Emiliano Salinas: en civil reaktion på volden

Mit navn er Emiliano Salinas og jeg vil snakke om rollen, os medlemmer af samfundet spiller i den voldelige stemning, det her land oplever lige nu. Jeg er født i 1976. Jeg voksede op i en traditionel mexicansk familie Som barn havde jeg et forholdsvis almindeligt liv: Jeg gik i skole, legede med venner og med mine fætre. Men så blev min far Mexicos præsident og mit liv ændrede sig.

Hvad jeg skal til at sige, eller noget af det jeg skal til at sige, vil blive kontroversielt. For det første, fordi det er mig, der siger det og for det andet, fordi det er sandt, og det vil gøre mange folk nervøse fordi det er noget, vi ikke har lyst til at høre. Men det er nødvendigt, at vi lytter fordi det er endegyldigt og definitivt. Det vil også gøre medlemmer af kriminelle organisationer nervøse af de samme grunde. Jeg skal til at snakke om rollen vi medlemmer af samfundet spiller i dette fænomen, og om fire forskellige responsniveauer vi indbyggere har imod vold. Jeg ved mange vil finde det svært at skelne fra det faktum, at jeg er Carlos Salinas de Gortaris søn, og det, at jeg er en indbygger der bekymrer sig om landets situation. Tag det roligt. Det er ikke nødvendigt for at forstå vigtigheden i det, jeg skal til at sige.

Jeg synes vi har et problem i Mexico. Vi har et stort problem. Jeg tror der er enighed omkring det. Ingen skændes om det -- vi er alle enige i, at der er et problem. Hvad vi ikke er enige i er hvad problemet egentlig er. Er det Zetas? Er det narkobaronerne? Regeringen? Korruptionen? Fattigdommen? Eller noget andet? Jeg tror ikke, at nogen af disse er problemet. Jeg mener ikke, at de ikke fortjener opmærksomhed. Men vi vil ikke kunne tage os af disse ting hvis vi ikke først løser det rigtige problem vi har i Mexico.

Det rigtige problem, vi har, er, at de fleste af os mexicanere, tror på, at vi er vores omstændigheders ofre. Vi er et land af ofre. Historisk set, har vi altid opført os som ofre af noget eller nogen. Vi var spaniernes ofre. Så var vi franskmændenes ofre. Så var vi Don Porfirios ofre. Så var vi PRI's ofre. Selv af Salinas. Og af El Peje. Og nu af Zetas og narkobaronerne og de kriminelle og kidnapperne ... Hey, hey! Vent nu lige! Hvad hvis ingen af disse var problemet? Problemet er ikke nogen af tingene, vi føler os som ofre af. Problemet er, at vi spiller rollen som offeret. Vi er nødt til at indse, at vi er ikke offeret. Hvis bare vi ikke havde offermentaliteten, hvis vi holdt op med at opføre os sådan, ville vores land ændre sig grandiøst.

Jeg vil snakke om, hvordan vi går fra at opføre os som vores omstændigheders offer til et ansvarligt, involveret samfund der tager sit lands fremtid i egne hænder. Jeg vil snakke om 4 niveauer af civil reaktion mod vold, fra den svageste til den stærkeste. Det første niveau, den svageste form for civil modstand, er benægtelse og apati. I dag er meget af det mexicanske samfund i benægtelse af den situation vi går igennem. Vi vil videre med vores daglige liv selv om vi ikke lever under normale omstændigheder. Dagligdagen i vores land er, for at sige det mildt, under exceptionelle omstændigheder. Det er som en mand med en fatal sygdom der lader som om han er forkølet, som om det bare forsvinder. Vi vil helst tro på, at Mexico er forkølet. Men det er det ikke. Mexico har kræft. Og hvis vi ikke gør noget ved det, vil kræften slå det ihjel.

Vi må flytte det mexicanske samfund fra benægtelse og apati til det næste niveau af civil modstand, nemlig anderkendelse. Og den anderkendelse vil så frygt. En anderkendelse af situationens alvor. Men frygt er bedre end apati. fordi frygt får os til at gøre noget. En stor andel af borgerne i Mexico er bange i dag. Vi er meget bange. Og vi handler ud fra frygt. Og lad mig forklare hvad problemet med at handle ud fra frygt er -- og det er den civile modstands andet niveau: frygt.

Tænk på mexicanske gader: De er usikre på grund af vold, så folk bliver hjemme. Gør det gaderne mere eller mindre sikre? mindre sikre! Så gaderne bliver øde og usikre, Vi bliver endnu mere hjemme -- Hvilket gør gaderne endnu mere øde og usikre, og vi bliver endnu mere hjemme. Denne onde cirkel opsluger hele befolkningen fanget i deres hjem, skræmt ud af deres skind -- mere skræmt end de var ude på gaden. Vi bliver nødt til at konfrontere denne frygt. Vi bliver nød til at flytte, mexicansk samfund, samfundets borgere som er ved dette niveau, til det næste, som er handling.

Vi må se frygten i øjnene og få vores gader tilbage, vores byer, vores nabolag. For mange betyder handling vrede. Vi går fra frygt til vrede. De siger "Jeg kan ikke tage det mere, lad os gøre noget." For nyligt - Dette er en følsom statistik - 35 offentlige udhængninger er blevet talt indtil videre i 2010 i Mexico. Normalt er det en eller to om året. Nu er det en om ugen. Det viser at samfundet er desperat. og det tager loven i egen hånd. Uheldigvis, voldelig handlig -- Handling er dog bedre end ingen handling -- men at tage del i det gemmer kun volden. Hvis jeg er voldelig mod dig og du reagerer med vold, bliver du en del af volden og så skjuler du bare min vold.

Så civil handling er livsnødvendig. Men det er også vigtigt at tage folk som er ved vrede og voldelige handlinger til næste niveau, hvilket er ikke-voldelig handling det er pacifistisk, koordineret civil handling, hvilket ikke betyder passiv handling. det betyder beslutsomt og effektivt, men ikke voldeligt. Der er eksempler på den slags i Mexico. For to år siden, i Galena City, Chihuahua, blev en af byens borgere, Eric Le Barón, kidnappet. Hans brødre, Benjamín og Julián. fandt sammen med resten af samfundet for at finde den bedste handling: at betale løsesummen, at samle våben og gå efter kidnapperne eller at spørge regeringen om hjælp.

til slut, besluttede Benjamín og Julián sig for, at det bedste de kunne gøre var at organisere lokalsamfundet og handle sammen. Så hvad gjorde de? De mobiliserede hele Le Baróns samfund, tog til Chihuahua, hvor de organiserede en sit-In I parken midt i byen. De sendte en besked til kidnapperne: "Hvis i vil have jeres løsesum, så kom og hent den. Vi venter på jer lige her." De blev der. Syv dage senere blev Eric sat fri. og kunne vende hjem. Dette er et eksempel på hvad et organiseret samfund kan gøre, et samfund der handler.

Selvfølgelig kan kriminelle svare igen. I dette tilfælde, gjorde de. Den 7. juli, 2009. Blev Benjamín Le Barón myrdet. Men Julián Le Barón arbejder videre og han har mobiliseret samfund i Chihuahua i over et år nu. Og i over et år, har han vidst at der er en pris på hans hoved. Men han kæmper videre. Han bliver ved med at organisere. Han bliver ved med at mobilisere. Disse heroiske handlinger findes over alt i landet. Med tusinde Julián'er, der arbejder sammen, ville Mexico være et meget anderledes land. Og de er derude! De skal bare løfte hånden i vejret. Jeg er født i Mexico, jeg voksede op i Mexico og hen ad vejen lærte jeg at elske Mexico. Jeg tror at alle, som har sat fod i dette land -- for ikke at snakke om alle Mexicanere -- vil være enig i, at det ikke er svært at elske Mexico.

Jeg har rejst meget og ingen steder har jeg mødt den passion mexicanere har. Den hengivenhed vi føler for det nationale fodboldhold. Den hengivenhed vi viser når vi hjælper ofre for katastrofer, som jordskælvet i 1985 eller oversvømmelserne i år. Den passion, når vi synger vores nationalsang siden vi var børn. Da vi troede Masiosare var den fremmede fjende. da vi sang, med barnesjæl, "en soldat i hver søn." Jeg tror den største fornærmelse, den værste måde, du kan støde en mexicaner på, er at fornærme deres mor. En mor er det helligste i livet. Mexico er vores mor, og i dag græder hun ud til sine børn. Vi går igennem den mørkeste tid i vores nyere historie. Vores mor, Mexico, bliver skamferet foran vores egne øjne. Hvad har vi tænkt os at gøre? Masiosare, den fremmede fjende, er her. Hvor er soldaten i hver søn?

Mahatma Gandhi, en af de største civile forkæmpere gennem tiderne, sagde, "Vær den forandring du ønsker at se i verden." I dag søger Mexico Gandhier. Vi har brug for Gandhier. Vi har brug for mænd og kvinder der elsker Mexico og som er villige til at handle. Dette er et kald til hver ægte mexicaner til at deltage i initiativet. Dette er et kald så at alt, hvad vi elsker ved Mexico -- festivallerne, markederne, restaurenterne, kantinaerne, tequilaen, mariachierne, serenaderne, Posadas, El grito, Día de los Muertos, San Miguel, glæden, passionen for livet, kampen og alt hvad det indebærer at være mexicaner -- ikke forsvinder fra denne verden.

Vi står mod en magtfuld fjende. Men vi er mange flere. De kan tage en mands liv. Enhver kan slå mig ihjel, eller dig, eller dig. Men ingen kan dræbe ånden i den sande mexicaner. Kampen er vundet, men vi skal stadig kæmpe den. for 2000 år siden, sagde den romerske Juvenal noget, der stadig giver genlyd i dag i hvert hjerte af hver sande mexicaner. Han sagde, "Kald det den største synd at vælge livet fremfor ære, og for overlevelsens sag at miste alt hvad der gør livet det værd." Tak. (Bifald)