Beeban Kidron: Det delte filmvidunder

Beviser tyder på, at mennesker i alle aldre i alle kulturer har skabt deres identitet på en eller anden narrativ form. Fra mor til datter, fra præst til forsamling, lærer til elev, fortæller til tilhørere. Hvad enten i hulemalerier eller den seneste brug af internettet, har mennesker altid fortalt deres historier og sandheder gennem lignelse og fabel. Vi er inkarnerede fortællere.

Men hvor, i vores stigende sekulariserede og fragmenterede verden, tilbyder vi et fællesskab af erfaring, direkte af vores egen rasende forbrugerisme? Og hvilken fortælling, hvilken historie, hvilken identitet, hvilket moralkodeks, giver vi videre til vores unge?

Filmkunst er vel sagtens det 20 århundredes mest indflydelsesrige kunstform. Det er kunstnere der fortæller historier på tværs af nationale grænser, i så mange sprog, genrer og filosofier som man kan forestille sig. Bestemt, det er svært at finde et emne som film endnu ikke har taklet. I løbet af det sidste årti har vi set en stor integration af globale medier, nu domineret af en kultur af Hollywood blockbusteren. Vi bliver i stigende grad tilbudt en diæt hvor sensation, ikke historie, er kongen. Det der var almindeligt for os alle for 40 år siden -- historiefortællingen mellem generationer -- er nu fortyndet. Som filmskaber, bekymrede det mig. Som menneske, gør det mig gudfrygtig. Hvilken fremtid kunne de unge bygge med så lidt forståelse af hvor vi er kommet fra, og så få fortællinger om hvad der er muligt? Ironien er tyk; teknisk tilgængelighed har aldrig været større, kulturel tilgængelig har aldrig været svagere.

Så i 2006 startede vi FILMCLUB, en organisation der hver uge viste film i skoler efterfulgt af diskussioner. Hvis vi kunne bruge 100 års film, kunne vi måske bygge en fortælling der kunne give mening til den fragmenterede og rastløse verden de unge lever i. Med tilgang til teknologi, selv en lille skole på landet kunne projektere en DVD på en hvid væg.

I løbet af de første ni måneder havde vi 25 klubber i hele England, med børn i aldersgrupper mellem fem og 18 der så en film, uafbrudt i 90 minutter. Filmene blev organiseret og sat i kontekst. Men det var deres valg, og vores publikum voksede hurtigt til at vælge den rigeste mest varierede kost som vi kunne give. Resultatet, med det samme. Det var en uddannelse af den mest overraskende og ændrende måde. I grupper så store som 150 og så små som tre, opdagede disse unge mennesker nye steder, nye tanker, nye perspektiver. Da den første udsendelse var slut, havde vi navnene på tusind skoler der ville være med.

Den film der ændrede mit liv er en film fra 1951 af Vittorio De Sica, "Miraklet i Milano." Det er en bemærkelsesværdig kommentar på slum, fattigdom og ambition. Jeg så filmen i anledning af min fars 50 års fødselsdag. Datidens teknologi gjorde at vi måtte leje en biograf, finde og betale for printet og operatøren. Men for min far, var den følelsesmæssige og artistiske vigtighed af De Sicas vision så stor at han valgte at fejre hans halve århundrede med hans tre børn og 30 af deres venner. "For at," sagde han, "videregive stafetten af bekymring og håb til den næste generation."

I den sidste scene af "Miraklet i Milano," flyver folk fra slummen på flyvende koste. Tres år efter filmen blev lavet og tredive år efter jeg først så den, ser jeg unge ansigter kigge op i dyb respekt deres skepsis matcher min. Og hastigheden hvormed de associerer det med "Slumdog Millionaire" eller favelaerne i Rio taler til det varige væsen.

I en FILMCLUB sæson om demokrati og regering, vi viste "Mr. Smith kommer til byen." Lavet i 1939, filmen er ældre end de fleste af vores medlemmers bedsteforældre. Frank Capras klassiske værdier om uafhængighed og anstændighed. Det viser hvordan man gør det rigtigt, hvordan man er heroisk akavet. Det er også et udtryk for tro på den politiske maskine som en ærens kraft.

Kort efter "Mr. Smith" blev en FILMCLUB klassiker, der var en uges med nætter af filibustering i Overhuset. Og det var med stor fornøjelse at vi fandt ud af at unge mennesker fra hele landet med kompetent myndighed forklarede hvad filibustering var og hvorfor medemmer af Overhuset trodsede deres sengetid på grund af et princip. Jimmi Stewart havde trods alt filibustered to hele filmruller.

Da vi valgte "Hotel Rwanda", udforskede de folkemordets brutale natur. Det fremprovokerede tårer lige så vel som skarpe spørgsmål om ubevæbnede fredsbevarende styrker og det dobbeltmoralske vestlige samfund der vælger dens moralske kampe med forbrugsartikler i tankerne. Og da "Schindlers Liste" krævede at de aldrig ville glemme, et barn, fuldt med smerten om bevidstheden, bemærkede, "Vi havde allerede glemt det, hvordan kunne 'Hotel Rwanda' ske?"

I takt med at de så flere film, blev deres liv mærkbart rigere. "Lommetyven" startede en debat om kriminel fratagelse af stemmeretten. "Den hårde klasse" tændte sig teenager tilskuerne. De fejrede en holdningsændring til ikke-hvide englændere, men rasede over vores rastløse skole system der ikke værdsætter vores kollektive identitet, i modsætning til Sidney Poitiers forsigtige vejledning.

Nu havde disse eftertænksomme, påståelige, nysgerrige, unge mennesker ikke nogen betænkeligheder ved at tackle alle former for film -- sort og hvid, undertekster, dokumentarer, ikke-narrativer, fantasier -- og så det som en selvfølge at skrive detaljerede anmeldelser der konkurrerede om at favorisere en film frem for en anden i passioneret og stigende sofistikeret prosa. Seks tusinde anmeldelser per skoleuge konkurrerede hver uge efter æren af et være ugens anmeldelse.

Fra 25 klubber, blev vi hundrede, derefter tusinde, indtil vi næsten hver en kvart million børn i 7.000 klubber over hele landet. Og selv antallet var, og stadig er, forbløffende, det der var mere forbløffende var oplevelsen af kritiske og nysgerrige spørgsmål oversat til liv. Nogle af vores børn begyndte at tale med deres forældre, andre med deres lærere, eller med deres venner. Og dem uden venner begyndte at få dem.

Filmene sørgede for fællesskab tværs over alle slags skel. Og historierne de fortalte gav en delt oplevelse. "Persepolis" bragte en datter tættere på hendes mor, og "Dødens Gab" blev måden hvorpå en ung dreng var i stand til at udtrykke den skræk han havde oplevet i flugten fra volden der først dræbte hans far, derefter hans mor, den sidstnævnte blev smidt overbord på en bådtur.

Hvem havde ret, hvem havde uret? Hvad ville de gøre under de samme vilkår? Var historien godt fortalt? Var det et skjult budskab? Hvordan har verden ændret sig? Hvordan kunne det være anderledes? En tsunami af spørgsmål fløj ud af munden på børnene som verden ikke troede der var interesserede. Og de troede selv de ikke havde bekymret sig om det. Og som de skrev og debatterede, i stedet for at se filmene som produkter, begyndte de at se sig selv.

Jeg har en tante der er en vidunderlig historiefortæller. På et øjeblik kan hun fremkalde billeder af at løbe barfodet på Table Mountain og lege røvere og soldater. For nylig fortalte hun mig at i 1948, rejste to af hendes søstre og min far på en båd til Israel uden mine bedsteforældre. Da søfolkene begik mytteri på åbent hav, med krav om menneskelige forhold, var det disse teenagere der fodrede bemandingen. Jeg var forbi de 40 da min far døde. Han nævnte aldrig den rejse.

Min moders moder forlod Europa i en fart uden hendes mand, men med hendes tre-årige datter og diamanter der var syet ind i folderne i hendes nederdel. Efter at være under jorden i to år, dukke min farfar om i London. Han blev aldrig normal igen. Og hans historie blev holdt hemmelig i takt med at han blev integreret.

Min historie startede i England med en ren tavle og tavsheden fra de immigrerede forældre. Jeg havde "Anne Frank", "Den store flugt", "Shoah", "Viljens triumf". Det var Leni Riefenstahl i hendes elegante Nazi propaganda der gav en kontekst til det familien skulle udholde. Disse film indholdte det der var for sårende at sige højt, og de blev mere nyttige for mig end de overlevendes hvisken og det lejlighedsvise glimt af en tatovering på en ugift tantes håndled.

Purister føler måske at fiktion formøbler en søgen efter virkelig, menneskelig forståelse, at film er for primitive til at fortælle en kompleks og detaljeret historie, eller at filmskabere altid serverer drama frem for sandhed. Men i disse filmruller, ligger der et formål og en mening. Som en 12-årig sagde efter at have set "Troldmanden fra Oz", "Alle mennesker skulle se den, fordi hvis man ikke gør finder man måske aldrig ud af at man også har et hjerte".

Vi honorerer læsning, hvorfor ikke også honorere kigning med samme passion? Overvej "Den store mand" værende lige så værdifuldt som Jane Austen. Være enig i, at "Boyz n the Hood", ligesom Tennyson, tilbyder et følelsesmæssigt landskab og en forøget forståelse der arbejder sammen. Hvert et billede af mindeværdig kunst, hvert en mursten i væggen af hvem vi er. Og det er okay hvis vi husker Tom Hanks bedre end astronauten Jom Lovell eller at Ben Kingsleys ansigt huskes bedre end Gandhis. Og selvom de ikke er ægte, Eve Harrington, Howard Beale, Mildred Pierce er en mulighed for at opdage hvad det er at være et menneske, og ikke mindre nyttigt til at forstå vores liv og vores tid ligesom Shakespeare oplyste det elizabethianske England.

Vi gættede på at film, hvis historie er et mødested for drama, musik, litteratur og menneskelige oplevelser, ville engagere og inspirere de unge mennesker der deltog i FILMCLUB. Hvad vi ikke kunne have forudset var de målelige forbedringer i opførsel, selvtillid, og akademiske præstationer. Tidligere tilbageholdende studerende skynder sig nu i skole, taler med deres lærere, slås, ikke på legepladsen, men om at vælge næste uges film -- unge mennesker der har fundet selv-definition, ambition og en appetit for uddannelse og social engagement fra de historier de har været vidner til.

Vores medlemmer trodser den smalsporede beskrivelse af hvordan vi så tit beskriver vores unge. De er hverken vilde eller snæversynede og selvoptagede. De, ligesom andre unge mennesker, forhandler med en verden med uendelige muligheder, men meget lidt kultur i hvordan man finder en meningsfyldt oplevelse. Vi synede overraskede over deres opførsel af dem der definerede sig selv på størrelsen af mærket på deres sko, men tilegnelsen har været den narrativ vi har tilbudt.

Hvis vi vil have andre værdier må vi fortælle en anden fortælling, en fortælling der forstår at en individuel narrativ er en essentiel del af et menneskes identitet, at en kollektiv narrativ er en essentiel del af en kulturel identitet, og uden det er det umuligt at forestille en selv som en del af en gruppe. Fordi disse mennesker kommer hjem efter en visning af "Skjulte øjne", og løfter blikket mod bygningen ved siden af, har de værktøjerne til at undre sig over hvem, ud over sig selv, er derude og hvad deres historie er.

Tak.

(Bifald)