Chip Kidd: At designe bøger er ikke noget at grine af. OK, det er det.

Hej. (Latter)

Det gjorde jeg af to årsager. Først, fordi jeg ville give jer et godt visuelt indtryk. Men hovedårsagen til, jeg gjorde det, er at det er, hvad der sker med mig, når jeg tvinges til at bære en billig Lady Gaga mikrofon.

(Latter)

Jeg er vant til en stationær mikrofon. Det er højtaleranlæggenes svar på praktiske sko.

(Latter)

Men I smækker denne på hovedet af mig, og noget sker. Jeg bliver bare billig. (Latter) Så undskyld for det. Og jeg er allerede afsporet.

(Latter)

Mine damer og herrer, jeg har dedikeret de sidste 25 år af mit liv til at designe bøger. "Ja, BØGER. De indbundne bind med blæk på papir. De kan ikke slukkes på en kontakt. Sig det til jeres børn." Det startede alt sammen som en heldig fejl, ligesom penicillin. (Latter)

Hvad jeg virkelig ville, var at være grafisk designer hos et af de store designfirmaer i New York City. Men ved ankomsten i efteråret 1986 og efter en masse jobsamtaler fandt jeg, at det eneste, jeg blev tilbudt, var at være assistent for den Kunstneriske Leder hos Alfred A. Knopf, et bogforlag. Jeg var dum, men ikke så dum, at jeg afslog.

Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle blive del af, og jeg var utroligt heldig. Snart gik det op for mig, hvad mit job var. Mit job var at stille dette spørgsmål: "Hvordan ser historierne ud?" For det er, hvad Knopf er. Det er historiefabrikken, en af verdens bedste. Vi bringer historier til offentligheden.

Historierne kan være alt muligt, og nogle af dem er faktisk sande. Men de har alle én ting til fælles: De skal alle ligne noget. De har alle brug for et ansigt. Hvorfor? For at give jer et førstehåndsindtryk af, hvad I kan vente jer. En bogdesigner giver form til indhold og samtidig styrer en meget fin balance mellem de to.

Nå, første dag på min grafisk designeruddannelse på Penn State University kom læreren Lanny Sommese ind i lokalet, og han tegnede et billede af et æble på tavlen og skrev ordet "Æble" nedenunder, og han sagde, "OK. Første lektion. Hør efter." Og han dækkede billedet og han sagde, "Enten siger I dette," og så dækkede han ordet, "eller også viser I dette. Men I gør ikke dette." For dette er at behandle jeres modtager som en tåbe. (Latter) Og de fortjener bedre.

Og se engang, meget snart kunne jeg afprøve denne teori på to bøger, som jeg arbejdede på for Knopf. Den første var Katharine Hepburns memoirer, og den anden var en biografi af Marlene Dietrich. Hepburn-bogen var skrevet som en samtale, det var som om, hun sad overfor en og talte til en. Dietrich-bogen var en observation af hendes datter; det var en biografi. Så Hepburn-historien er ord, og Dietrich-historien er billeder, og derfor gjorde vi dette. Værsgo. Ren indhold og ren form, side om side. Bevar roen, de damer.

"Hvad er en Jurassic Park?" Hvad er historien her? Nogen genopfinder dinosaurer ved at udtrække deres DNA fra forhistorisk rav. Genialt! (Latter)

Heldigvis for mig bor og arbejder jeg i New York City, hvor der er rigeligt med dinosaurer. (Latter) Så, jeg tog på Naturhistorisk Museum, og jeg så på knoglerne, og jeg gik i souvenirbutikken, og jeg købte en bog. Og jeg blev især slået af denne side af bogen og mere præcist det nederste højre hjørne.

Jeg tog dette diagram, og jeg lagde det i en fotostat, (Latter) og jeg tog et stykke kalkerpapir, og jeg tapede det over fotostaten med et stykke tape -- stop mig, hvis det går for hurtigt -- (Latter) og så tog jeg en Rapidograph pen -- forklar det for de unge -- (Latter) og jeg begyndte bare at genskabe dinosauren.

Jeg anede ikke, hvad jeg havde gang i, jeg anede ikke, hvor jeg ville ende, men på et tidspunkt stoppede jeg -- da at fortsætte ville være at gå for vidt. Og hvad jeg endte med, var en grafisk repræsentation af os, der ser dette dyr i gang med at blive skabt. Vi er i midten af processen. Og så smed jeg bare noget typografi på det. Meget basalt, en smule lig offentlig park-skiltning. (Latter)

Alle i bygningen elskede det, og derfor af sted til forfatteren. Og selv dengang var Michael på forkanten. "Michael Crichton svarer pr. fax." "Wow! Fucking Fantastisk Omslag" (Latter) (Bifald) Det var en lettelse at se det komme ud af maskinen. (Latter) Jeg savner Michael.

Og sandelig ikke om nogen fra MCA Universal ringede til vores juridiske afdeling for at høre, om de kunne kigge på at købe rettighederne til billedet, hvis nu de ville bruge det. De brugte det. (Latter) (Bifald)

Og jeg var spændt. Vi ved alle, de var en fantastisk film, og det var så interessant at se den gå ud i kulturen og blive dette fænomen og at se alle de forskellige afskygninger af det. Men for ikke ret lang tid siden faldt jeg over dette på nettet. Nej, det er ikke mig. Men hvem end det er, kan jeg ikke lade være at tro, de vågnede en dag og, "Åh Gud, den var der ikke i går nat. Ooooohh! Jeg var så fuld." (Latter)

Men hvis man tænker over det, fra mit hoved til mine hænder til hans ben. (Latter) Det er et ansvar. Og det er et ansvar, som jeg ikke tager let på. Bogdesignerens ansvar er trefoldigt: over for læseren, forlaget og mest af alt forfatteren. Jeg vil have jer til at se på forfatterens bog og sige, "Wow! Jeg må læse den."

David Sedaris er en af mine yndlingsskribenter, og titelessayet i denne samling handler om hans tur til en nudistkoloni. Og grunden til, han tog derhen, er han frygtede sit kropsbillede, og han ville udforske, hvad der lå til grund for det. For mig var det bare en undskyldning for at designe en bog, som man bogstaveligt talt kunne tage bukserne af. Men når man gør det, får man ikke, hvad man forventer. Man får noget, der går meget dybere end det. Og især David elskede dette design, fordi ved bogsigneringer, hvilket han gør meget i, kunne han tage en tus og gøre dette. (Latter) Halløj! (Latter)

Augusten Burroughs skrev en biografi kaldet ["Dry"] ("Tør"), og den handler om hans tid i afvænning. I hans 20'ere var han en stor reklamechef, og som Mad Men har fortalt os, en alkoholiker. Det mente han dog ikke, men hans kollegaer skar igennem og sagde, "Du skal på afvænning, eller du bliver fyret, og så dør du."

For mig skulle dette hele tiden være en typografisk løsning, hvad jeg kalder det modsatte af Skrift 101. Hvad betyder det? Som regel på første dag i Introduktion til Typografi får man en opgave, der lyder, vælg et ord og få det til at ligne, hvad det siger, det er. Så det er Skrift 101. Meget simpelt. Dette bliver det modsatte af det. Jeg ville have denne bog til at ligne, den lyver for dig, desperat og håbløs, måden en alkoholiker ville.

Svaret var det mest lavteknologiske, man kan forestille sig. Jeg satte skriften, jeg printede det på en Epson printer med vandopløselig blæk, tapede det til væggen og smed en spand vand på det. Vupti! Så gik vi til pressen, printeren satte en pletglans på blækket, og det lignede virkelig, det løb.

Ikke længe efter den udkom lå Augusten på lur i en lufthavn, og han gemte sig i boghandleren og udspionerede, hvem der købte hans bøger. Og en kvinde kommer hen til den, og hun hoppede, og hun tog den til ham i kassen, og hun sagde til manden bag disken, "Den her er ødelagt." (Latter) Og fyren bag disken sagde, "Jeg ved det, frue. Sådan kom de alle." (Latter) Se det er et godt stykke printarbejde.

Et bogomslag er en destillation. Det er en haiku, om man vil, af historien. Lige denne historie af Osama Tezuka er hans episke Buddhas liv, og den er otte bind i alt. Men det bedste er, når den er på din hylde, får man et hyldebillede af Buddha, der bevæger sig fra en alder til næste. Alle disse løsninger afleder deres udgangspunkt fra bogens tekst, men når først bogdesigneren har læst teksten, må han være fortolker og oversætter.

Denne historie var en ægte gåde. Dette er, hvad den handler om. "Intriger og mord blandt 16. århundredes osmanniske hofmalere."

(Latter)

Jeg fik en samling af billederne sammen, og jeg så på dem, og jeg dekonstruerede dem, og jeg satte dem sammen igen. Og her er designet. Her er forsiden og ryggen, og den er flad. Men den virkelige historie begynder, når man slynger det om en bog og sætter den på hylden.

Ahh! Vi støder ind i dem, de hemmelige elskere. Lad os tage dem ud. Åh! De er blevet opdaget af sultanen. Han bliver ikke glad. Åh! Og nu er sultanen i fare. Og nu må vi åbne den for at finde ud af, hvad der skal nu vil ske. Prøv at opleve det på en Kindle. (Latter)

Hold mig fra det emne. Seriøst. Meget kan opnås med e-bøger: Lethed, bekvemmelighed, portabilitet. Men noget tabes: Tradition, en sensuel oplevelse, behageligheden af ting-hed -- en lille smule menneskehed.

Ved I, hvad John Updike plejede at gøre som det første, når han modtog et eksemplar af en af hans bøger fra Alfred A. Knopf? Han lugtede til den. Så løb han hånden over siderne, og den kradsende blæk og sidernes bøttekant. Alle de år, alle de bøger, han blev aldrig træt af det. Jeg er vild med iPaden, men tro mig -- lugte til den giver dig ingenting. (Latter) Nu skriver Apple-fyrene, "Udvikl duftgivende plug-in." (Latter)

Den sidste historie, jeg vil tale om, er noget af en historie. En kvinde kaldet Aomame i 1984 i Japan finder sig selv på vej ned ad en spiraltrappe fra en hævet motorvej. Da hun når bunden, kan hun ikke lade være at føle, at pludselig er hun i en ny virkelighed, der bare er lidt anderledes fra den hun forlod, men meget lig, men anderledes. Så derfor taler vi parallelle eksistensplaner, lidt som bogomslag og bogen, det dækker.

Så hvordan viser vi dette? Vi går tilbage til Hepburn og Dietrich, men nu forener vi dem. Så vi taler om forskellige planer, forskellige stykker papir. Så denne er på en halvgennemsigtig hinde. Den er en del af form og indhold. Da den er oven på det egentlige omslag, som er det modsatte, skaber det dette. Så selv hvis man ikke ved noget om bogen, tvinges man til at overveje en enkelt person, der skræver over to eksistensplaner. Og objektet selv lagde op til udforskning, interaktion, overvejelse og berøring.

Denne debuterede som nummer 2 på New York Times Bestseller liste. Dette er uhørt, både for os forlaget, og forfatteren. Vi taler en 900-siders bog, der er så underlig, som den er fængslende, og indeholdende en klimaktisk scene, i hvilken en horde af små mennesker dukker frem fra munden af en sovende pige og får en schæferhund til at eksplodere. (Latter) Ikke ligefrem Jackie Collins. Fjorten uger på Bestseller listen, otte oplag og går stadig stærkt.

Så selvom vi elsker udgivelse som kunst, ved vi rigtig meget, det også er en forretning, og hvis vi gør vores arbejde rigtigt og er lidt heldige, kan god kunst være god forretning.

Så det er min historie. Fortsættelse følger. Hvad ligner det? Ja. Det kan, gør og vil, men for denne bogdesigner, side-vender, æseløre-pladsholder, noter i margen-tager, blæk-snuser, ser historien sådan her ud.

Tak.

(Bifald)