En ny måde at forklare forklaring på

Jeg er sikker på, at gennem de hundrede tusinder af år vores art har eksisteret, og endda før det, kiggede vore forfædre op på nattehimlen og spekulerede på, hvad stjernerne er for noget. Spekulerede på, hvordan de skulle forklare det, de så med begreber, der ikke fandtes.

Okay, de fleste mennesker spekulerede kun over det en gang imellem, ligesom i dag, ind imellem alt det, som normalt optog dem. Men det, der normalt optog dem, indebar også en længsel efter viden. De ønskede, at de vidste, hvordan de skulle undgå, at adgangen til mad en gang imellem forsvandt, og hvordan de kunne slappe af, når de var trætte uden at risikere sult, holde sig varmere, koldere, uden for fare, med færre smerter. Jeg vil vædde på, at de forhistoriske hulemalere ville have elsket at vide, hvordan man tegner bedre.

I alle dele af deres liv ønskede de fremskridt, ligesom vi gør. Men de mislykkedes, næsten totalt, i at gøre nogle. De vidste ikke hvordan, man gjorde. Opdagelser, som ilden, sker så sjældent, at verden, set fra det enkelte menneskes synspunkt, aldrig blev forbedret. Man lærte intet nyt.

Den første leddetråd til stjernelysets oprindelse skete så sent som 1899: Radioaktivitet. Inden for 40 år opdagede fysikere hele forklaringen, udtrykt, som altid, i elegante symboler. Men symbolerne er ikke det vigtige. Tænk på, hvor mange opdagelser symbolerne repræsenterer. Atomkerner og kernereaktioner, selvfølgelig. Men også isotoper, elektriske partikler antistof, neutrinoer, omskrivelsen af masse til energi - altså E=mc^2 gammastråler, transmutation. Den ældgamle drøm, som alkymisterne aldrig fik opfyldt, blev opnået gennem disse selvsamme teorier, som forklarede stjernelys og andre oldgamle mysterier, og nye uventede fænomener.

Det, at alle disse opdagelser gjort på 40 år, ikke var blevet gjort i de foregående hundrede tusinder år var ikke fordi der ikke blev tænkt over stjerner og alle de andre presserende problemer, de havde. De kom endda frem til forklaringer, såsom myter, som dominerede deres liv, men som næsten ikke havde noget med virkeligheden at gøre. Det tragiske ved denne langtrukne stagnation er ikke tilstrækkeligt anerkendt, mener jeg. De var mennesker med hjerner af næsten samme udformning som de, der senere opdagede alle disse ting. Men evnen til at gøre fremskridt forblev næsten ubrugt indtil den hændelse, som revolutionerede de menneskelige vilkår og ændrede universet.

Eller, det håber vi. For den hændelse var den videnskabelige revolution, siden hvilken, vores viden om den fysiske verden og om hvordan vi kan tilpasse den efter vores ønsker, har været støt stigende. Men hvori bestod forandringen? Hvad var det, folk nu gjorde for første gang og som bevirkede ændringen fra stagnation til hastige og ubegrænsede opdagelser? Hvordan man laver dette skift er absolut den vigtigste universale sandhed vi kan kende. Bekymrende nok, er der ikke konsensus om, hvad det er. Så det vil jeg fortælle jer. Men først må jeg kigge lidt bagud.

Før den videnskabelige revolution troede man på, at al vigtig viden, kendte man allerede, gemt i gamle skrifter og institutioner og i en række praktiske tommelfingerregler, der dog blev ophøjede til læresætninger sammen med en hel del falsummer. De mente, at viden kom fra autoriteterne, der dog faktisk vidste meget lidt. Og derfor var fremskridt afhængig af en afvisning af de lærdes autoritet - præsterne, traditionerne og magthaverne. Det er derfor, den videnskabelige revolution måtte have en bredere sammenhæng:

Oplysningstiden - en revolution af den måde folk søger viden uden kun at tro på autoriteter. "Tro ikke på alt, hvad du hører". Men det kan ikke være det, der gjorde forskellen. Autoriteter er før blevet afvist - mange gange. Og det medførte sjældent, om nogensinde, noget, der kunne minde om den videnskabelige revolution. De mente på den tid, at det, der kendetegnede videnskab, var en radikal idé om de usete ting, kendt som emperisme. Al viden stammer fra sanserne. Vi ved, at dette ikke kan være rigtigt. Det satte dog fart i observationer og eksperimenter. Men fra starten var det tydeligt at der var noget helt forkert ved det.

Viden kommer fra sanserne. På hvilket sprog? Sandelig ikke på matematiksprog, som Galileo så rigtigt sagde, er sproget i naturens bog. Se på verden. Du ser ikke formler hugget ind i bjergsider. Hvis du gjorde var det fordi mennesker havde hugget dem ud. Forresten, hvorfor gør vi ikke det? Hvad er der i vejen med os? (Latter)

Emperisme er utilstrækkelig fordi, tja, videnskabelige teorier forklarer det sete med det usete. Og det usete, må man indrømme, kommer ikke til os gennem sanserne. Vi ser ikke de der kernereaktioner i stjernerne. Vi ser ikke arternes oprindelse. Vi ser ikke rumtidens kurvatur og andre universer. Men vi kender til disse ting. Hvordan?

Ja, det klassiske empiristiske svar er induktion. Det usete ligner det sete. Men det gør det ikke. I ved, hvad det fældende bevis var, på at rumtiden er krum. Det var et foto, ikke af rumtiden, men af en solformørkelse, med en prik her, i stedet for der. Og beviset på evolution? Nogle klipper og nogle finker. Og parallelle universer? Igen: Prikker der i stedet for her, på en skærm. Det vi ser, i alle disse tilfælde, har ikke nogen lighed med den virkelighed som vi konkluderer ligger bagved - kun en lang række af teoretiske argumentationer og fortolkninger kan forbinde dem.

"Aha!", siger kreationistener "Så du indrømmer, at det hele er fortolkninger. Ingen har nogensinde set evolutionen. Vi ser klipper. I har jeres fortolkninger. Vi har vores. Jeres stammer fra gætværk; vores, fra Biblen" Men det som både kreationisten og empirister ignorerer er, at på sin vis har ingen nogensinde set en bibel heller, for øjnene opfanger blot lys, hvilket vi ikke opfatter. Hjerner detekterer blot nerveimpulser. Og de opfatter ikke engang nerveimpulser, som de i virkeligheden er nemlig som elektrisk knitren Så vi opfatter ingenting, som det er i virkeligheden.

Vores forbindelse til virkeligheden er aldrig kun perception. Det er altid, som Karl Popper formulerede det, teori-ladet. Videnskabelig indsigt kommer ikke af ingenting Det er som al viden. Det er antagelser, gætværk efterprøvede med observationer ikke udledt af dem. Så var efterprøvede antagelser den store innovation, der åbnede de tankemæssige fængselsporte? Nej. I modsætning til hvad der normalt siges, så er efterprøvning hyppig i myter og alle andre slags irrationelle tænkemåder. Enhver særling, der påstår, at solen slukkes næste tirsdag, har givet en forudsigelse, der kan efterprøves.

Tænk på den gamle græske myte, der forklarer årstiderne. Hades, underverdenens gud kidnapper Persefone, forårets gudinde og indgår en tvunget ægteskabskontrakt, som påbyder hende at vende tilbage med jævne mellemrum, og lader hende gå. Og hvert år er hun på magisk vis tvunget til at komme tilbage. Og hender mor, Demeter, agerbrugets gudinde er ked af det, og gør jorden kold og gold. Den myte kan efterprøves. Hvis vinteren er forårsaget af Demeters sorg må den forekomme på samme tid over alt på jorden. Så hvis de gamle grækere blot havde vidst, at Australien er varmest, når Demeter er mest ked af det ville de have vidst, at deres teori er forkert.

Så hvad er forkert med den myte, og med al før-videnskabelig tænkning, og hvad var det så, der medførte den betydningsfulde ændring? Jeg mener, der er en ting, man må lægge mærke til. Og det indbefatter om det kan afprøves, den videnskabelige metode, oplysningstiden og alt det der. Og her er den altafgørende faktor. Sådan noget, som en fejl i en historie, findes. Jeg mener ikke en logisk fejl. Jeg mener en dårlig forklaring. Hvad betyder det? Ja, forklaring er en påstand om det, der ikke kan ses, og som er et udtryk for det, der kan ses.

Fordi den forklarende rolle, som Persefones ægteskabskontrakt har, kunne være spillet lige så godt af uendeligt mange andre passende rolleindehavere. Hvorfor en ægteskabskontrakt og ikke en anden årsag til sæsonhændelser? Her er en. Persefone blev ikke ladt fri. Hun undslap, og vender tilbage hvert forår for at hævne sig på Hades med sine forårskræfter. Hun køler hans domæne med forårsluft leder varme op til jordoverfladen og skaber sommeren. De er et udtryk for det samme fænomen, som den oprindelige myte. Den kan lige såvel afprøves. Men, hvad den hævder om virkeligheden er, på mange måder, det modsatte. Og det er muligt fordi, detaljerne i den oprindelige myte ikke har relation til årstiderne, bortset fra via myten selv.

At den er så nem at variere, er et tegn på en dårlig forklaring. Fordi uden en god grund til at foretrække en ud af talrige varianter, så er et forsvar for en af dem, frem for andre, irrationel. Så kernen af, hvad der gør forskellen, så fremskridt muliggøres, er at søge gode forklaringer, dem der ikke let kan varieres, men stadig forklarer fænomenet.

Den nuværende forklaring på årstiderne er, at jordens akse hælder, så hver hemisfære hælder mod solen halvdelen af året, og væk fra solen den anden halvdel. Det må jeg hellere vise på skærmen. (Latter) Det er en god forklaring; svær at variere fordi hver en detalje spiller en funktionel rolle. F.eks. ved vi, uafhængigt af sæsonerne, at overflader, som hælder væk fra varmestråling opvarmes mindre, og at en roterende sfære, i rummet, konstant peger i samme retning. Og hældningen forklarer også solens højde over horisonten hen over året, og forudsiger, at årstiderne vil være ude af fase på de to hemisfærer. Hvis de havde været observeret som værende i fase måtte teorien bortkastes. Det faktum, at det også er en god forklaring, svær at variere, er det, som gør den afgørende forskel.

Hvis de gamle grækere havde vidst noget om årstider i Australien, kunne de nemt have ændret sin myte så den kunne forudsige dette. For eksempel at når Demeter er ophidset, så bandlyser hun varme fra sin nærhed til den anden hemisfære, hvor den giver sommer. Så selv om deres observationer viste sig forkerte og de ændrede deres forklaring så ville de gamle grækere stadig ikke være kommet et eneste skridt nærmere en forståelse af årstiderne, fordi deres forklaring var dårlig: Nem at variere. Og det er kun, når en forklaring er god, at det overhovedet betyder noget, om den kan afprøves. Hvis teorien om den hældende akse var blevet tilbagevist, ville dens tilhængere ikke have haft nogle udveje. Ingen nem ændring kunne få, den hældning til at forårsage ens årstider på begge hemisfærer.

Søgen efter forklaringer, som er svære at ændre er alle fremskridts oprindelse. Det er det regulerende grundprincip for Oplysningstiden. Så, i videnskab er der to fejlagtige tilgange, som hæmmer fremskridt. Den ene er velkendt: Ikke-testbare terorier. Men den vigtigere er forklaringsløse teorier. Når som helst du får fortalt, at en statistisk tendens vil fortsætte, men du ikke gives en "svært-at-variere" forklaring på, hvad der forårsager den tendens, så får du fortalt, at en troldmand gjorde det.

Når du bliver fortalt, at gulerødder har menneskerettigheder, fordi de deler halvdelen af vores gener, men ikke hvordan gen-procenter giver rettigheder - troldmanden! Når nogen proklamerer, at debatten om arv og miljø er bilagt, fordi det er bevist, at en given procentdel af vores politiske holdninger er genetisk nedarvet, men de forklarer ikke, hvordan gener skaber holdninger, så har de ikke bilagt noget. De siger, at vore holdninger er forårsaget af troldmænd og det er deres egne formentlig også. At sandhed består af "svært-at-variere" påstande om virkeligheden, er det vigtigste faktum om den fysiske verden. Dette er i sig selv et faktum, noget uset, og alligevel umulig at variere. Tak. Applaus