Ellen Jorgensen: Biohacking -- det kan du også lave

Det er gode tider for molekylær-biologen. Læsning og skrivning af DNA-kode bliver hele tiden lettere og billigere. Ved dette års slutning vil vi kunne sekvensere de tre millioner bits af information i vores genomer på under én dag, og for under tusind euro. Biotek er nok den mest potente og den hurtigst voksende teknologi sektor. Den kan, potentielt, erstatte vore fossile brændsler, revolutionere medicinen, og berøre alle aspekter i din dagligdag.

Så hvem må gøre det? Jeg tror, at vi er ret trygge ved ham her. Men hvad med hem her? (Latter) (Latter)

Jeg hørte første gang om gør-det-selv-bio i 2009. Det er en bevægelse ... den vil fremme tilgængelighden til bioteknoligi for alle, ikke bare forskere og folk i regeringens laboratorier. Ideen er, at hvis du åbner døren til videnskaben og tillader diverse grupper at bidrage, så kan det for alvor stimulere innovation. At lægge teknologi i slutbrugerens hænder, er oftest en god ide, fordi de har de bedste forestillinger om hvad deres behov er. Og her er denne virkeligt sofistikerede teknologi, som kommer hen mod os, med alle de tilhørende sociale, moralske, etiske spørgsmål, og vi forskere dur bare ikke til at forklare offentligheden hvad vi præcist går og laver i disse laboratorier. Så vil det ikke være rart, hvis der var et sted i din nærhed, som du kan hen til og lære det her - gøre det i praksis? Det syntes jeg.

Så, for tre år siden, fandt jeg sammen med nogle af min venner, som havde lignende forestillinger, og vi grundlagde Genspace. Det er et nonprofit, offentlig tilgængelig biotek-laboratorium i Brooklyn i New York, og ideen var, at folk kunne komme og få undervisning og nusse rundt i laboratiet i en meget åben og venlig atmosfære.

Intet, fra min tidligere erfaring, forberedte mig på, hvad der derefter ville ske. Hvad tror I? Pressen begyndte at ringe til os. Og jo mere vil talte om, hvor godt det var at øge den videnskabelige forståelse, jo mere ønskede de at omtale os, som nogle der ville skabe den næste Frankenstein. Så resultatet blev, at i de næste seks måneder, når man Googlede mit navn, i stedet for at få mine videnskabelige papirer, så fik man dette: (Er jeg en bio-risiko?) (Latter) Det var ret deprimerende. Det eneste, som fik os igennem denne periode, var, at vi vidste, at der over hele verden, var mennesker, som forsøgte at gøre det samme som vi. De åbnede bio-hacker steder, og nogle af dem blev konfronteret med langt større udfordringer end vi gjorde - flere bestemmelser og færre resourcer. Nu, tre år senere Her er hvor vi står nu. Det er en pulserende, globalt fællesskab af hacker-steder. Og det er bare begyndelsen. Disse er nogle af de største og der åbnes flere hver eneste dag. Der bliver sandsynligvis åbnet én i Moskva, én i Syd Korea, og det dejlige er, at de hver især har sin egen særlige kultur, som voksede ud fra det sted, hvorfra de kom.

Lad mig tage dig på en lille rundvisning. Biohackere arbejder alene. Vi arbejder i grupper, i store byer (Latter) og i små landsbyer. Vi reverse-engineer laboratorie udstyr. Vi udvikler bakterier genetisk. Vi hacker hardware, software, våd-vare, og, selvfølgelig, koden for livet. Vi kan lide at bygge ting. Og så kan vi lide at skille ting ad. Vi få ting til at vokse. Vi får ting til at lyse. Og vi får celler til at danse.

Ånden i disse laboratorier er, at de er åbne og de er positive, Men, når folk tænker på nogen som os, så er bio-sikkerhed, det første de tænker på. Bio-sikkerhed, alt det mørke ved sagen. Jeg vil ikke gøre disse bekymringer mindre. Enhver potent teknologi har en dobbeltsidig udnyttelse. Som I ved, har man sådan noget som syntetisk biologi, nanobioteknologi, Det får én til at se på begge sider. Amatør-grupper, men også de professionelle grupper, fordi de har en bedre infrastruktur, de har flere faciliteter, og de har adgang til patogener.

FN gjorde det, og de udgav for nylig en rapport om hele emnet. Og de konkluderede, at potentialet for denne teknologis positive sider, var langt større end ricicierne ved de negative sider. Og de så ovenikøbet specielt på gør-det-selv-folket, og de bemærkede - ikke overraskende - at pressen havde en tendens til konstant at overvurdere vore evner. og til at undervurdere vores etik. Gør-det-selv-folket fra hele verden Amerika, Europa mødtes faktisk sidste år, hvor vi udmejslede en fælles etik-standard. Det er langt mere, end hvad den konventionelle videnskab har gjort.

Nu følger vi statslige og lokale bestemmelser. Vi skiller os ordentligt af med affald. Vi følger sikkerheds-procedure. Vi arbejder ikke med patogener. Ser du, hvis du arbejder med et patogen, så er du ikke en del af biohacker-fællesskabet. Du er en del af bioterrorrist-fællesskabet. Beklager. Nogle gange bliver jeg spurgt: "Hvad med uheld?" Ved at arbejde med de sikre organismer, som vi normalt arbejder med, så er chancen for et uheld, hvor nogen tilfældigvis skaber noget som et super-insekt, det er bogstaveligt talt, lige så sandsynligt som en snestorm midt i Saharas ørken. Vel - det kunne ske, men jeg planlægger ikke mit liv efter det.

Jeg har i virkeligheden valgt at tage et anden slags risiko. Jeg tilmeldte mig til noget som kaldes Det Personlige Genom Projekt. Det er et studium hos Harvard, hvor de ved studiets afslutning tager hele min genom-sekvens, al min medicinske information, og min identitet, og de slår det op online, så alle kan se det. Der var en adskillige ricici involveret, som de talte om under den informerede samtykke del. Den jeg bedst kunne lide var at nogen kunne downloade min sekvens, gå til laboratoriet, fremstille noget fup- "Ellen"-DNA, og plante det på et gerningssted. (Latter) Men ligesom ved gør-det-selv-bio, så overstiger de positive resultater og potentialet for noget godt ved et studie som dette, langt risikoen.

Du spørger måske dig selv: "Hvad kan jeg lave i et biolab?" Det er ikke længe siden vi spurgte: "Hvad kunne man gøre med en personlig computer?" Så det her er bare begyndelsen. Vi ser bare top af DNA-isbjerget. Lad mig vise dig, hvad du kan gøre lige nu. En biohacker i Tyskland, en journalist, ville vide hvis hund det var, som efterlod små gaver på hans gade. (Latter) Jep, du gættede det. Han kastede tenninsbolde til alle hunde i nabolaget, analyserede spyttet, identificerede hunden, og konfronterede hundeejeren. (Latter) Jeg opdagede en indtrængende dyreart i min baghave. Den ligner en mariehøne, ikke? Det er faktisk en Japansk bille. Og den samme slags teknologi ..... det kaldes DNA-stregkodning. Det er ret cool... Man kan bruge det til at kontrollere om ens kaviar også er beluga, om den sushi virkelig er tuna, eller om den gedeost du betalte som meget for, virkelig er en geds. På et biohacker-sted, kan man analysere ens genom for mutationer. Man kan analysere ens havregrød for GMO, og man kan udforske ens forfædre. Man kan sende vejrballoner op i stratosfæren, indsamle mikrober, og se hvad der er deroppe. Man kan lave en biosensor af gærceller til at spore forurening i vandet. Man kan lave en slags bio-brændselscelle. Man kan lave masser af ting. Man kan også lave en slags videnskabs-projekt. Nogle af disse er helt fantastiske, hvor de ser på sociale, økologiske problemer fra et helt anderledes perspektiv Det er ret cool.

Nogle spørger mig, hvorfor jeg gør det her? Jeg kunne have en god karriere i den gængse videnskab. Sagen er, at der er noget i disse laboratorier, som de kan tilbyde samfundet, som du ikke kan finde andre steder. Der er noget særligt over et sted, hvor man kan arbejde på et projekt, og man ikke skal forklare sig for nogen, om det vil give en masse penge, om det vil redde menneskeheden, og heller ikke om det er til nogen nytte. Det skal bare følge retningslinier for sikkerheden. Hvis man havde steder som det her over hele verden, så kunne det virkelig ændre opfattelsen af hvem der har lov til at beskæftige sig med biotek. Det var sådanne steder, der udklækkede personlige computere. Hvorfor ikke personlig biotek? Hvis alle i dette rum involverede sig, hvem ved så, hvad vi kunne finde på? Dette er så nyt, og som vi siger i Broolyn: "Du har ikke set noget nogetsomhelst endnu." (Latter) (Klapsalve)