David Blaine: Hvordan jeg holdte vejret i 17 min

Som tryllekunstner, prøver jeg at skabe billeder der får mennesker til at stoppe og tænke. Jeg prøver også at udfordre mig selv til at gøre ting som lægen siger ikke er muligt. Jeg blev begravet levende i New York City i en kiste, begravet levende i en kiste i April, 1999, i en uge. Jeg boede deri med intet andet end vand. Og det endte med at være så sjovt at jeg besluttede at jeg kunne forfølge det at gøre flere af denne slags ting. Det næste jeg gjorde er at jeg frøs mig selv i en blok is i tre dage og tre nætter i New York City. Den var meget sværere end jeg havde forventet. Derefter stod jeg på toppen af en 50 meter høj pille i 36 timer. Jeg begyndte at hallucinere så slemt at bygningerne der var bagved mig begyndte at ligne store dyrehoveder.

Så, derefter tog jeg til London. I London boede jeg i en glaskasse i 44 dage uden andet end vand. Det var, for mig, en af de sværeste ting jeg nogensinde havde gjort, men det var også det smukkeste. Der var så mange skeptikere, specielt pressen i London, de begyndte at flyve cheeseburgere på helikoptere rundt om min kasse for at prøve at friste mig. (Latter) Så, jeg følte mig meget valideret da New England Journal of Medicine faktisk brugte forskningen til videnskab.

Min næste udfordring var at jeg ville se hvor lang tid jeg kunne holde uden at trække vejret, ligesom hvor længe jeg kunne overleve uden noget, ikke engang luft. Jeg var ikke klar over at det ville blive den mest fantastiske rejse i mit liv.

Som en ung tryllekunstner var jeg besat af Houdini og hans undervands udfordringer. Så, jeg begyndte, tidligt, at konkurrere mod de andre børn, for at se hvor længe jeg kunne holde mig under vandet mens de skulle op og ned for at trække vejret, I ved, fem gange, mens jeg holdte mig nede på et åndedrag. Da jeg blev teenager var jeg i stand til at holde vejret i tre minutter og 30 sekunder. Jeg fandt senere ud af, at det var Houdinis personlige rekord.

I 1987 hørte jeg en histore om en dreng der faldt gennem isen og var fanget under en flod. Han var under, trak ikke vejret i 45 minutter. Da redningsfolkene kom genoplivede de ham og der var ingen hjerneskade. Hans kerne temperatur var faldet til 25 grader. Som tryllekunstner, mener jeg alt er muligt. Og jeg mener at hvis noget bliver gjort af en person, kan det gøres af andre. Jeg begyndte at tænke, at hvis drengen kunne overleve uden at trække vejret i så lang tid, måtte der være en måde hvorpå jeg kunne gøre det.

Så, jeg mødtes med en dygtig neurokirurg. Og jeg spurgte ham, hvor lang tid er det muligt at overleve uden at trække vejret, ligesom hvor lang tid kunne jeg overleve uden ilt? Og han sagde til mig, at alt over seks minutter er der en alvorlig risiko for hypoksisk hjerneskade. Så, det tog jeg som en udfordring, dybest set. (Latter) Mit første forsøg, tænkte jeg at jeg kunne gøre noget lignende, og jeg byggede en vandtank, og jeg fyldte den med is og isnende koldt vand. Og jeg blev inde i vandtanken og håbede at min kernetemperatur ville begynde at falde. Og jeg rystede. I mit første forsøg for at holde vejret jeg kunne ikke engang holde et minut. Så, jeg blev klar over at det slet ikke kom til at virke.

Så, jeg ville arbejde med en ven der er læge, og jeg spurgte ham om hvordan jeg kunne gøre det? "Jeg vil holde vejret i rigtig lang tid. Hvordan kan det gøres?" Og han sagde, "David, du er tryllekunstner, skab illusionen at du ikke trækker vejret, det er meget nemmere." (Latter) Så, han fandt på denne ide om at bygge en rebreather, med en CO2 skrubbe, der dybest set var et stykke rør fra Home Depot, hvor der var tapet en ballon fast på, som han mente vi kunne sætte inden i mig, og på en måde være i stand til at cirkulere luften og genbruge den med denne ting i mig. Dette er lidt svært at se på. Men dette er det forsøg. Så, det ville tydeligvis ikke virke. (Latter)

Så begyndte jeg faktisk at tænke på væske vejrtrækning. Der er et kemikalie der hedder perflubron. Og der er så højt ilt niveau at man i teorien kan trække vejret i det. Så, jeg fik fat på det kemikalie, fyldte håndvasken med det, og jeg puttede mit ansigt i håndvasken og prøvede at trække vejret i det, hvilket var helt umuligt. Det var dybest set ligesom at prøve at trække vejret, som lægen sagde, samtidig med at der står en elefant på ens brystkasse. Så, den ide forsvandt.

Så begyndte jeg at tænke, ville det være muligt at hjerte/lunge bypass maskine og få en operation hvor der ville gå en tube i min pulsåre, og så se ud som om jeg ikke trak vejret mens de iltede mit blod? Hvilket var endnu en sindssyg ide, tydeligvis.

Så tænkte jeg på den mest sindssyge ide af dem alle: faktisk at gøre det. (Latter) Rent faktisk at holde vejret forbi det punkt hvor lægerne ville anse en for hjernedød. Så, jeg begyndte at forske i perledykkere. I ved, fordi de dykker ned i fire minutter på en vejrtrækning. Og da jeg undersøgte perledykkere, fandt jeg verden med free-diving. Det var den mest fantastiske ting jeg nogensinde har opdaget, mere eller mindre. Der er mange forskellige aspekter i free-diving. Der er dybde rekorder, hvor mennesker dykker så dybt som de kan. Og så er der statisk apnø. Det er at holde vejret så længe man kan på et sted uden at bevæge sig. Det var den jeg studerede.

Den første ting jeg lærte er at når man holder vejret skal man aldrig bevæge sig overhovedet; det spilder energi. Og det bruger ilt, og det opbygger CO2 i ens blod. Så, jeg lærte aldrig at bevæge mig. Og jeg lærte hvordan jeg bremser min hjerte frekvens. Jeg skulle være helt stille og bare slappe af og jeg tror at jeg ikke var i min krop, og bare kontrollere den. Og så lærte jeg at rense ud. Udrensning er dybest set hyperventilering. Man puster in og ud ... Det gør man, man bliver svimmel, det begynder at snurre. Og man tømmer virkelig ens krop for CO2. Så, når man holder vejret er det uendelig meget nemmere. Så lærte jeg at man skal tage en dyb vejrtrækning, og bare holde det og slappe af og aldrig lade luft ud, og holde vejret og slappe af gennem al smerten.

Hver morgen, dette er i løbet af måneder, ville jeg vågne og det første jeg ville gøre var at jeg holdte vejret i, ud af 52 minutter, holdte jeg vejret i 44 minutter. Så, det det dybest set betyder er at jeg ville udrense, jeg ville trække vejret rigtig tungt i et minut. Og jeg ville holde vejret, straks efter, i fem og et halvt minut. Så trak jeg vejret igen i et minut, og udrensede så godt jeg kunne, og med det samme derefter holdte jeg igen vejret i fem og et halvt minut. Jeg ville gentage denne proces otte gange i streg. Ud af 52 minutter trækker man kun vejret i otte minutter. Til sidst er man total smadret, ens hjerne. Man føler det som om man går rundt i en døs. Og man har disse voldsomme hovedpiner. Dybest set, er jeg ikke den bedste person at snakke med når jeg gør den slags ting.

Jeg begyndte at lære om verdensrekordindehaveren. Han navn er Tom Sietas. Og denne fyr er perfekt bygget til at holde vejret. Han er 193. Han vejer 72.5 kilo. Og hans totale lungekapacitet er dobbelt så stor som den gennemsnitlige person. Jeg er 185, og fed. Vi siger stor af bygning. (Latter) Jeg skulle tabe mig 23 kilo på tre måneder. Så, alt jeg puttede i min krop så jeg som medicin. Hver eneste stykke mad var præcis hvad det var for dens ernæringsværdi. Jeg spiste virkelig små kontrollerede portioner i løbet af dagen. Og jeg begyndte virkelig at tilpasse min krop. (Latter)

Jo tyndere jeg var, jo længere tid kunne jeg holde vejret. Og ved at spise så godt og træne så hårdt, faldt min hvilepuls til 38 slag per minut. Hvilket er lavere end de fleste olympiske atleter. I løbet af fire måneders træning var jeg i stand til at holde vejret i mere end syv minutter. Jeg ville prøve at holde vejret over alt. Jeg ville prøve det i de mest ekstreme situationer for at se om jeg kunne sænke min puls under stress. (Latter)

Jeg besluttede at jeg ville slå verdensrekorden live i tv i den bedste sendetid. Verdensrekorden var otte minutter og 58 sekunder, holdt af Tom Sietas, fyren med hvallunger som jeg fortale jer om. (Latter) Jeg gik ud fra at jeg kunne sætte en vandtank i Lincoln center og hvis jeg boede der en uge uden at spise, ville jeg blive tryg i den situation og jeg ville sænke mit stofskifte, som jeg var sikker på ville hjælpe mig med at holde vejret længere end jeg havde været i stand til at gøre det. Jeg tog fuldstændig fejl.

Jeg gik ind i kuglen en uge før jeg skulle i tv. Og jeg troede alt virkede til at alt kørte som det skulle. To dage før mit store vejrtrækningsforsøg, til rekorden, tænkte producerne af min specialudsendelse at bare det at se på nogen der holdte vejret, der næsten druknede, er for kedeligt til fjernsynet. (Latter) Så, jeg skulle tilføje håndjern, mens jeg holdte vejret, som jeg skulle slippe ud af. Dette var en kritisk fejl. På grund af bevægelsen mistede jeg ilt. Og efter syv minutter var jeg kommet i disse forfærdelige sammentrækninger. Ved 7:08 begyndte jeg at få black out. Og ved 7 minutter og 30 sekunder skulle de trække min krop ud og få mig tilbage. Jeg var fejlet på alle niveauer. (Latter)

Så, naturligvis, den eneste måde ud af hullet som jeg kunne tænke på var, jeg besluttede at ringe til Oprah. (Latter) Jeg fortalte hende at jeg ville forhøje indsatsen og holde vejret længere end noget menneske nogensinde havde gjort. Dette var en anden rekord. Dette var en ren O2 statisk apnø rekord ved Guiness havde en verdensrekord på på 13 minutter. Så, dybest set trækker man vejret i ren O2 først, og ilter ens krop, renser ens krop for CO2, og så er man i stand til at holde vejret meget længere. Jeg blev klar over, at min virkelige konkurrent var bæveren. (Latter)

I januar 2008 gav Oprah mig fire måneder til at forberede og træne. Så, jeg ville sove i et hypoxic telt hver nat. Et hypoxic telt er et telt der simulerer en højde på fem kilometer. Så, det er ligesom base camp på Everest. Det det gør er, at man begynder at opbygge antallet af røde blodceller i kroppen, hvilket hjælper en med at bære ilt bedre. Hver morgen, igen, efter at komme ud af det telt er ens hjerne total udslettet. Mit første forsøg på ren O2, var jeg stand til at komme op på 15 minutter. Så, det var en ret stor succes.

Neurokirurgen hev mig op af vandet fordi i hans sind, ved 15 minutter er hjernen færdig, ens hjerne er død. Så, han hev mig op, og jeg havde det fint. Der var en person der, der absolut ikke var imponeret. Det var min eks-kæreste. Mens jeg slog rekorden under vandet for første gang, kiggede hun min Blackberry igennem og kiggede i alle mine sms'er. (Latter) Min bror havde et billede af det. Det er virkelig ... (Latter)

Derefter annoncerede jeg at jeg ville gå efter Sietas rekord, offentligt. Og det han gjorde som modsvar var, at han tog til Regis og Kelly, og han slog sin gamle rekord. Så gik hans største konkurrent ud og slog hans rekord. Så, pludselig skubbede han rekorden op til 16 minutter og 32 sekunder. Hvilket var tre minutter længere end jeg havde forberedt. I ved, det var længere end rekorden.

Nu ville jeg have Science Time til at dokumentere dette. Jeg ville havde dem til at lave en artikel om det. Så jeg gjorde hvad hvilken som helst person der seriøst efterfulgte videnskabelig gennembrud gør. Jeg gik ind til New York Times kontor og lavede korttrick for dem alle sammen. (Latter) Så jeg ved ikke om det var tryllekunst eller Cayman islands lærdom, men John Tierney fløj ned og lavede en artikel om seriøsiteten om at holde vejret.

Mens han var der prøvede jeg at imponere ham, selvfølgelig. Og jeg dykkede ned til 50 meter, hvilket dybest set er højden på en 16 etagers bygning, og jeg kom op, jeg fik blackout under vandet, hvilket er virkelig farligt; det er sådan man drukner. Heldigvis havde Kirk set mig og han svømmede over og hev mig op. Så, jeg begyndte at fokusere. Jeg trænede kun for at kunne holde vejret længere til det jeg havde brug for at gøre. Men der var ingen måde at forberede mig på live fjernsynsdelen af det, det at være på Oprah.

Men i praksis, ville jeg gøre det med ansigtet nedad, flyde i poolen. Men til TV ville de have mig til at stå op så de kunne se mit ansigt, dybest set. Det andet problem var, at dragten flød så godt, at de var nød til at binde mine fødder fast, for at holde mig fra at flyde op. Så, jeg skulle bruge mine ben for at holde fødderne i stropperne der var løse, hvilket virkelig var et problem for mig. Det gjorde mig ekstremt nervøs, hvilket fik pulsen op.

Derefter, hvad de også gjorde var, som vi aldrig havde gjort før, er at der var en pulsmåler. Og den var lige ved siden af kuglen. Så, hver gang mit hjerte slog kunne jeg høre den beep-beep-beep-beep, I ved, den tikke, virkelig højt. Hvilket gjorde mig endnu mere nervøs. Og der er ingen måde til at sænke min puls på. Så, normalt ville jeg starte med 38 slag per minuttet, og mens jeg holdte vejret ville det faldt til 12 slag per minut, hvilket er temmelig usædvanligt. (Latter) Denne gang startede det på 120 slag, og faldt aldrig.

Jeg brugte de første fem minutter under vandet på desperat at prøve at sænke min puls. Jeg sad bare der og tænkte, "Jeg skal sænke pulsen. Jeg dumper, jeg dumper." Og jeg blev mere nervøs. Og pulsen steg og steg bare, helt op til 150 slag per minut. Dybest set den samme ting der skabte min undergang ved Lincoln Center. Det var spild af O2. Da jeg nåede halvvejs ind, ved otte minutter, var jeg 100 procent sikker på at jeg ikke var i stand til at klare det. Der var ingen måde at gøre det på for mig.

Så, jeg tænkte, Oprah havde dedikeret en time til at lave denne holde vejret ting, hvis jeg var brudt sammen tidligt ville det være et helt show om hvor deprimeret jeg var. (Latter) Så, jeg tænkte at det er bedre for mig at kæmpe og blive der indtil jeg fik black out, i det mindste kan de hive mig ud og tage sig af mig og alt det. (Latter)

Jeg drev mig mod de 10 minutter. Ved 10 minutter begynder man at få alle disse stærke prikkende fornemmelser i ens fingre og tæer. Og jeg vidste at det var blodet der shuntede, når blodet strømmer væk fra ens hænder og fødder for at give ilt til ens livsvigtige organer. Ved 11 minutter begyndte jeg at mærke dunkende fornemmelser i mine ben, og mine læber begyndte at føles meget mærkeligt.

Ved minut 12 begyndte jeg at have en ringen for mine ører, og jeg begyndte at mærke min arm blev følelsesløs. Og jeg er hypokonder, og jeg kan huske at en følelsesløs arm betyder hjertestop. Så, jeg begyndte at blive virkelig paranoid. Så efter 13 minutter, måske fordi jeg er hypokonder. Begyndte jeg at føle smerter i hele min brystkasse. Det var forfærdeligt. Ved 14 minutter, havde jeg forfærdelige sammentrækninger, ligesom denne trang til at trække vejret. (Latter)

Ved 15 minutter begyndte jeg at lide af kæmpe iltmangel i hjertet. Og jeg begyndte at få iskæmi i hjertet. Min puls gik fra 120, til 50, til 150, til 40, til 20, til 150 igen. Det sprang et slag over. Det startede. Det stoppede. Og jeg følte alt dette. Og jeg var sikker på at jeg ville få et hjerteanfald. Så, ved 16 minutter listede jeg mine fødder ud fordi jeg vidste at hvis jeg besvimede, hvis jeg fik et hjerteanfald, skulle de hoppe i bindet og tage min fod ud før de kunne hive mig op. Så, jeg var virkelig nervøs.

Så, jeg tog min fod ud, og jeg begyndte at flyde til toppen. Og jeg tog ikke mit hoved ud. Men jeg flød bare der og ventede på at mit hjerte skulle stoppe, ventede bare. De havde læger med "Pst," I ved, så, som bare sad og ventede. Og så hørte jeg pludselig et skrig. Og jeg tror der er noget mærkeligt -- at jeg var død eller der var sket noget. Og så blev jeg klar over at jeg havde klaret den til 16:32. Så, med den energi fra alle tilstedeværende besluttede jeg mig for at blive ved med at drive mig selv. Og jeg nåede til 17 minutter og fire sekunder. (Bifald)

Som om det ikke var nok, det jeg gjorde straks efter var at jeg tog til Quest Labs og fik dem til at tage en blodprøve, som de kunne teste for alt og se hvor mine niveauer lå, så lægerne kunne bruge det, endnu en gang. Jeg ville heller ikke have at der var nogen der stillede spørgsmålstegn ved det. Jeg havde verdensrekorden og jeg ville være sikker på at den var gældende.

Så, jeg tog til New York City dagen efter, og børnene kom op til mig -. jeg går ud af Apple forretningen -- et barn kommer op til mig og siger, "Yo, D!" Jeg sagde, "Yeah?" Han sagde, "Hvis du virkelig kunne holde vejret så lang tid, hvorfor var du så tør da du kom ud af vandet?" Jeg spurgte, "Hvad?" (Latter) Og det er mit liv. Så ... (Latter)

Som tryllekunstner prøver jeg at vise ting til mennesker der virker umulige. Og jeg tror tryllekunster, hvad enten jeg holder vejret eller blander et spil kort, er det ret simpelt. Det er øvelse, det er træning, og det er -- det er øvelse, det er træning og det er at eksperimentere, mens man hænger i gennem smerter for at være det bedste jeg kan være. Og det er hvad magi er for mig, så, tak. (Bifald)