Dan Ariely: Pas på interessekonflikter

Jeg var på hospitalet i meget lang tid. Og et par år efter jeg kom derfra, tog jeg tilbage, og formanden fra brandskade afdelingen var meget spændt på at se mig -- sagde, "Dan, jeg har en fantastisk ny behandlingsteknik til dig." Jeg var meget spændt. Jeg fulgte med ham til hans kontor. Og han forklarede mig, at når jeg barberer mig har jeg små sorte pletter på venstre side af mit ansigt, hvor håret er, men på den højre side af mit ansigt var jeg slemt forbrændt, så der er ikke noget hår, og dette skaber manglende symmetri. Og hvad var denne fantastiske idé han havde? Han ville tatovere små sorte pletter på den højre side af mit ansigt og få mig til at se meget symmetrisk ud.

Det lød interessant. Han bad mig gå ud og barbere mig. Lad mig fortælle jer, dette var en mærkelig måde at barbere sig på, fordi jeg tænkte på det og det gik op for mig, at sådan som jeg barberede mig der ville være den måde, jeg barberede mig resten af livet -- fordi jeg skulle beholde den samme bredde. Da jeg kom tilbage til hans kontor var jeg ikke rigtigt sikker. Jeg sagde, "Kan jeg se nogle beviser for dette?" Så han viste mig nogle billeder af små kinder med små sorte pletter -- ikke særligt informerende. Jeg sagde, "Hvad sker der når jeg bliver ældre og mit hår bliver hvidt? Hvad vil der så ske?" "Det skal du ikke tænke på" sagde han. Vi har laser; vi kan afblege det" Men jeg var stadig skeptisk, så jeg sagde, "Ved du hvad, jeg gør det ikke."

Og så kom en af de største skyldfølelser i mit liv. Okay, det her kommer fra en jødisk fyr, så det siger ikke så lidt. (Latter) Og han sagde, "Dan, hvad er der galt med dig? Kan du godt lide at se asymmetrisk ud? Får du en eller anden pervers nydelse ud af det? Føler kvinder medlidenhed med for og har sex med dig oftere?" Intet af dette skete. Og det var meget overraskende for mig, for jeg havde været igennem mange behandlinger -- der var mange behandlinger, jeg besluttede mig for ikke at tage imod -- og jeg fik aldrig denne skyldfølelse i samme grad. Men jeg bestemte mig for ikke at få behandlingen. Og jeg henvendte mig til hans suppleant og spurgte ham, "Hvad sker her? Hvor stammer denne skyldfølelse fra?" Og han forklarede mig, at de havde gennemført proceduren på to patienter allerede, og de havde brug for en tredje patient til den afhandling de skrev.

(Latter)

Nu tænker I sikkert, at denne fyr er en idiot. Det er sådan, han fremstår. Men lad mig give jer et andet perspektiv på den samme historie. For et par år siden var jeg igang med nogle af mine egne eksperimenter i laboratoriet. Og når vi kører eksperimenter håber vi typisk, at en gruppe opfører sig anderledes end andre. Vi havde en gruppe, hvis præstationer jeg forventede, ville være meget høje, en anden gruppe jeg troede, ville have dårlige præstationer. Og da jeg fik resultaterne, var det det vi fik -- jeg var meget glad -- bortset fra en person. Der var en person i gruppen som skulle have haft meget høj præstation, men som rent faktisk præstede meget dårligt. Og han trak hele gennemsnittet ned, hvilket ødelagde den statistiske signifikans i testen.

Så jeg kiggede omhyggeligt på denne fyr. Han var omkring 20 år ældre end alle andre i stikprøven. Og jeg huskede, at den gamle og fordrukne fyr kom ind til laboratoriet en dag for at tjene nogle hurtige penge og det var denne fyr. "Fantastisk!" tænkte jeg. "Lad os smide ham ud. Hvem var dum nok til at inkludere en fuld mand i stikprøven?"

Men et par dage senere tænkte vi over det sammen med mine studerende, og vi sagde, "Hvad ville være sket, hvis denne fulde fyr ikke var i denne tilstand? Hvad ville være sket, hvis han var i en anden gruppe? Ville vi have smidt ham ud så?" Vi ville sikkert slet ikke have set på dataene, og hvis vi så på dataene ville vi sikker have sagt, "Fantastisk! Sikke en smart fyr som præsterer dårligt", fordi han ville have trukket gennemsnittet for gruppen længere ned, hvilket ville have givet os endnu stærkere statistiske resultater, end vi kunne. Så vi bestemte os for ikke at smide fyren ud og for at gentage eksperimentet.

Men I ved, disse historier og en masse andre eksperimenter som vi har lavet om interessekonflikter bringer egentlig to pointer frem for mig. Den første er, at vi i livet kommet til at møde mange mennesker som, på en eller anden måde, prøver at tatovere vores ansigter. De har bare de incitamenter, som får dem til at blive blændet fra virkeligheden, og giver os råd, som i sig selv er forudindtagede. Og jeg er sikker på, at det er noget, vi alle genkender, og vi ser det ske. Måske genkender vi det ikke hver gang, men vi er klar over, at det sker.

Det sværeste er, selvfølgelig, at genkende at vi nogle gange selv er blændede af vores egne incitamenter. Og det er en meget, meget sværere lektion at tage med i regnestykket. For vi ser ikke, hvordan interessekonflikter virker på os. Da jeg lavede disse eksperimenter hjalp jeg, i mit hoved, videnskaben. Jeg fjenede data for at få det sande mønster i dataen til at skinne igennem. Jeg gjorde ikke noget forkert. I mine tanker var jeg faktisk en ridder, som prøvede at hjælpe videnskaben med at komme fremad. Men det var ikke tilfældet. Jeg blandede mig faktisk i processen med en masse gode intentioner. Og jeg tror den sande udfordring, er at finde ud af hvor i vores liv interessekonflikter har deres virkning på os, og at prøve ikke at stole på vores egen intuition for at overkomme det, men at prøve at gøre ting som forhindrer os i at falde for disse dårlige vaner, fordi vi kan skabe mange uønskede omstændigheder.

Jeg vil gerne efterlade jer med en positiv tanke. Jeg mener, det her er alt sammen meget deprimerende, OK -- mennesker har interessekonflikter, vi ser det ikke, og så videre. Det positive perspektiv er, mener jeg, at af alt dette, hvis vi opdager, når vi gør noget forkert, hvis vi forstår de dybe mekanismer der gør at vi fejler og hvor vi fejler, er der faktisk håb for at vi kan rette op på tingene. Og det, tror jeg, er håbet. Mange tak.

(Klapsalver)