Dave Eggers fremsætter sit TED Prize ønske: Der var engang en Skole

Tusinde tak til alle fra TED, især Chris og Amy. Jeg kan ikke fatte, at jeg er her. Jeg har ikke sovet i ugevis. Neil og jeg sad og sammenlignede, hvor lidt vi har sovet i forventning til i dag. Jeg har været så nervøs - og gør åbenbart sådan her, når jeg er nervøs. Jeg vil fortælle om, hvad vi gjorde i organisationen kaldet 826 Valencia, og så vil jeg snakke om, hvordan vi alle kan være med til at gøre lignende ting.

Tilbage i 2000 boede jeg i Brooklyn. Jeg prøvede at færdiggøre min første bog, jeg gik dagligt omtåget omkring, fordi jeg skrev fra midnat til 5 om morgenen. Så jeg var omtåget om dagen. Jeg evnede ikke rigtig at tænke om dagen, men jeg havde fleksible timer. I Park Slope kvarteret i Brooklyn, hvor jeg boede, er der mange forfattere - Antallet af forfattere i forhold til antallet af normale mennesker er meget højt. Nå, men jeg voksede op med mange lærere omkring mig. Min mor var lærer, min søster blev lærer og efter universitetet blev mange af mine venner lærere. Så jeg hørte dem altid snakke om deres liv, og hvor inspirerende de var, og de var virkelig de mest hårdt-arbejdende og konstant inspirerende mennesker, jeg kendte.

Men jeg kendte så mange af de ting, de var oppe imod, og så mange af de kampe, de måtte kæmpe. En af disse var, at så mange af mine venner der underviste i skoler i byen, havde problemer med at få eleverne til at nå et alderssvarende niveau, især i læsning og skrivning. Mange af disse elever kom fra hjem, hvor der ikke tales engelsk, og hvor mange af dem har særlige behov, problemer med at lære. Og de arbejde selvfølgelig på skoler, som sommetider og ofte er underfinancierede. Så de talte med mig om det og sagde, "Ved du hvad, det vi egentlig har brug for er bare flere folk, flere kroppe, mere en-til-en tid, flere timer, mere kundskab fra folk, der kan engelsk og kan arbejde med eleverne en-til-en."

Så sagde jeg altid, "Jamen, hvorfor arbejder I ikke bare med dem en-til-en?" Og de svarede, "Jamen, vi har fem klasser med 30 til 40 elever i hver. Det kan føre til 150, 180, 200 elever per dag. Hvordan skulle vi nogensinde kunne give hver elev blot en time af vores opmærksomhed om ugen?" Du ville være nødt til at udvide arbejdsugen enormt og klone lærerne. Så vi begyndte at tale om det. Og på samme tid, tænkte jeg på denne store gruppe mennesker jeg kendte: skribenter, redaktører, journalister, overbygningsstuderende, lektorer - alle mulige mennesker. Alle disse mennesker, som havde forholdsvis fleksible timer og interesse for det engelske sprog - Jeg har selv en interesse for det engelske sprog, men jeg taler det ikke særligt godt lige nu. Jeg prøver. Uret dér arbejder imod mig. Men alle, jeg kendte, havde en interesse i vigtigheden af det skrevne ord med henblik på at nære et demokrati, at nære et oplyst liv. Så de havde, I ved, deres tid og deres interesse, men samtidig var der så vidt jeg vidste ingen kanaler i mit samfund, som kunne koble disse to grupper sammen.

Så da jeg flyttede tilbage til San Francisco, lejede vi en bygning. Og ideen var at putte McSweeney's -- McSweeney's Quarterly, som vi udgav to eller tre gange årligt, og nogle få andre blade -- vi ville flytte det ind på et kontor for første gang. Det plejede at være i mit køkken i Brooklyn. Vi ville flytte det ind på et kontor, og dele pladsen med et tutor-center. Så vi tænkte, "Vi har alle disse skribenter og redaktører og -- en slags skrive-samfund, der alligevel er på kontoret dagligt, hvorfor åbner vi kke bare dørene, så elever kan komme ind efter skole, og få ekstra hjælp til de skriftlige lektier, så der faktisk ikke er nogen grænser mellem de to grupper?" Så ideen var, at vi ville arbejde med hvad vi nu arbejdede med, kl 14.30 ville eleverne komme, og man lægger hvad man laver, eller bytter, eller arbejder lidt senere eller hvad man nu gør. Man giver de timer om eftermiddagen til eleverne fra kvarteret.

Så, vi fandt det her sted, vi lejede det, udlejeren var med på det. Vi havde et vægmaleri, lavet af Chris Ware, der faktisk forklarer hele historien bag det trykte ord, igennem et vægmaleri -- det tager lang tid at fordøje, og man er nødt til at stå midt på vejen. Så vi lejede det her sted. Og alt var fantastisk bortset fra, at udlejeren sagde, "Området er forbeholdt handel; I må finde på noget. I må sælge noget. I kan ikke bare have et tutor-center." Så vi tænkte, "Ha ha! Virkelig!" Og vi kunne ikke umiddelbart finde på noget at sælge, men vi gjorde al den fornødne research. Lokalet plejede at være et rum til vægttræning, så der var gummimåtter nedenunder, akustiske lofte, lysstofrør. Vi rev det hele ned og fandt smukke trægulve, hvidkalkede bjælker, og det så ud som -- mens vi renoverede stedet var der én der sagde, "Ved I hvad, det ligner faktisk et skibsskrog." Og vi kiggede rundt og en anden sagde, "I burde sælge forsyninger til arbejdende sørøvere."

Så det er, hvad vi gjorde. Det fik alle til at grine, og vi sagde, "Der er en pointe dér. Lad os sælge pirat-forsyninger." Dette er piratforsyningsbutikken. Det er fra en skitse, jeg lavede på en serviet. En fantastisk snedker byggede alt dette, og vi fik det til at se lidt piratforsyningsagtigt ud. Her ser I planker, der sælges som metervare, og vi har forsyninger til at bekæmpe skørbug; vi har træbenene her, de er håndlavede og tilpasses individuelt; øverst ses udstillingen af øjenklapper; den sorte søjle dér er til dagligt brug, en standard øjeklap, og så er der pastelfarver og andre farver til når du skal i byen -- særlige anledninger, bar mitzvaher og så videre.

Så vi åbnede det her sted. Og det her er en bøtte, som vi fylder med skatte, eleverne kan lede i: Her er reserveøjne i tilfælde af, at du mister et; Her er nogle af de skilte, vi har over det hele: "Spøg og skæmt med pirater." Mens man læser skiltet, trækker vi i et reb bag disken og otte moppehoveder falder ned i hovedet på én. Det var bare min ene ting -- Jeg sagde, at vi måtte have noget, der falder ned over folk. Det blev så moppehoveder. Og her er fiske-teateret, som bare er en saltvandstank med tre sæder, og lige bag dét lavede vi dette rum. Som var tutor-centeret. Så lige dér er tutor-centeret, og bag det er McSweeneys kontorer, hvor vi alle arbejdede på blade og bogredigering og så videre.

Børnene kom -- eller rettere, vi troede, de ville komme. Jeg går lige lidt tilbage. Vi gjorde stedet klar, vi åbnede, vi brugte måneder på at renovere stedet. Vi havde borde, stole, computere, alt. Jeg tog til en dot-com auktion på et hotel i Palo Alto og købte 11 G4-computere ved at vifte med en padle. Nå, vi købte dem, satte alting op, og så ventede vi. Det blev startet med omkring 12 af mine venner, folk, jeg havde kendt i årevis, som var skribenter i kvarteret. Og vi ventede. Og kl. 14:30 satte vi et skilt ud på fortovet, hvor der stod "Gratis undervisning til dine engelsk- og skrive-relaterede behov -- Kom bare ind, det er helt gratis." Og vi tænkte, "Ah, de vil komme væltende de vil elske det." Det gjorde de ikke. Så vi ventede, vi sad ved bordene, og ventede og ventede. Og alle begyndte at miste modet. Fordi der gik uge efter uge med at vente, seriøst, hvor ingen kom ind.

Så var der nogen, der påpegede, at der måske var en tillidskløft, fordi vi drev en piratforsyningsbutik. Det var aldrig faldet os ind. Så på det tidspunkt overtalte jeg en kvinde ved navn Nineveh Caligari, en erfaren underviser fra San Francisco -- hun underviste i Mexico City, hun havde al den fornødne erfaring, kendte alt til undervisning, havde kontakt til alle folk og lærere i kvarteret. Jeg overtalte hende til at flytte op fra Mexico City, hvor hun underviste; Hun tog over som administrerende direktør. Hun fik øjeblikkeligt fat i lærerne og forældrene og eleverne og så videre, og pludselig var der faktisk fyldt op dagligt.

Og hvad vi prøvede at tilbyde hver dag var en-til-en undervisning. Målet var at have forholdet én til én med hver enkelt af eleverne. Det er jo bevist, at 35 til 40 timer om året med en-til-en undevisning kan løfte en elev ét klassetrin. Så de fleste af disse elever taler ikke engelsk derhjemme. De kom dér, ofte kom forældrene og -- man kan ikke se det, men der er en kirkebænk, som jeg købte på en auktion i Berkeley lige der -- deres forældre så nogle gange på, mens deres børn blev undervist. Så grundlaget for det hele var en-til-en undervisning. Og butikken blev fyldt med børn hver dag. Hvis du er på Valencia Gade i området omkring kl 14:00 eller 14:30, vil du ofte blive løbet over ende af børn med deres store rygsække osv., som faktisk løber til det her sted.

Hvilket er meget underligt, fordi det er skole, på en måde. Men der sker noget psykologisk her, som er bare en smule anderledes. Og det forskellige var, at der ikke var noget stigma. Børn gik ikke ind på "Centeret-for-børn-der-har-brug-for-Hjælp" eller sådan noget. Det var 826 Valencia. For det første var det en piratforsyningsbutik, hvilket er vanvittigt. For det andet er der et forlag i baglokalet. Så vores praktikanter arbejdede faktisk ofte ved de samme borde, skulder ved skulder, computer ved computer med eleverne.

Så det blev til et tutor-center -- forlagscenter er, hvad vi kaldte det -- og et skrive-center. De går ind, og de arbejder måske med en gymnasieelev, som faktisk arbejder på en roman -- for vi havde også meget begavede børn. Så der er ikke noget stigma. De arbejder alle side om side. Det er alt sammen en kreativ bestræbelse. De ser voksne. De følger deres adfærd. Disse voksne, de arbejder inden for deres felt. De kan læne sig over og stille et spørgsmål til en af disse voksne, og på den måde vokser det hele ligesom af sig selv. Der sker en masse tværfaglig udvikling. Det eneste problem, især for de voksne, der arbejder ved McSweeney's, og som ikke nødvendigvis var med på ideen, da de begyndte der, var, at der kun var ét toilet. Med omkring 60 børn dagligt er dét et problem.

Men der er noget ved, at børnene får lavet deres lektier på en given dag, får al denne opmærksomhed -- når de går hjem, er de færdige. De udskyder ikke, de laver ikke lektierne foran TV'et. De kan gå hjem kl 17:30, være sammen med familien, nyde deres hobbier, gå udenfor, lege. Og det skaber en lykkelig familie. En flok lykkelige familier i kvarteret skaber et lykkeligt samfund. En flok lykkelige samfund skaber sammen en lykkelig by og en lykkelig verden. Så nøglen til det hele er lektier! Det er hvad der skal til -- en-til-en undervisning.

Vi begyndte med omkring 12 frivillige, og så havde vi omkring 50. og så et par hundrede. Og nu har vi 1400 frivillige på vores liste. Og vi gør det utrolig nemt at melde sig som frivillig. Sagen er, at selvom du kun har et par timer hver måned, så vil de to timer, skulder ved skulder ved siden af en elev - koncentreret opmærksomhed, med fokus på deres arbejde, på deres tanker og deres selv-udtryk, være utroligt formende, fordi så mange af eleverne ikke har oplevet det nogensinde før. Så vi sagde, "Selv om du kun har to timer én søndag hver 6. måned, er det ligemeget. Det er nok." Så det er en del af grunden til, at tutor-holdet voksede så hurtigt.

Så sagde vi, "Jamen, hvad skal vi gøre med rummet om dagen, det skulle jo bruges til noget før 14:30?" Så vi begyndte at trække klasser ind om dagen. Så hver dag var der en udflugt, hvor de sammen skaber en bog; I kan se den blive skrevet ind oppe ovenpå. Her er én af klasserne, der er alt for opstemte af at skrive. Hvis du peger et kamera på en klasse, vil det altid se sådan her ud. Så her er én af de bøger, de har lavet. Bemærk bogens titel, "Bogen, der aldrig blev lånt ud: Titanic." Og bogens første linje er, "Engang var der en bog, der hed Cindy, som handlede om Titanic." Så imens sidder der en voksen i bagved og skriver det her ind, og tager det helt alvorligt, hvilket slår benene væk under dem.

Men vi havde stadig flere tutorer at bruge. Her er et billede af nogle tutorer under en begivenhed. Lærerne, som vi arbejder med -- og alt er anderledes for lærere -- de fortæller, hvad vi skal gøre. Vi gik derind og tænkte, "Vi er grundlæggende komplet formbare. I instruerer os. Forældrene og folk i kvarteret vil fortælle os det, lærerne vil fortælle os, hvordan vi er til mest nytte."

Så sagde de, "Hvorfor kommer I ikke ind på skolerne? For hvad med de elever, der ikke nødvendigvis kommer til jer, som ikke har aktive forældre, der kan bringe dem, eller som ikke bor tæt nok på?" Så begyndte vi at sige, "Vi har 1400 folk på vores liste. Lad os sprede ordet." En lærer kan sige "Jeg har brug for 12 undervisere de næste fem søndage. Vi arbejder på stile til universitetsoptagelsesprøverne. Send dem ind." Så vi sendte den besked ud: 1400 undervisere. Hvem end der kan, skriver sig på. De går ind omkring en halv time før timen. Læreren fortæller dem, hvad de skal gøre, hvordan det skal gøres, hvad deres niveau er, hvad projektet handler om. De arbejder under lærerens anvisninger, og det hele sker i ét stort rum. Og det er dybest set hvad vi gør, folk tager direkte fra arbejde, direkte fra deres hjem, direkte ind i klasselokalerne og arbejder direkte med eleverne. På den måde er vi i stand til at arbejde med tusindvis af elever. Så sagde en anden skole, "Hvad hvis vi bare giver jer et lokale, som I kan bemande hele dagen?"

Så det her er Everett Mellemskoles Skribentrum, som vi udsmykkede i sørøverstilen. Det er lige ved biblioteket. Og derfra betjener vi alle 529 børn på mellemskolen. Her er deres avis, "Straight-Up News," som har en løbende klumme af borgmester Gavin Newsom på to sprog -- engelsk og spansk. Så en dag skrev Isabel Allende til os og sagde, "Hej, hvorfor sætter I ikke gymnasieeleverne til at skrive en bog? Jeg vil se dem skrive om, hvordan man opnår fred i en voldelig verden." Så vi gik ind på Thurgood Marshall High School, som er en skole, vi havde arbejdet med om nogle andre ting, og vi gav denne opgave til eleverne. Og sagde, "Isabel Allende vil læse alle jeres stile bagefter. Hun vil udgive dem i en bog. Hun vil sponsorere udgivelsen af bogen i paperback-udgave. Den vil være tilgængelig hos alle boghandlere i San Francisco Bay området, og i hele verden gennem Amazon." Så børnene arbejdede hårdere end de nogensinde havde på noget andet i deres liv, fordi der var sådan et udenforstående publikum, der var Isabel Allende i den anden ende. Jeg tror, vi havde omkring 170 undervisere, der arbejdede på denne bog med dem, så det her gik utrolig godt. Vi holdt en stor fest til sidst. Her er bogen, som kan findes overalt. Det førte til en serie. I kan se, at Amy Tan sponserede den næste, "Jeg kan måske nå steder Hen." Og det blev en tilbagevendende ting. Flere og flere bøger.

Nu er vi næsten afhængige af den her bog-ting. Børnene arbejder hårdere, end de nogensinde har gjort, hvis de ved, at det bliver til noget blivende, ved, at det ender på en hylde, ved, at ingen kan reducere, hvad de har tænkt og sagt, at vi har æret vores ord, æret deres tanker med hundreder af timer til fem udkast, seks udkast -- al den opmærksomhed, vi giver deres tanker. Og når de først opnår det niveau, når de først har skrevet på det niveau, så kan de ikke gå tilbage. Det er absolut omdannende. Så de bliver alle solgt i butikken. Det her er nær plankerne. Vi sælger alle de studerendes bøger. Hvor ville du ellers stille dem? Så vi sælger dem, og så begyndte noget underligt at ske i butikkerne. Butikken begyndte -- selvom vi startede den som en spøg -- butikken begyndte faktisk at tjene penge. Så den betalte huslejen. Og måske er det her bare en San Francisco ting -- Jeg ved det ikke, jeg vil ikke dømme. Men folk kom ind -- og det her var før alle piratfilmene og alting! Den tjente masser a penge. Ikke masser, men det betalte huslejen, betalte en fuldtidsmedarbejder. Det er søkortene, I kan se til venstre.

Og den blev en port for samfundet, Folk kom ind og sagde, "Hvad fa... --? Hvad er det her?" Jeg vil ikke bande på internettet. Er det en regel? Jeg ved det ikke. De sagde, "Hvad er det her?" Og folk kom ind og lærte mere om det. Og lige bagved -- der er som regel en lille kæde dér -- lige bagved kunne de se børnene blive undervist. Det her er en udflugt. Så shoppede de, og var måske mere tilbøjelige til at købe noget spæk, eller noget hirse til deres papegøje, eller, I ved, en krog, eller krog-beskytter til når man sover, alle ting vi sælger. Så butikken klarede sig faktisk rigtig godt. Men den bragte så mange mennesker ind: Lærere, gavegivere, frivillige, alle. Fordi den var på gadeniveau. Den var åben for offentligheden. Den var ikke en non-profit, I ved, skjult på 30. sal af en bygning i midtbyen. Den var midt i det kvarter, som den tjente, og den var altid åben for offentligheden. Så, det endte som et underligt, lykkeligt sammentræf.

Så alle de her folk jeg kendte i Brooklyn, de sagde, "Hvorfor har vi ikke sådan et sted her?" Og mange af dem havde været undervisere eller på vej til at blive det, så de mødtes med en masse lokale designere, lokale skribenter, og de tog ideen uafhængigt og gjorde det på deres egen måde. De ville ikke sælge piratforsyninger; de mente ikke, det ville fungere der. Så, bekendte med New Yorks forbrydelsesbekæmpende samfund åbnede de Brooklyn Superhelteforsyningsfirmaet. Her er Sam Pott's fantastiske design, som blev brugt. Og det her var for at få det til at ligne en af de nøglesmede, som reklamerer med enhver service de nogensinde har tilbudt, I ved, over det hele. Så de åbnede det her sted. Indeni er det som en Bilka for superhelte -- alle forsyninger i deres grundlæggende form. Disse er alle håndlavede. Disse er alle omskabte produkter, på en eller anden måde. Al indpakning er lavet af Sam Potts.

Her er så forbryder-tilbageholdelsesenheden, hvor børnene afleverer deres forældre. Her er kontoret. Her er et lille boksrum -- man lægger det, man vil købe derind, og det kører op i en lift og så siger fyren bag disken, at du skal recitere helteløftet, hvilket man skal, hvis man vil købe noget. Det begrænser virkelig deres salg. Personligt synes jeg, det er et problem. Fordi de skal gøre det med hånden på hjertet og det hele. Her er nogle af de andre produkter. De her er alle håndlavede. Her er et sæt til hemmelige identiteter. Hvis du vil påtage dig Sharon Boones identitet, en amerikansk, kvindelig markedsføringschef fra Hoboken, New Jersey. Der er et fuldt generalieblad med alt, hvad du har behov for at vide om Sharon Boone. Her er kapperiet, hvor du får tilpasset din kappe, og så går du op ad disse tre trappetrin af stål, og så tænder vi tre hydrauliske blæsere rundt om, så du kan se kappen i brug. Der er intet værre end, du ved, at gå derop og se kappen kludre sammen eller sådan noget. Så er der den hemmelige dør -- det her er en af hylderne, som du ikke bemærker, når du går ind, men den åbner langsomt. I kan se den dér i midten, ved siden af alle gribekrogene. Den åbner, og her bagved er tutor-centeret. Så her ser I den fulde effekt!

Men det her er -- vil jeg lige understrege -- lokalt finanseret, lokalt bygget. alle designene, alle håndværkerne, alle var lokale, al tiden var pro bono. Jeg besøgte dem og sagde, "Ja, I klarer det glimrende," eller sådan noget. Det var det. I kan se klokken i alle fem bydele af New York bagved. Så her er lokalet i undervisningstiden. Der er meget travlt. Samme principper: en-til-en undervisning, komplet fokus på elevernes arbejde og ubegrænset optimisme og et potentiale for kreativitet og ideer. Og den her kontakt tændes i deres hoveder, når de går igennem de 6 meter af den besynderlige butik, ikke? Så det er skole, men det er ikke skole. Det er helt klart ikke skole, selvom de arbejder skulder ved skulder på borde med blyanter og papir osv.

Her er en af eleverne, Khaled Hamdan. I kan læse dette citat. Afhængig af videospil og TV. Kunne ikke koncentrere sig hjemme. Kom ind. Fik denne koncentrerede opmærksomhed. Og han kunne ikke slippe væk. Så snart nok skrev han. Han færdiggjorde sine lektier tidligt -- blev helt afhængig af at blive tidligt færdig med lektierne. Det er en vanedannende ting at blive færdig med det, og få det gennemgået og vide, at han vil opnå det næste skridt og være forberedt på skole næste dag. Så han blev afhængig af det, og så begyndte han på andre ting. Nu er han udgivet i fem bøger. Han var medforfatter af en ironisk dokumentar om forfejlede superhelte kaldet "Super-Afdankede". Han skrev en serie om "Pingvin Balboa", som er en slåssende -- en boksende -- pingvin. Og så læste han højt for bare et par uger siden for 500 mennesker ved Symphony Space, ved en velgørende begivenhed for 826 New York. Så han er der hver dag. Han er evangelisk omkring det. Han tager kusiner og fætre med nu. Der er fire familiemedlemmer, som kommer hver dag.

Så, jeg gennemgår lige hurtigt. Her er L.A., Echo Park Tidsrejsemarkedet: "Hvornår end du er, er vi der engang". Det er en slags døgnkiosk for tidsrejsende. Som I ser, er alting præcis som en 7-11 døgnkiosk. Igler. Mamutlunser. De har endda deres egen slush-ice maskine: "Virker ikke. Kom tilbage igår."

I alt fald. Jeg vil springe fremad. Dette er lokaler, der er forbundet med os, som gør det samme: Word St. i Pittsfield, Massachusetts. Ink Spot i Cincinatti. Youth Speaks, San Francisco, California, hvilket inspirerede os. Studio St. Louis i St. Louis. Austin Bat Cave flagermusehulen i Austin. Fighting Words i Dublin, Irland, startet af Roddy Doyle; den åbner til April. Nu går jeg videre til TED ønsket -- er det ok?

OK; jeg har et minut. Så, TED ønsket: Jeg ønsker at du -- du personligt og ethvert kreativt individ og organisation du kender -- vil finde en måde at engagere sig direkte i folkeskolen i dit område, og at du vil fortælle historien om, hvordan du blev involveret, sådan, at vi om et år har tusinde eksempler -- et tusinde! -- af omdannende samarbejder. Markante spring fremad! Og dette kan være ting som du allerede gør. Jeg kender så mange folk i dette lokale, som allerede gør spændende ting. Det ved jeg. Så fortæl os disse historier og inspirer andre på hjemmesiden.

Vi lavede en hjemmeside, Jeg vil skifte til "vi" i stedet for "jeg" håber: Vi håber at deltagerne af denne konference vil indvarsle en ny æra af medvirken i vores folkeskoler. Vi håber, at I vil føre an og sammenføre jeres innovative ånd og ekspertise med den fra innovative undervisere i jeres samfund. Lad altid lærerne vise vejen. De fortæller dig, hvordan du kan være bevendt. Jeg håber, du vil gå ud og hjælpe. Der er en million måder. Du kan gå ind på din lokale skole og snakke med lærerne. De kan altid fortælle dig, hvordan du kan hjælpe. Så -- dette er med Hot Studio i San Francisco, De gjorde et fænomenalt stykke arbejde. Denne hjemmeside har allerede en masse historier, en masse ideer. Den hedder "Der var engang en Skole", hvilket jeg synes er en fantastisk titel. Hjemmesiden vil dokumentere alle de historier og projekter, der kommer ud af denne konference og rundt om verden. Så gå til hjemmesiden; se en masse ideer. Du kan blive inspireret af dem, og tilføje dine egne projekter, som du har startet. Hot Studio gjorde et fantastisk arbejde med en meget stram deadline, så besøg siden. Har I spørgsmål, kan i spørge denne fyr, som er vores leder af nationale programmer. Han vil være på telefonen. E-mail ham, han vil besvare ethvert af dine spørgsmål. Og han vil inspirere dig og få dig sat i gang, og lede dig gennem processen, så du kan skabe forandring.

Og det kan være sjovt! Det er pointen med denne tale -- det behøver ikke være sterilt. Behøver ikke være bureaukratisk uholdbart. Du kan gøre brug af de færdigheder, du har. Skolerne har brug for dig. Lærerne har brug for dig. Elever og forældre har brug for dig. De har brug for din person: din fysiske individualitet og dit åbne sind og åbne ører og grænseløse medfølelse, at du sidder ved siden af dem, lytter og nikker, og stiller spørgsmål i timevis. Nogle af disse børn ved simpelthen ikke hvor gode de er: hvor kloge, og hvor meget de har at sige. Du kan fortælle dem det. Du kan skinne det lys på dem, én menneskelig interaktion ad gangen. Så vi håber, du vil slutte dig til os. Tusinde tak.