Becky Blanton: Året hvor jeg var hjemløs

Jeg er forfatter og journalist, og jeg er en sindsygt nysgerrig person. I mine 22 år som journalist har jeg lært at gøre en masse nye ting. Og for tre år siden, var en af de ting jeg lærte at blive usynlig. Jeg blev en af de arbejdende hjemløse. Jeg sagde mit job op som redaktør på en avis efter at min far døde i februar det samme år, og besluttede mig for at rejse. Hans død tog hårdt på mig. Og der var en masse ting jeg ønskede at føle og behandle mens jeg havde det sådan.

Jeg har camperet hele mit liv. Og besluttede at bo i en varevogn i et år, for at kunne gøre dette, hvilket ville være som en lang camping tur. Så jeg pakkede min kat, min rottweiler, og mit camping udstyr ind i en Chevy van fra 1975, og kørte ud i solnedgangen, totalt uden at forstå tre vigtige ting. 1: At samfundet sætter lighedstegn ved det at bo i en permanent bygning, selv et skur, lig med værdi for en person. 2: Jeg forstod ikke hvor hurtigt andre folks negative opfattelse kan ændre ens virkelighed, hvis man lader den. 3: Jeg forstod ikke at hjemløshed er en holdning, ikke en livsstil.

I starten var det fantastisk at bo i varevognen. Jeg badede på campingpladser. Jeg spise ofte ude. Og jeg havde tid til at slappe af og sørge. Men så kom vreden og depressionen over min fars død. Mit freelance job endte. Og jeg blev nødt til at finde et fuldtids job for at kunne betale regningerne. Hvad der havde været et meget mildt forår blev til en forfærdelig varm sommer. Og det blev umuligt at parkere nogen som helst steder -- (Latter) -- uden at det blev meget tydeligt at jeg havde en kat og en hund med mig, og det var virkelig varmt. Katten kom og gik gennem et åbent vindue i varevognen. Hunden kom i dagpleje. Og jeg svedte. Når som helst jeg kunne, brugte jeg personalebrusbade i kontorbygninger og lastbilholdepladser. Eller jeg vaskede mig på offentlige toiletter.

Om natten faldt temperaturen sjældent til under 27 grader celsius, hvilket gjorde det svært eller umuligt at sove. Madvarer rådnede i varmen. Isen i min køleboks smeltede i løbet af få timer, og det var meget sørgeligt. Jeg havde ikke råd til at finde en lejlighed, eller havde ikke råd til en lejlighed hvor det var tilladt at have rottweileren og katten. Og jeg nægtede at forlade dem. Så jeg blev i varevognen. Og da varmen gjorde mig for syg til at gå de 15 meter over til det offentlige toilet udenfor min varevogn om natten, brugte jeg en spand og en pose som toilet.

Da vintervejret kom, faldt temperaturen til under frysepunktet. Og den blev der. Og jeg stod overfor et helt nyt sæt udfordringer. Jeg parkerede forskellige steder hver nat så jeg ville undgå at blive bemærket og chikaneret af politiet. Det lykkedes ikke altid.

Men jeg følte mig ude af kontrol over mit liv. Og jeg ved ikke hvad og hvornår det skete, men den hastighed med hvilken jeg gik fra at være en talentfuld forfatter og journalist til at blive en hjemløs kvinde, boende i en varevogn, tog vejret fra mig. Jeg havde ikke ændret mig. Min IQ var ikke faldet. Mit talent, min integritet, mine overbevisninger, alting ved mig blev ved at være det samme. Men jeg havde alligevel ændret mig. Jeg sank dybere og dybere ind i depressionen.

Og til sidst blev jeg henvist til en klinik for hjemløse. Og jeg tog derhen. Jeg havde ikke fået et bad i tre dage. Jeg var lige så lugtende og deprimeret som alle de andre. Jeg var bare ikke fuld eller skæv. Og da flere af de hjemløse mænd fandt ud af dette, inklusive en tidligere universitets professor, sagde de: "Du er ikke hjemløs. Hvorfor er du her?" Andre hjemløse folk så mig ikke som hjemløs, men det gjorde jeg. Så lyttede professoren til min historie, og han sagde: "Du har et job. Du har håb. De rigtigt hjemløse har ikke noget håb." Den medicin klinikken gav mig for min depression gav mig selvmordstanker. Og jeg husker at jeg tænkte "Hvis jeg begår selvmord vil ingen opdage det."

En ven fortalte mig kort efter at hun havde hørt at Tim Russert, en nationalt anerkendt journalist havde snakket om mig på nationalt TV. Et essay jeg havde skrevet om min far, året før han døde, var kommet med i Tims nye bog. Og han var på talk show turné. Og han snakkede om min skrivning. Og da jeg indså at Tim Russert, en tidligere redaktør hos Meet the Press, snakkede om min skrivning, mens jeg boede i en varevogn på en Wal-Mart parkeringsplads, begyndte jeg at grine. Det burde I også gøre. (Latter)

Jeg begyndte at grine fordi det var kommet til det punkt hvor: var jeg en forfatter, eller var jeg en hjemløs kvinde? Så jeg tog hen til boghandlen. Og jeg fandt Tims bog. Og jeg stod der. Og jeg genlæste mit essay. Og jeg græd. Fordi jeg var en forfatter. Jeg var en forfatter. Kort derefter flyttede jeg tilbage til Tennessee. Jeg skiftedes mellem at bo i varevognen og sove på venners sofaer. Og jeg startede med at skrive igen. I sommeren det efterfølgende år var jeg i arbejde som journalist. Jeg vandt priser. Jeg boede i min egen lejlighed. Jeg var ikke længere hjemløs. Og jeg var ikke længere usynlig.

Tusinder af folk har fuldtids og deltids arbejde, og bor i deres biler. Men samfundet fortsætter med at stigmatisere og kriminalisere at bo i sit køretøj eller på gaden. Så de hjemløse, de arbejdende hjemløse, forsætter med at være usynlige. Men hvis du nogensinde møder en, kontakt dem, opmunter dem, og giv dem håb. Det menneskelige sind kan overvinde alt hvis der er håb. Og jeg er ikke her for at være plakatpige for de hjemløse. Jeg er her ikke for at opfordre til at du giver penge til den næste tigger du møder. Men jeg er her for at fortælle, baseret på mine oplevelser, at folk ikke ér hvor de bo, hvor de sover, eller hvad deres livssituation er på et given tidspunkt. For tre år siden boede jeg en en varevogn på en Wal-Mart parkeringsplads. Og i dag er jeg foredragsholder hos TED. Håb finder altid, altid vej. Tak. (Klapsalver)