Eric Whitacre: Et virtuelt kor 2,000 mand stærk

Jeg ville gerne være en rock-stjerne Det var min store drøm, og også det eneste jeg drømte om. Faktisk var det pop-stjerne jeg gerne ville være. Det her var i slut 80'erne. Og mest af alt ville jeg gerne være det femte medlem af Depeche Mode eller Duran Duran De ville ikke have mig. Jeg kunne ikke læse noder, men jeg kunne spille på synthesizer og tromme maskiner. Og jeg voksede op i en lille landsby i det nordlige Nevada. Og jeg var sikker på at det var sådan mit liv ville være.

Og da jeg tog på college ved Nevada's universitet i Las Vegas da jeg var 18 var jeg chokeret over at opdage at der ikke var en opskrift på at blive popstjerne eller en uddannelse i den retning. Og kor-dirigenten dér vidste at jeg sang og tilbød mig at komme og blive en del af koret. Og jeg sagde: "Ja, det vil jeg meget gerne. Det lyder fedt." Og så forlod jeg rummet og sagde: "Aldrig i livet." Dem der gik til kor var ret nørdede og jeg skulle under ingen omstændigheder have noget at gøre med dem. Og en uge senere sagde en ven til mig: "Hør her, du bliver nødt til at blive en del af koret." I slutningen af semesteret tager vi en tur til Mexico med alt betalt og sopran sektionen er fuld af lækre piger. Og så tænkte jeg at for Mexico og lækre damers skyld kunne jeg gøre stortset hvad som helst.

Og jeg tog til min første dag i koret og satte mig ned ved basserne og prøvede sådan at lure på hvad det var at de lavede. De åbnede deres partiturer og dirigenten gav forslaget og slam, så gik de i gang med Kyrien fra Mozarts rekviem. I hele mit liv havde jeg set ting i sort/hvid og nu var det pludselig i farver. Det var den mest forvandlende oplevelse jeg nogensinde havde haft, i det korte øjeblik at høre dissonans og harmoni og syngende mennesker, mennesker der var sammen om en fælles vision. Og jeg følte for første gang i mit liv at jeg var en del af noget større end mig selv, og der var en masse søde piger i sopran sektionen, viste det sig.

Jeg besluttede mig for at skrive et stykke for kor et par år senere som en gave til den dirigent som havde forandret mit liv. På det tidspunkt havde jeg lært at læse musik, eller var i hvert fald begyndt. Og stykket blev udgivet og så skrev jeg et andet stykke, og det blev udgivet. Og så startede jeg med at dirigere og endte med at tage min kandidat ved Juilliard. Og nu finder jeg mig selv i den usandsynlige situation at jeg står foran jer som en professionel, klassisk komponist og dirigent.

For et par år siden sendte en ven mig en mail et link, et YouTube link og sagde: "Du bliver nødt til at se det her." Og det var den her unge kvinde som havde lagt en fan video til mig op hvor hun sang sopran stemmen fra mit stykke "Sleep (Søvn)."

(Video) Britlin Losee: Hej hr. Eric Whitacre. Mit navn er Britlin Losee og det her er en video som jeg gerne vil lave til dig. Her er jeg så hvor jeg synger: "Sleep." Jeg er lidt nervøs, bare så du ved det. ♫ Hvis der er lyde ♫ ♫ i natten ♫

Eric Whitacre: Jeg var lamslået. Britlin var så uskyldig og så sød og hendes stemme var så ren. Og jeg elskede at jeg i baggrunden kunne se en lille bamsebjørn sidde på et klaver i hendes værelse. Det var en så intim video

og jeg fik den her idé: "Hvis jeg kunne få 50 mennesker til at gøre det samme, synge deres stemmer - sopran, alt, tenor, bas - hvorend i verden de var og så lægge det op på youtube, så kunne vi klippe det sammen og lave et virtuelt kor. Så jeg skrev på min blog "OMG OMG." Jeg skrev faktisk, "OMG," forhåbentlig var det sidste gang jeg skrev det offentligt. (Latter) Og jeg efterlyste sangere og jeg gjorde det gratis at downloade musikken til et stykke jeg havde skrevet i år 2000 som hed "Lux Aurumque", hvilket betyder "lys og guld." Og ganske vist, så begyndte folk at uploade deres videoer.

Det skal siges, at før det, gjorde jeg det at jeg lagde en video op hvor jeg dirigerede stykket. Og der var totalt stille da jeg filmede det, fordi jeg kun hørte musikken i mit hovede, og forestillede mig det kor som en dag ville eksistere. Bagefter spillede jeg et klaver spor så sangerne havde noget at lytte efter. Og så, da videoerne begyndte at strømme ind ...

(Sang) Det her er Cheryl Ang fra Singapore.

(Sang) Det her Evangelina Etienne.

(Sang) fra Massachusetts.

(Sang) Stephen Hanson fra Sverige.

(Sang) Det her er Jamal Walker fra Dallas, Texas.

(Sang)

Der var endda en lille sopran solo i stykket så jeg havde auditions og en del sopraner uploadede deres videoer. Jeg fik senere fortalt, og også af en masse sangere som var involveret i det, at de nogengange optog 50 eller 60 gange indtil det var lige som de ville have det -- de uploadede det. Her er vores vinder af sopran soloen. Det her er Melody Myers fra Tennessee. (Sang) Jeg elsker det lille smil hun laver på den høje tone sådan: "Det er da ikke noget problem, det går fint."

(Latter)

Og ud fra mængden kom en ung mand, Scott Haines. Og han sagde: "Hør her, det her er det projekt jeg har ledt efter hele mit liv. Jeg vil gerne være ham der klipper det hele sammen." Jeg sagde: "Tak scott. Jeg er meget glad for at du fandt mig." Og Scott kombinerede alle videoerne. Han fiksede lyden. Han sørgede for at alt passede sammen. Og så lagde vi det ud på Youtube for omkring halvandet år siden. Det her er "Lux Aurumque" sunget af det Virtuelle Kor.

(Sang)

Jeg stopper det hér på grund af tiden. (Applaus)

Tak, tak.

(Applaus)

Tak. Men der er mere, der er mere. Mange tak.

Jeg havde den samme reaktion som jer jeg blev faktisk rørt til tårer første gang jeg så det. Jeg kunne ikke fatte poesien bag det hele - de her sjæle på hver deres lille ø som sender elektroniske beskeder i små flasker til hinanden. Videoen blev meget populær. Den blev set en million gange i den første måned og der var stor interesse for den. Og på grund af det, var der en masse sangere der begyndte at sige: " Okay, hvad skal vi til det Virtuelle Kor 2.0?" Så jeg besluttede mig for, at jeg til det Virtuelle Kor 2.0 ville vælge det samme stykke som Britlin sang. "Sleep", hvilket er et andet værk som jeg skrev i år 2000 - digtet af min kære ven Charles Anthony Silvestri. Og igen lagde jeg en dirigent video op og vi begyndte at tage imod indsendinger. Den her gang fik vi nogle mere modne medlemmer (Sang) Og nogle yngre medlemmer

(Video) Sopran: ♫ På min pude ♫ ♫ Sikker i min seng ♫ EW: Det er Georgie fra England, hun er kun ni. Er det ikke det sødeste du nogensinde har set?

En lavede alle otte videoer - en bas som endda sang sopran stemmerne. Det her er Beau Awtin. (Video) Beau Awtin: ♫ Sikker i min seng ♫

EW: Og vores mål - det var en slags udefinerbart mål - der var en MTV video hvor de alle sammen sang "Lollipop" og de fik folk fra hele verden til at synge den her lille melodi. Og der var 900 mennesker involveret i det. Så jeg fortalte sangerne, "Det her er vores mål. Det er det nummer vi skal slå." Og vi lukkede for indsendinger d. 10 Januar. og vores endelig antal var 2,051 videoer fra 58 forskellige lande. Tak. (Applaus) Fra Malta, Madagascar, Thailand, Vietnam, Jordan, Egypten, Israel, så langt nord som Alaska og så langt syd som New Zealand.

Og vi lavede en side på facebook hvor sangerne kunne fortælle om deres oplevelse, hvordan det var for dem, deres oplevelse ved at synge med. Og jeg har valgt nogle få her. "Min søster og jeg plejede at synge sammen i kor altid. Nu er hun i luftvåbnet og rejser hele tiden. Det er så dejligt at synge sammen igen!" Jeg elsker det at hun synger sammen med hendes søster. "Udover smuk musik, er det fantastisk at vide at jeg er en del af et verdensomspændende fællesskab af mennesker jeg aldrig har mødt men som alligevel er forbundet med hinanden." Og min personale favorit, "Da jeg fortalte min husbond at jeg ville være en del af det her, fortalte han mig at jeg ikke havde stemmen til det." Ja, det er jeg sikker på mange af jer også har hørt. Det har jeg også selv. "Det gjorde så ondt, og jeg fældede nogle tårer, men noget inden i mig ville gøre det her til trods for hans udtalelse. Det er en opfyldelse af en drøm at være en del af det her kor, da jeg aldrig har været en del af et. Da jeg skulle sætte en markør på Google Earth kortet måtte jeg vælge den nærmeste by, som er 650 km fra hvor jeg bor. Da jeg bor i bushen i Alaska er sattelit min forbindelse til verden."

To ting omkring det her slog mig dybt. Det første er at mennesker vil gå til uanede længder om nødvendigt for at finde og få forbindelse til andre. Teknologien er ligegyldig. Det andet er at folk synes at opleve en reel forbindelse. Det var ikke et virtuelt kor. Der er folk online nu som er venner; de har aldrig mødtes. Men jeg kender også mig selv, jeg føler en virtuel esprit de corps, om man vil, med dem alle sammen. Jeg føler en nærhed til det her kor - næsten lige som en familie.

Det jeg gerne vil afslutte med i dag er et første kig på "Sleep" af det Virtuelle Kor 2.0. Det her er en premiere. Vi er ikke færdige med videoen endnu. Du kan prøve at forestille dig, med 2000 synkroniserede YouTube videoer tager det vanvittigt langt tid at flette dem sammen. Men vi har de første tre minutter. Og det er en kæmpe ære for mig at kunne vise den til jer først. I er de første der kommer til at se det. Det her er "Sleep," det Virtuelle Kor.

(Video) Virtuelt Kor: ♫ Aftenen hænger ♫ ♫ under månen ♫ ♫ En sølvtråd på en mørk sandbanke ♫ ♫ Med lukkede øjne og hvilende hovede ♫ ♫ Ved jeg at søvnen er på vej ♫ ♫ På min pude ♫ sikker i min seng ♫ ♫ tusind billeder fylder mine tanker ♫ ♫ Jeg kan ikke sove ♫ ♫ mine tanker flyver ♫ ♫ og alligevel synes mine lemmer tunge ♫ ♫ Hvis der er lyde i natten ♫

Eric Whitacre: Mange, mange tak. Mange tak. (Applaus) Mange tak. Tak. Tak.

(Applaus)