Frank Warren: En halv million hemmeligheder

Hej, mit navn er Frank, og jeg samler på hemmeligheder. Det hele startede med en vanvittig ide i november 2004. Jeg printede 3.000 postkort adresseret til mig selv, ligesom dette. De var tomme på den ene side, og på den anden side skrev jeg nogle simple instruktioner. Jeg bad folk om anonymt at dele en snedig hemmelighed som de aldrig havde fortalt til nogen. Jeg delte disse postkort tilfældigt ud i gaderne i Washington, D.C., uden at vide hvad jeg skulle forvente.

Men snart begyndte ideen at sprede sig viralt. Folk begyndte at købe deres egne postkort og at lave deres egne postkort. Jeg begyndte at modtage hemmeligheder i min postkasse, med poststempler der ikke kun var fra Washington, D.C., men også fra Texas, California, Vancouver, New Zealand, Irak. Snart virkede min vanvittige idé ikke så vanvittig. PostSecrect.com er den mest besøgte, reklamefri blog i verden. Og det her er min postkortsamling i dag. I kan se min kone kæmpe med at stable en bunke postkort, på en pyramide af over en halv million hemmeligheder.

Hvad jeg gerne vil gøre nu er at vise en håndfuld helt særlige hemmeligheder fra den samling, og det starter med denne. "Jeg fandt disse frimærker som barn, og jeg har ventet hele mit liv på at have en at sende dem til. Jeg fik aldrig nogen." Hemmeligheder kan antage mange former. De kan være chokerende, eller skøre eller sjælefulde. De kan forbinde os med vores dybeste menneskelighed eller med mennesker vi aldrig kommer til at møde. (Latter) Måske var det én af jer der sendte denne. Jeg ved det ikke. Det her er et godt eksempel på den kreativitet folk har når de laver og sender mig et postkort. Den her er åbenlyst lavet af en halv Starbucks kop med et frimærke og min hjemmeadresse skrevet på den anden side.

"Kære Biologiske mor, jeg har dejlige forældre. Jeg har fundet kærlighed. Jeg er glad." Hemmeligheder kan minde os om uendelige menneskelige dramaer, om skrøbelighed og heroisme, der udspiller sig stille i livet hos de mennesker der omgiver os selv nu. "Alle der kendte mig før 9/11 tror jeg er død." "Jeg arbejdede med en flok snerpede, religiøse mennesker, så nogle gange havde jeg ikke trusser på, og jeg havde et stort smil og lo for mig selv."

(Latter)

Den næste kræver lidt forklaring, før jeg deler den med jer. Jeg elsker at tale ved universiteter, og dele hemmeligheder og historierne med studerende. Og nogen gange bliver jeg bagefter og signerer bøger og tager billeder med studerende. og det næste postkort blev lavet ud af ét af disse billeder. Og jeg bør nævne at jeg, ligesom i dag, til den PostSecret begivenhed, brugte en trådløs mikrofon. "Din mikrofon var ikke slukket under lydprøven. Vi hørte dig allesammen tisse." (Latter) Det var virkelig pinligt, da det skete, indtil jeg tænkte på, at det kunne have været værre. Ikke sandt. I ved hvad jeg mener.

(Latter)

"Inden i denne konvolut er de iturevne rester af et selvmordsbrev jeg ikke brugte. Jeg føler mig som den lykkeligste person i verden (nu.)" "Èn af disse mænd er faderen til min søn. Han betaler mig meget for at holde det hemmeligt."

(Latter)

"Den lørdag hvor du undrede dig over, hvor jeg var, jamen, der hentede jeg din ring. Den er i min lomme lige nu." Jeg bragte dette postkort på PostSecret bloggen for to år siden på Valentine’s Day. Den stod helt nederst på siden, som den sidste hemmelighed i kolonnen. Og den havde ikke været der i mere end et par timer, før jeg fik en sprudlende mail fra fyren der havde sendt mig det postkort.

Og han sagde "Frank, jeg vil gerne dele denne historie med dig, som lige skete i mit liv." Han sagde "Mine knæ ryster stadig." Han sagde "I tre år har min kæreste og jeg haft et søndag morgen ritual om at besøge PostSecret bloggen sammen og læse hemmelighederne højt. Jeg læser nogle for hende, hun læser nogle for mig." Han siger, "Det har virkelig bragt os tættere sammen gennem årene.

Så da jeg opdagede at du havde bragt mit overraskelses-frieri til min kæreste helt i bunden, blev jeg helt ude af mig selv. Og jeg prøvede at opføre mig roligt, ikke at afsløre noget. Og ligesom hver søndag startede vi med at læse hemmelighederne højt for hinanden." Han sagde, "Men denne gang virkede det som om det tog hende en evighed at komme igennem dem, én efter en." Men det gjorde hun endelig. Hun kom til den hemmelighed i bunden, hans frieri til hende. Og han sagde, "Hun læste den én gang, og så læste hun den igen." Og så vente hun sig mod ham og sagde, "Er det vores kat?" (Latter) Og da hun så ham, var han nede på knæ, han havde ringen fremme. Han stillede spørgsmålet, hun sagde ja. Det var en happy ending.

Så jeg mailede tilbage til ham og jeg skrev, "Del venligst et billede med mig, noget jeg kan dele med hele PostSecret's community og fortælle alle om jeres eventyrlige slutning." Og han mailede dette billede til mig.

(Latter)

"Jeg fandt dit kamera i Lollapalooza i sommers. Jeg har endelig fået billederne fremkaldt og jeg vil rigtig gerne give dig dem." Dette billede blev aldrig givet tilbage til de mennesker der mistede det, men denne hemmelighed har påvirket mange liv, begyndende med en studerende i Canada der hedder Matty. Matty blev inspireret af den hemmelighed til at starte sin egen hjemmeside, en side kaldet IFoundYourCamera. Matty opfordrer folk til at sende digitalkameraer de har fundet til ham, mistede usb nøgler med savnede billeder. Og Matty tager billederne fra disse kameraer og poster dem på sin hjemmeside hver uge. Og folk kommer og kigger for at se, om de kan finde et billede de har mistet eller for at hjælpe nogle andre med at få deres billeder tilbage som de måske desperat leder efter. Denne her er min favorit.

(Latter)

Matty har fundet en genial måde til at bruge fremmede menneskers venlighed. Og det kan virke som en simpel idé, og det er det, men indvirkningen det kan have på folks liv kan være enorm. Matty delte en emotionel email han havde fået med mig, fra moderen på dette billede. "Det er mig, min mand og min søn. De andre billeder er af min meget syge bedstemor. Tak fordi du lavede din hjemmeside. Disse billeder betyder mere for mig end du aner. Min søns fødsel er på dette kamera. Han bliver fire i morgen." Hvert et billede I ser her og tusindevis af andre, er blevet returneret til de mennesker der har mistet dem -- nogen gange krydser de oceaner, nogen gange krydser de sprogbarrierer.

Dette er det sidste postkort jeg vil dele med jer i dag. "Når mennesker jeg elsker lægger voicemails på min telefon gemmer jeg dem altid, i tilfælde af at de skulle dø i morgen og jeg ikke har andre muligheder for at høre deres stemme igen. Da jeg postede denne hemmelighed sendte snesevis af mennesker voicemail-beskeder fra deres telefoner, nogle gange beskeder de havde gemt i årevis, beskeder fra familie eller venner der var døde. De sagde at ved at gemme deres stemmer og dele dem, hjalp det dem med at holde ånden fra deres kære i live. En ung pige postede den sidste besked hun hørte fra sin bedstemor.

Hemmeligheder kan antage mange former. De kan være chokerende eller skøre, eller sjælefulde. De kan forbinde os med vores dybeste menneskelighed eller med mennesker vi aldrig ser igen.

Voicemail optagelse: Første gemte besked. Bedstemor: ♫ Det er nogens fødselsdag i dag ♫ ♫ Nogens fødselsdag i dag ♫ ♫ Lysene er tændt ♫ ♫ på nogens kage ♫ ♫ Og vi er alle inviteret ♫ ♫ for nogens skyld ♫ Du er 21 år gammel i dag. Hav en rigtig god fødselsdag og jeg elsker dig. Jeg siger farvel for nu.

FW: Tak.

(Applaus)

Tak.

(Applaus)

June Cohen: Frank, det var smukt, så rørende. Har du nogensinde sendt et postkort til dig selv? Har du nogensinde sendt en hemmelighed til PostSecret?

FW: Jeg har nogle af mine egne hemmeligheder i hver bog. Jeg tror, på en måde, at grunden til at jeg startede projektet, selv om jeg ikke vidste det dengang, var fordi jeg kæmpede med mine egne hemmeligheder. Og det var gennem crowd-sourcing, det var gennem den venlighed fremmede viste mig, at jeg kunne afsløre dele af min fortid der jagede mig.

JC: Og har nogen nogenside fundet ud af hvilken hemmelighed der var din i bogen? Har nogen i dit liv kunnet se det?

FW: Nogen gange deler jeg den information, ja.

(Latter)

(Applaus)