David Gallo viser undervands-vidundere

Vi skal på en dykkertur til det dybe hav. Og enhver som har haft denne fantastiske mulighed ved at gennem de første to en halv time på vejen ned er det en fuldstændig komplet buldrende mørk verden. Og vi plejede at se de mest mystiske dyr gennem vinduet som man ikke kunne beskrive. Disse blinkende lys: En verden af morild, som ildfluer. Dr. Edith Witter -- hun er nu ved Research Conservation Association -- var i stand til at lave et kamera som kunne opsnappe nogle af disse utrolige dyr, og det er hvad I ser her på skærmen.

Det er alt sammen morild. Så, som jeg sagde: Lige som ildfluer. Der er en flyvende kalkun, under træet. (Latter) Jeg ved det. Jeg er uddannet geolog. Men jeg elsker det der. Og I ser at noget af morilden bruger de til at undgå at blive spist, noget af det bruger de til at tiltrække bytte. Men det er alt sammen, fra et kunstnerisk synspunkt, absolut fascinerende. Og meget af det, der sker indeni -- her er en fisk med lysende øjne, pulserende øjne. Nogle af farverne er indrettet til at hypnotisere. Disse yndige mønstre. Og så denne sidste: En af mine yndlinge, dette møllehjulsdesign. Fuldstændig fantastisk, hvert eneste dyk.

Det er den ukendte verden. Og i dag har vi kun udforsket 3 procent af, hvad der er i oceanerne. Vi har allerede fundet verdens højeste bjerge, verdens dybeste dale, undervandssøer, undervandsvandfald -- meget af det delte vi med jer fra scenen. Og på et sted, hvor vi troede, der ikke eksisterede liv, finder vi mere liv, tror vi, og forskellighed og tæthed, en den tropiske regnskov. Hvilket fortæller os, at vi overhovedet ikke ved meget om denne planet. Der er stadig 97 procent, og enten er de 97 procent tomme eller fyldt med overraskelser.

Men jeg vil bevæge mig op til det lavvandede område nu, og se på nogle væsener, som er helt fantastiske. Cephalopoder -- hoved-fødder. Som barn kendte jeg dem mest som calamari. Dette er en blæksprutte. Arbejdet er udført af Dr. Roger Hanlon fra Marine Biology Lab. Og det er ganske enkelt fascinerende hvordan cephalopoder, med deres øjne, utrolige øjne, fornemmer deres omgivelser, ser på lys, ser på mønstre. Der er en ottearmet blæksprutte, der bevæger sig gennem revet. Finder et sted at slå sig ned, ruller sig sammen og forsvinder ind i baggrunden. En svær ting at gøre.

I det næste stykke ser vi på et par tiarmede blæksprutter. Dette er en tiarmet blæksprutte. Når hanner slås, og de er meget aggressive, bliver de hvide. Og disse to hanner slås. De gør det ved at stødde deres bagdele sammen, hvilket er et interessant koncept. Her er så en han til venstre og en hun til højre. Det er lykkedes hannen at dele hans farvning, så hunnen altid kun ser den venlige, milde blæksprutte i ham. Og hannen -- (latter) Vi kommer til at se det igen. Lad os se på det en gang til. Bemærk farvningen: hvid til højre, brun til venstre. Han tager et skridt tilbage, så han holder de andre hanner væk ved at opdele sin krop, og kommer op på den anden side... Bingo! Jeg har fået at vide, at dette ikke blot er et fænomen hos blæksprutte-hanner, men jeg ved det ikke. (Klapsalver)

Sepiablæksprutter. Jeg elsker sepiablæksprutte. Det her er en kæmpe australsk sepiablæksprutte. Og der er han. Hans små hængende øjne heroppe. Men de kan gøre temmelig utrolige ting. Her ser vi en bakke ind i en sprække, og -- hold øje med hans tentakler. Han trækker dem bare ind. Får ham til at ligne algerne. Forsvinder fuldstændig ind i baggrunden. Absolut fantastisk. Her er to hanner, der slås. Endnu en gang, de er kvikke nok, disse cephalopoder -- De ved, at de ikke skal såre hinanden. Men se de mønstre, de kan lave med deres hud. Ikke? Simpelthen en fantastisk ting.

Her er en ottearmet blæksprutte. Nogle gange vil de ikke ses, når de bevæger sig, da rovdyr kan se dem. Her, denneher kan faktisk få sig selv til at ligne en sten, og, ved at se på sine omgivelser, kan den faktisk glide langs bunden, og bruge bølgerne og skyggerne, så den ikke kan ses. Han passer bare ind; hans bevægelser falder i med baggrunden. "Den bevægende sten"-tricket. Så vi lærer en masse nyt fra disse lavvandede områder. Udforsker stadig dybere vande, men lærer en masse nyt fra de lavvandede områder. Der er en god grund til det: de lavvandede områder er fyldt med jægere. Her er en barracuda. Og hvis du er en ottearmet blæksprutte eller en cephalopode, forstår du virkelig at bruge dine omgivelser til at gemme dig.

I det næste klip ser I en fin koralbund. Og I ser, at en ottearmet blæksprutte ville skille sig meget ud, hvis de ikke kunne bruge deres kamuflage, bruge deres hud til at skifte farve og tekstur. Her er nogle alger i forgrunden. Og en ottearmet blæksprutte. Er det ikke fantastisk? Roger skræmte ham, så han stak af sted i en sky af blæk. Når han lander, siger blæksprutten "Åh, jeg er blevet set. Det bedste, jeg kan gøre, er at gøre mig så stor som jeg kan blive". Det store brune gør hans øje meget stort. Han bluffer. Lad os gøre det baglæns. Jeg troede, han spøgte, da han viste mig det. Jeg troede, det var ren grafik. Så her er det baglæns. Hold øje med hudfarven, hold øje med hudens tekstur. Simpelthen et fantastisk dyr, kan skifte farve og tekstur for at passe til omgivelserne. Se ham falde direkte ind i algerne. En. To. Tre. Og nu er han væk, og det er jeg også. Mange tak.