor professor Robert Jervis fra Columbia University i New York beskrev en model til at forstå hvordan konflikter kunne opstå. I denne sammenhæng når du ikke ved om den potentielle fjende forbereder sig for forsvar eller angreb, og hvis våbnene giver en fordel ved at angribe, så vil dette miljø mest sandsynligt udløse en konflikt. Dette er det miljø, som er skabt ved cybervåben i dag og historisk det var miljøet i Europa ved påbegyndelsen af første verdenskrig. Så cybervåben er farlige karakter af natur, men derudover udvikler de sig i et meget mere ustabilt miljø.

Hvis du kan huske den kolde krig, Det var et meget hårdt spil, men et stabilt et spillet af kun af to aktører, hvilket tillod noget koordinering mellem de to supermagter. I dag bevæger vi os til en multipolær verden hvori koordinering er langt mere kompliceret, som vi har set i København. Og denne koordinering kan blive endnu vanskeligere med indførelsen af cybervåben. Hvorfor? Fordi ingen nation med sikkerhed ved om sin nabo er ved at angribe. Så kan nationer må leve under truslen af hvad nobelpristager Thomas Schelling kaldet "gensidighed frygt for et overraskelsesangreb" hvor jeg ikke ved om min nabo er ved at angribe mig eller ej-- Jeg kan aldrig vide-- så jeg kan udnytte fordelen ved at angribe først.

Netop i sidste uge, i en artikel i New York Times dateret 26 januar 2010, Det blev afsløret for første gang embedsmænd på National Security Agency overvejede muligheden for forebyggende angreb i tilfælde, hvor USA risikerede at blive udsat for cyberangreb. Og disse forebyggende angreb forbliver måske ikke blot i cyberspace. I maj 2009, General Kevin Chilton, kommandør af de amerikanske atomvåbenstyrker, erklæret, at i tilfælde af et cyberangreb mod USA, ville alle muligheder være på bordet.

Cybervåben erstatter ikke konventionelle eller nukleare våben-- de tilføje blot et nyt lag til det eksisterende trusselssystem. Men dermed de også tilføje deres egen risiko for at udløse en konflikt-- som vi netop har set, en meget vigtig risiko-- og en risiko vi kan imødegå med en kollektiv sikkerhedsløsning hvilket omfatter os alle: Europæiske allierede, NATO-medlemmer, vores Amerikanske venner og allierede, vores andre vestlige allierede, og måske ved at tvinge deres hånd lidt, vores russiske og kinesiske partnere.

Informationsteknologierne Joël de Rosnay talte om, som historisk blev født fra militær forskning, i dag er på nippet til at udvikle en offensiv kapacitet for ødelæggelse, som i morgen, hvis vi ikke passer på, helt kan ødelægge freden i verden.

Tak.

(Bifald)