Elizabeth Gilbert om genialitet

Jeg er forfatter At skrive bøger er mit job, men det er selvfølgelig mere end det. Det er også min livslange kærlighed og fascination Og jeg tror ikke det nogensinde vil ændre sig. Men når det er sagt, så skete der for nylig noget interessant i mit liv og min karriere, som har fået mig til at gentænke mit forhold til det her arbejde. Og den interessante ting er at jeg for nylig skrev denne bog, disse memoirer ved navn "Eat, Pray, Love" (Spis, Bed, Elsk) som, meget ulig alle mine tidligere bøger, gik verden rundt, og blev en mega-sensation og bestseller. Resultatet af det er at hvor end jeg nu går hen så behandler folk mig som om jeg er fortabt. Seriøst -- fortabt, fortabt! Det er som at de nu bekymret kommet til mig og siger, "Er du ikke bange, bange for at du aldrig kan overgå den" Er du ikke bange for at fortsætte med at skrive hele livet og aldrig mere vil skabe en bog som nogen som helst i hele verden vil interessere sig for overhovedet nogensinde igen?

Beroligende, ikke sandt? Jeg husker faktisk at for over 20 år siden, da jeg i mine teenageår begyndte at fortælle folk at jeg ville være forfatter, blev jeg mødt med denne her form for frygt-baserede reaktion. Folk ville spørge, "Er du ikke bange for at du aldrig får succes? Er du ikke bange for at afvisningens ydmygelse vil slå dig ihjel? Er du ikke bange for at du vil arbejde hele dit liv med dette håndværk and der aldrig nogensinde kommer noget ud af det og du vil dø i en skrotbunke af bristede drømme med din mund fyldt af fiaskoens bitre aske?" (Latter) I kender det.

Svaret - det korte svar på alle de spørgsmål er: "Ja." Ja, jeg er bange for alle disse ting. Og har altid været det. Og jeg er bange for mange mange andre ting som folk end ikke kan gætte. Såsom tang og andre skræmmende ting. Men når det kommer til at skrive så er dét jeg har tænkt og undret mig over på det seneste: hvorfor? Er det rationelt? Er det logisk at forvente af nogen at de skal være bange for det arbejde, som de føler, de er sat her på jorden for at gøre. Hvad er det specielt med kreative forehavender der tilsyneladende gør os virkeligt nervøse for hinandens mentale helbred på en måde som andre karrierer ikke rigtig gør. For eksempel, min far var kemiingeniør og jeg husker ikke en eneste gange i hans 40 år som kemiingeniør nogen der spurgte ham, om han var bange for at være kemiingeniør. Ingen spurgte "Den kemiingeniør-blokering John - hvordan går det?" Det blev bare ikke sagt på den måde. Men for at være fair, så har kemiingeniører som gruppe ikke gennem århundreder gjort sig rigtig fortjent til et ry som alkoholiske maniodepressive. (Latter)

Vi forfattere, vi har på en måde det ry, og ikke bare forfattere, men kreative mennesker fra alle genrer, har tilsyneladende et ry for at være enormt mentalt ustabile. Man skal bare tage et kig på de barske dødstal, i det 20. århundrede alene blandt virkeligt fabelagtigt kreative sind som døde unge og for egen hånd. Og selv de som ikke direkte begik selvmord virker som om at de bliver spoleret af deres talenter. Norman Mailer sagde, umiddelbart før sin død, i det sidste interview: "Hver enkelt af mine bøger, har dræbt mig lidt mere." Et ekstraordinært udsagn omkring ens livsværk. Men vi blinker ikke engang, når vi hører nogen sige dette fordi vi har hørt den slags så længe og på en eller anden måde har vi kollektive internaliseret og accepteret denne opfattelse af at kreativitet og lidelse er tæt forbundet og at kunstfærdighed, ultimativt fører til lede.

Spørgsmålet jeg vil stille alle her i dag er: "Accepterer I alle denne idé?" Har I det fint med at -- fordi I betragter det på en centimeters afstand og – Jeg har det på ingen måde godt med den antagelse. Jeg synes den er odiøs. Og jeg synes også den er farlig og jeg har ikke løst til at se den gentaget ind i det næste århundrede. Jeg synes det er bedre, hvis vi opmuntrer vores store kreative sind til at leve.

Og jeg ved helt sikkert, i mit tilfælde, i min situation vil det være meget farligt for mig at nærme mig den mørke sti af antagelser, især givet omstændigheden jeg befinder mig i, i min karriere lige nu. Som er -- hør her: Jeg er forholdsvis ung, jeg er kun omkring 40 år gammel. Jeg har måske stadig 4 årtiers arbejde tilbage i mig. Og det er meget sandsynligt at alt hvad jeg skriver fra nu af vil blive bedømt af verdenen, som arbejdet der kom efter min forrige bogs umådelige succes. Jeg vil sige det direkte, nu vi alle er blevet venner -- Det er ret sandsynligt at min største succes ligger bag mig. Åh, Jesus, hvilken tanke! Det er den slags tanker der kan få en person til at drikke gin klokken 9 om morgenen og det har jeg ikke lyst til. (Latter) Jeg vil foretrække at fortsætte med det arbejder som jeg elsker.

Og spørgsmålet bliver så: hvordan? Det virker på mig som om, efter megen refleksion, at måden jeg skal arbejde på nu, for at fortsætte med at skrive, er at jeg må skabe en slags beskyttende psykologisk konstruktion. Jeg bliver nødt til på en måde at finde en sikkerhedsafstand mellem mig når jeg skriver og min meget naturlige angst omkring hvad reaktionen på mine skriverier bliver. Det sidste år har jeg kigget på modeller for hvordan det kan gøres. Jeg har skuet over tid og prøvet at finde andre samfund for at se om de måske havde bedre og mere sunde idéer end vi har om hvordan man hjælper kreative folk med at håndtere kreativitetens arvelige følelsesmæssige risici.

Og den søgen har før mig til antikkens Grækenland og antikkens Rom Så lyt efter, for jeg skal nok få sløjfe på historien. Men i Antikkens Grækenland og Antikkens Rom var det sådan, at folk ikke troede at kreativitet kom fra menneskene. Folk troede at kreativitet was den guddommelige ledsagende ånd som kom til mennesker fra en fjern og ukendt kilde, af fjerne og ukendte grunde. Grækerne kaldte disse guddommelige ledsagende ånder for "dæmoner". Sokrates mente han havde en dæmon som gav ham visdom. Romerne havde den samme forestilling, men de kaldte den slags kreative ånd for et geni. Hvilket er godt, for romerne mente faktisk ikke at et geni var et specielt klogt individ. De troede, at et geni var en slags magisk guddommelig enhed, som boede i væggene i en kunstners bolig, lige som husalfen Dobby, og som ville komme ud og usynligt assistere kunstneren i sit arbejde og hjælpe med at forme resultatet af arbejdet.

Så brilliant -- der er dén, den distance jeg talte om -- den psykologiske konstruktion der hjælper en med at at beskytte sig mod resultaterne af sit arbejde. Og alle vidste at det var sådan det fungerede. Så antikkens kunstnere var beskyttet mod visse ting, for eksempel for meget narcissisme. Hvis dit arbejde var smukt, kunne du ikke tage al æren for det, alle vidste at man havde det et geni havde hjulpet en. Hvis dit arbejde var en fiasko, så var det ikke helt din skyld. Alle vidste at dit geni var lidt lamt. Og det var sådan folk betragtede kreativitet i Vesten i meget lang tid.

Så kom renæssancen og alting blev ændret vi fik den her store idé og den store idé gik ud på at sætte det individuelle menneske som centrum i universet over alle guder og mysterier og der er ikke plads til mystiske skabninger som dikteres af det guddommelige. Det er begyndelsen på rationel humanisme, og folk begyndte at tro, at kreativitet udelukkende kom fra selvet i individet. For første gang i historien, begynder man at høre folk referere til denne eller hin kunstner som værende et geni i stedet for at have et geni.

Jeg må sige, at jeg synes det er en kæmpe fejl. Jeg tror det at tillade nogen, blot en enkelt person at tro, at hun eller hun er fartøjet kilden og essensen til al guddommelig, kreativ, evig mystik er en smule for stort et ansvar at placere på et enkelt menneskes psyke. Det er som at bede nogen om at sluge solen. Det fuldstændig bøjer og forvrænger egoer og det skaber uhåndterbare forventninger til evner. Jeg tror, at det pres har slået vores kunstnere ihjel i de sidste 500 år.

Og, hvis det er sandt og jeg tror det er sandt, så bliver spørgmålet: hvad nu? Kan vi gøre det anderledes? Måske gå tilbage til antikkens forståelse af forholdet mellem mennesker og det kreative mysterium. Måske ikke. Måske kan vi ikke bare slette 500 års rationel humanistisk tanke i løbet af en 18 minutters tale. Der er sandsynligvis folk blandt det her publikum som ville rejse nogle helt legitime videnskabelige mistanker omkring dette begreb om alfer der følger efter folk og smører deres projekter ind i alfe-saft og den slags. Jeg vil formentlig ikke få jer alle med på den her ide.

Men spørgsmålet jeg vil stille er: hvorfor ikke? Hvorfor ikke betragte det på denne måde? Fordi det giver lige så meget mening, som alt andet jeg nogensinde har hørt omkring forklaringen af den fuldstændige gale uforudsigelighed i den kreative proces. En proces, som hvem som helst der nogensinde har prøvet at skabe noget -- hvilket betyder alle der er tilstede her i salen -- ved ikke altid opfører sig rationelt. Faktisk kan den i visse tilfælde føles direkte paranormal.

Jeg oplevede dette da jeg for nylig mødte den uovertrufne amerikanske poet Ruth Stone som nu er over 90 år gammel, men har været poet hele sit liv. Hun fortalte mig, at da hun voksede op på landet i Virginia var hun ude at arbejde i marken og hun sagde at hun kunne høre og føle et digt komme imod hende, bevægende sig henover landskabet. Hun sagde det føltes som et tordnende tog af luft Og det ville komme susende mod hende, henover landskabet. Hun ville føle det komme, fordi jorden ville ryste under hendes fødder. Hun vidste at når dette skete, så var der kun var een ting at gøre og det var, med hendes egne ord "at løbe som ind i helvede" Så hun løb "som ind i helvede" til huset blev jagtet af det her digt og idéen var at hun skulle finde et stykke papir og en blyant så hurtigt som muligt, så når digtet tordnede gennem hende, så kunne hun opfange det og få det ned på papiret. Andre gange var hun ikke hurtig nok og så måtte hun løbe og løbe og løbe og hun nåede ikke til huset og digtet ville passere durk igennem hende og hun ville misse det og hun sagde at det forsvandet videre henover landskabet på udkig efter "en anden poet." Så var der de gange -- det er den her del jeg aldrig glemte -- hun sagde der var tidspunkter, hvor hun næsten missede digtet. Så hun løber hen til huset og leder efter papir og digtet går lige igennem hende hun får i en blyant lige som det går gennem hende, og så rækker hun ud efter det med sin anden hånd og fanger det. Hun fanger digtet i dets hale and hun trækker det baglæns gennem sin krop mens hun skriver det på papiret. Ved disse lejligheder, viste digtet sig perfekt og intakt på papiret men baglæns, fra det sidste ord til det første. (Latter)

Da jeg hørte det, tænkte jeg: mystisk, Det er præcis sådan min kreative process er. (Latter)

Det er ikke kun sådan min kreative process foregår. Jeg er et mulddyr og måden jeg må arbejde på er at jeg bliver nødt til at stå op samme tid hver dag og svede og arbejde mig igennem det hele rigtig akavet. Men selv jeg, i al min mulddyragtighed, selv jeg, har til tider, strejfet den proces. Jeg forestiller mig, at en masse af jer også har prøvet. Selv jeg har haft arbejde eller idéer som kom til mig fra en kilde som jeg helt ærligt ikke kan identificere. Og hvad er det for en ting? Hvordan skal vi forholde os til det på en måde, der ikke gør os sindssyge men faktisk holder os nede på jorden?

For mig er det bedste eksempel på hvordan man gør det musikeren Tom Waits, som jeg fik lov til at interviewe til et blad for adskillige år siden. Vi talte om emnet og Tom har i det meste af sit liv været personificeringen af nutidens lidende, moderne kunstner der forsøger at kontrollere og håndtere og dominere disse ukontrollerbare kreative impulser der var totalt internaliseret.

Men da han blev ældre, blev han mere rolig og han fortalte om en dag han kørte ad motorvejen i Los Angeles og det var dér, at det hele ændrede sig for ham. Som han kører derudaf, hører han pludselig et lille fragment af en melodi der kommer ind i hans hoved, som inspiration ofte gør det: flygtig og fristende - og han vil have den, den er pragtfuld og han længes efter den, men kan på ingen måde få fat i den. Han har ikke et stykke papir, han har ikke en blyant han har ikke en båndoptager.

Han begynder at føle al den gamle angst begynde at vokse i ham "Jeg vil miste den her ting, og så vil jeg blive hjemsøgt af den her sang forevigt. Jeg er ikke god nok og jeg kan ikke finde ud af det." Og i stedet for at gå i panik, stoppede han blot. Stoppede hele den mentale proces og gjorde noget helt nyt. Han kiggede blot op i himlen og sagde: "Undskyld mig, kan du ikke se jeg kører bil?" (Latter) "Ser det ud som om jeg kan skrive en sang ned lige nu? Hvis du virkelig gerne vil eksistere så kom tilbage i et mere opportunt øjeblik når jeg kan tage mig af dig. Ellers, så find en anden at irritere i dag. Irritér Leonard Cohen."

Hele hans arbejdsproces ændrede sig efter den oplevelse. Ikke værkerne, værkerne var stadig så mørke som nogensinde før. Men processen og den tunge angst omkring den blev forløst da han tog geniet ud af sig selv hvor det ikke forårsagede andet end problemer og slap det løs tilbage hvor det kom fra og indså at det ikke behøvede at være denne internaliserede pinte ting. Det kunne være det her pudsige, vidunderlige, bizarre samarbejde - en slags samtale mellem Tom og den underlige, eksterne ting der ikke helt var Tom.

Da jeg havde hørt denne historie, begyndte det at ændre en lille smule på måden jeg arbejdede og det har allerede reddet mig en enkelt gang. Denne idé reddede mig mens jeg var midt i at skrive "Eat, Pray, Love" og jeg faldt i en af disse fortvivlelsens grave, som vi alle falder i når vi arbejder på noget og det ikke kommer til een og man begynder at tænke det vil blive en katastrofe, det her bliver den værste bog nogensinde skrevet. Ikke bare dårlig, men den værste bog nogensinde skrevet. Jeg begyndte at tænke jeg bare skulle droppe projektet. Men så huskede jeg Tom talende ud i den tomme luft og jeg prøvede det. Så jeg løftede mit hoved op fra manuskriptet og sendte mine kommentarer til et tomt hjørne af rummet. Og jeg sagde højt: "Hør, du dér! både du og jeg ved, at hvis denne bog ikke er brilliant, så er det ikke udelukkende min skyld, vel? For du kan se, at jeg lægger alt hvad jeg har ind i det her. Jeg har ikke mere. Så hvis du ønsker at den skal være bedre, så bliver du nødt til at vise dig og fuldføre din del af aftalen. OK? Men hvis du ikke gør det, ved du så hvad? Til helvede med det! Jeg fortsætter med at skrive alligevel, for det er mit job. Og jeg ønsker at skemaet skal afspejle at jeg i dag mødte op til min del af jobbet." (Latter)

Fordi -- (Bifald) for i sidste ende er det sådan at -- århundreder siden i Nord Afrikas ørkener plejede folk at samles for måneskins-fester med hellig dans og musik der fortsatte time efter time, til daggry. De var altid storslåede, for danserne var profesionelle og de var fabelagtige, ok? Men engang i mellem, meget sjældent, skete der noget og en af disse performere blev faktisk transcendente. I ved hvad jeg snakker om, fordi jeg ved, I alle har set, på et eller andet tidspunkt i livet, en sådan performance. Det var som om at tiden stod stille og danseren på en eller anden måde trådt igennem en slags portal og han gjorde intet anderledes end han havde gjort før, de tusinde foregående nætter, men alt ville falde på plads. Lige pludselig ville han ikke længere fremstå som blot et menneske. Han ville være lyst op indefra og lyst op nedefra og alt lyst op i guddommelighedens ild.

Og når dette skete dengang, vidste folk hvad det var, de kaldte dét dets navn. De ville klappe i hænderne og begynde at messe: "Allah, Allah, Allah, Gud, Gud, Gud" Det er gud. En interessant historisk fodnote -- Da Maurerne invaderede det sydlige Spanien, tog de denne skik med dem og udtalen ændrede sig over århundreder fra "Allah, Allah, Allah" til "Olé, Olé, Olé" som man stadig hører ved tyrefægter-kampe og i flamenco danse, I Spanien, når en kunstner har gjort noget umuligt og magisk, "Allah, Olé, Olé, Allah, storslået, bravo," uforståeligt, dér er det -- et glimt af Gud. Hvilket er fantatisk, for vi har brug for det.

Men den besværlige del kommer næste morgen, når danseren vågner op og opdager at det er tirsdag kl 11.00 og at han ikke længere er et glimt af Gud. Han er blot en aldrende dødelig med virkeligt dårlige knæ og måske vil han aldrig stige til den højde igen. Måske er der aldrig nogen der vil messe Guds navn igen mens han danser - og hvad skal han så gøre med resten af sit liv? Det er hårdt. Det er en af de mest smertefulde forsoninger man kan lave i et kreativt liv. Men måske behøves det ikke at være helt så fyldt af smerte Hvis du i første omgang ikke troede på at de mest ekstraordinære aspekter af din tilværelse kom fra dig selv. Men måske du blot troede, at de var udlånt til dig fra en utænkelig kilde i en udsøgt del af dit liv og skulle videregives, når du er færdig, til en anden. Hvis vi begynder at tænker på denne måde, vil det forandre alt.

Det er sådan jeg er begyndt at tænke og det er bestemt sådan jeg har tænkt de sidste par måneder mens jeg har arbejdet på bogen, der snart vil blive udgivet som den skræmmende alt for forventede efterfølger til min vanvittige success.

Det jeg skal fortælle mig selv når jeg bliver rigtig urolig omkring det, er: vær ikke bange. Vær ikke skræmt. Bare gør dit arbejde. Fortsæt med at møde op til din del af aftalen, hvad end den måtte være. Hvis dit job er at danse, så dans. Hvis det guddommelige, skeløjede geni der er sat på din sag beslutter sig for at lade en form for vidunder vise i blot et øjeblik i kraft af dine anstrengelser, så "Olé!" Hvis ikke - så gør dit job alligevel. Og ikke desto mindre "Ole!" til dig også! Jeg tror på dette og at vi må videregive læren! "Olé!" til jer, ikke desto mindre, blot for den rene skære menneskelige kærlighed og stædighed til at dukke op.

Tak (Bifald) Tak. (Bifald)

June Cohen: Ole! (Bifald)