Barry Schwartz om vores tab af visdom

I sin åbningstale, appellerede Barack Obama til hver enkelt af os om at gøre vores bedste mens vi forsøger at komme ud af den aktuelle finansielle krise. Men hvad appellerer han til? Han fulgte ikke gladeligt i sin forgængers fodspor, og bad os om, bare at gå på indkøb. Han sagde heller ikke, "Stol på os. Stol på dit land. Invester, invester, invester." I stedet for bad han os om, at lægge barnligheden bag os. Og han appellerede til dyd. Dyd er et gammeldags ord. Det virker lidt malplaceret i et moderne miljø som dette. Og desuden, vil nogen af jer spekulere over hvad det her er for noget?

Lad mig begynde med et eksempel. Dette er den jobbeskrivelse for en hospitalsassistent der ruller op ad skærmen. Og ingen af tingene er der noget mærkeligt ved. Det er opgaver man vil forvente: moppe gulve, feje dem, tømme affaldsspand, genopfylde skabe. Det kan være lidt overraskende hvor mange opgaver der er, men det er ikke overraskende hvad de går ud på. Men en ting jeg vil have jer til at lægge mærke til ved dem, er denne: Selv om dette er en meget lang liste, er der ikke en eneste ting på den, der involverer andre mennesker. Ikke en. Assistentens job kunne lige så godt ske i et lighus, som på et hospital.

Og dog, når nogle psykologer interviewede hospitalsassistenter for at få en fornemmelse af, hvad de mente, at deres job var, stødte de på Mike, som fortalte dem om, hvordan han stoppede med at vaske gulvet fordi Mr. Jones var ude af sin seng for at få lidt motion, og vandrende langsomt op og ned ad gangen, i forsøget på at opbygge sin styrke. Og Charlene fortalte dem om, hvordan hun ignorerede sin leders formaning og ikke støvsugede gæsteværelset fordi der var nogle familiemedlemmer, der var der hele dagen, hver dag der på dette tidspunkt var ved at tage en lur. Og så var der Luke, som vaskede gulvet i en bevidstløs ung mands værelse to gange fordi mandens far, som havde våget i seks måneder, ikke så Luke gøre det første gang, så faderen var vred. Og opførsel som denne fra assistenter, fra teknikere, fra sygeplejersker og hvis vi er heldige nu og da, fra læger, får ikke bare folk til at føle sig bedre behandlet, det forbedrer faktisk patientbehandlingen og får hospitaler til at fungere godt.

Men, selvfølgelig er ikke alle assistenter sådan. Men dem der er, tror, at disse former for menneskelig interaktion som involverer venlighed, omsorg og empati er en væsentlig del af jobbet. Og alligevel indeholder deres jobbeskrivelse ikke et ord om andre mennesker. Disse assistenter har den moralske vilje til at gøre det rigtige for andre mennesker. Og ud over det, de har de moralske færdigheder til at forstå hvad "at gøre det rigtige" betyder.

Aristoteles fortalte os, at "praktisk visdom er kombinationen af moralsk vilje og moralsk dygtighed." En vis person ved, hvornår og hvordan man skal lave en undtagelse til hver regel, som assistenten vidste hvornår man ignorerer jobbets pligter i tjenesten for andre mål. En vis person, ved, hvordan man improviserer, som Luke gjorde, da han igen vaskede gulvet. Den virkelige verdens problemer er ofte tvetydige og dårligt definerede og sammenhængen er altid under forandring. En vis person er ligesom en jazzmusiker -- der bruger noderne på siden, men danser omkring dem, og opfinder kombinationer, der er passende for situationen og de mennesker, der er. En vis person ved, hvordan man bruger disse moralske færdigheder til gavn for de rigtige mål. At tjene andre mennesker, ikke at manipulere med andre mennesker. Og endelig, måske allervigtigst, en vis person er dannet, ikke født. Visdom afhænger af erfaring, og ikke bare en tilfældig erfaring. Du har brug for tid til at komme til at kende de mennesker, du servicerer. Du har brug for tilladelse til at have lov til at improvisere, prøve nye ting, lejlighedsvis at fejle og lære af dine fejl. Og du skal være guidet af vise lærere.

Når du spørger assistenter, der opførte sig som dem, jeg beskrev hvor svært det er at lære at gøre deres arbejde, så fortæller de dig, at det kræver masser af erfaring. Og de mener ikke, at det kræver masser af erfaring at lære at moppe gulve og tømme affaldsspande. Det kræver masser af erfaring at lære at drage omsorg for mennesker. På TED stortrives genialiteten. Det er skræmmende. Den gode nyhed er, at du ikke behøver at være klog for at være vis. Den dårlige nyhed er at uden visdom, er klogskab ikke nok. Det kan lige så godt bringe dig og andre folk i problemer som alt andet. (Klapsalve)

Jeg håber at vi alle forstår dette. Det er en fornemmelse hvori det er naturligt, og alligevel, lad mig fortælle jer en lille historie. Det er en historie om saftevand. En far og hans syv-årige søn overværede en Detroit Tigers kamp på Stadion. Hans søn bad ham om noget saftevand og faderen gik over til boden for at købe det. Det eneste de havde var Mike's Hard Lemonade, som indeholdt fem procent alkohol. Faderen som var akademiker, vidste ikke at Mike's Hard Lemonade indeholdt alkohol. Så han bragte det med tilbage. Og sønnen drak det, og en sikkerhedsvagt så det, og tilkaldte politiet, som tilkaldte en ambulance som skyndte sig til stadion, og piskede afsted på hospitalet med barnet. Skadestuen konkluderede at drengen ikke havde alkohol i blodet. Og de var klar til at lade drengen gå.

Men ikke så hurtigt. The Wayne County Child Welfare Protection Agency sagde nej. Og barnet blev sent til en plejefamilie i tre dage. Kan barnet så komme hjem på det tidspunkt? En dommer sagde ja, men kun hvis faderen forlader huset og bor på motel. Efter to uger er jeg glad for at kunne meddele at familien er genforenet. Men socialrådgivere og ambulancefolk samt dommeren, sagde alle det samme: "Vi hader at gøre det, men vi skal følge proceduren."

Hvordan kan den slags ske? Scott Simon, som fortalte denne historie på NPR, sagde, "regler og procedurer kan være dumme, men de sparer dig for at tænke." Og for at være fair, er regler ofte pålagt fordi de tidligere embedsmænd har været sløsede og lod et barn komme tilbage til en misbrugsfamilie. Rimeligt nok. Når ting går galt, som de jo selvfølgelig gør, rækker vi ud efter to redskaber for at prøve at fikse dem.

Et redskab vi griber efter, er regler. Bedre, og flere af dem. Det andet redskab, vi rækker ud efter, er incitamenter. Bedre, og flere af dem. Hvad ellers, når alt kommer til alt, er der? Vi kan helt sikkert se det som reaktion til den aktuelle finansielle krise. Reguler, reguler, reguler. Fiks incitamenterne, fiks incitamenterne, fiks incitamenterne ... Sandheden er, at hverken regler eller incitamenter er nok til at udføre opgaven. Hvordan kan man overhovedet lave en regel, der får assistenter til at gøre, hvad de gjorde? Og skulle man betale dem en bonus for at være empatiske? Det er tydeligvis absurd. Og hvad der sker, er, at mens vi i stigende grad vender os mod regler, regler og incitamenter som kan gøre tingene bedre på kort sigt, så skaber de en nedadgående spiral der gør dem værre i det lange løb. Moralsk dygtighed bliver skåret væk af en over-afhængighed af regler der fratager os muligheden for at improvisere og lære af vores improvisationer. Og moralsk vilje undermineres med en uophørlig appel til incitamenter der ødelægger vores ønske om at gøre det rigtige. Og uden at ville det, ved at appellere til regler og incitamenter, er vi i gang med en krig mod visdom.

Lad mig blot give jer et par eksempler, først på regler og krigen mod moralske færdigheder. For det første er der saftevandshistorien. For det andet, uden tvivl mere velkendt for jer, er udformningen af den moderne amerikanske uddannelse: scripted, lock-step læseplaner. Her er et eksempel fra Chicago børnehaven. Læsning og sjov med litteratur og ord, der begynder med 'B.' Badet: Saml studerende på et tæppe og giv de studerende en advarsel om farerne ved varmt vand. Fortæl 75 emner i dette script til at undervise en 25-siders billedbog. Overalt i Chicago i hver børnehaveklasse i byen siger hver lærer det samme ord på samme måde på samme dag. Vi ved, hvorfor disse scripts er der. Vi stoler ikke på nok lærerenes dømmekraft til at slippe dem løs på egen hånd. Scripts som disse er forsikringer mod katastrofen. Og de forhindrer katastrofen. Men hvad de forsikrer i stedet for, er middelmådighed. (Klapsalve)

Misforstå mig ikke. Vi har brug for regler! Jazzmusikere har brug for nogle noder -- de fleste af dem har brug for nogle noder på siden. Vi har brug for flere regler for bankfolk, Gud ved det. Men alt for mange regler forhindrer gennemførte jazzmusikere i at improvisere. Og som et resultat, mister de deres evner, eller værre: de holder op med at spile sammen.

Hvad med incitamenter? De virker smartere. Hvis du har en grund til at gøre noget og jeg giver dig en anden grund til at gøre det samme virker det kun logisk, at to grunde er bedre end en og du er mere tilbøjelig til at gøre det. Rigtigt? Ikke altid. Sommetider kommer to grunde til at gøre det samme, til at konkurrere med hinanden i stedet for at komplimentere, og de gør folk mindre tilbøjelige til at gøre det.

Jeg vil bare give jer et eksempel, fordi tiden løber. I Schweiz tilbage for omkring 15 år siden forsøgte de at beslutte, hvor de skulle placere en atom-losseplads. Der skulle være en national folkeafstemning. Nogle psykologer gik rundt og adspurgte borgere, der var godt informeret. Og de sagde: "Ville du være villig til at have en atom-losseplads i dit lokalsamfund?" Forbløffende 50 procent af borgerne sagde ja. De vidste det var farligt. De troede, det ville reducere deres ejendom værdier. Men det skulle jo være et sted og de havde et ansvar som borgere. Psykologerne spurgte andre mennesker et lidt anderledes spørgsmål. De sagde: "Hvis vi betalte dig seks ugers løn hvert år ville du så være villig til at have en atom-losseplads i dit lokalsamfund? " To grunde. Det er mit ansvar, og jeg bliver betalt. I stedet for 50 procent der siger ja, sagde kun 25 procent ja. Hvad der sker, er at så snart vi introduceres for incitament, så i stedet for at spørge: "Hvad er mit ansvar?" bliver alt, hvad vi spørger om, til: "Hvad tjener mine interesser?" Når incitamenter ikke virker, når topdirektører ignorerer den langsigtede sundhed af deres selskaber i jagten på kortsigtede gevinster, som vil føre til massive bonusser er svaret er altid det samme. Find smartere incitamenter.

Sandheden er, at der ikke er nogen incitamenter, som du kan udtænke der nogensinde vil være smarte nok. Ethvert incitamentsystem kan blive undergravet af ond vilje. Vi har brug for incitamenter. Folk er nødt til at tjene til føden. Men overdreven afhængighed af incitamenter demoraliserer professionel aktivitet i to betydninger af ordet. Det får mennesker, der deltager i denne aktivitet til at miste moral og det gør at selve aktiviteten mister moral.

Barack Obama sagde, før han blev indsat, "Vi må ikke bare spørge" Er det rentabelt? " men »Er det rigtigt?" Og når erhverv bliver demoraliseret bliver alle i dem afhængige af incitamenter og de holder op med at spørge "er det rigtigt?" Vi ser dette i medicin. ( "Selvom det er ikke noget alvorligt, så lad os holde øje med det for at sikre, at det ikke bliver til en større retssag.") Og vi ser det helt sikkert i erhvervslivet. ("For at forblive konkurrencedygtig på markedet i dag, er jeg bange for, at vi er nødt til at erstatte dig med en slesk fyr.") ("Jeg har solgt min sjæl til omkring en tiendedel af, hvad de forbandede ting går for nu.") Det er indlysende, at dette ikke er den måde, folk ønsker at gøre deres arbejde.

Så hvad kan vi gøre? Et par kilder til håb: Vi bør forsøge at re-moralisere arbejde. En måde ikke at gøre det på: afholde flere kurser i etik. (Klapsalve) Der er ingen bedre måde at vise folk, at du ikke er alvorlig end at knytte alt, hvad du har at sige om etik ind i en lille pakke med en bue og afsende det til marginer som et etikkursus.

Hvad skal der gøres i stedet? Et: Hylde moralske forbilleder. Anerkend, når du læser jura, at en lille stemme hvisker dig i øret om Atticus Finch. Ingen ti-årige læser jura for at lære om fusioner og overtagelser. Folk bliver inspireret af moralske helte. Men vi lærer, at med sofistikation kommer forståelsen, at du ikke kan anerkende, at du har moralske helte. Anerkend dem. Vær stolt over at du har dem. Hyld dem. Og kræv, at de mennesker der underviser dig, også anerkender dem og hylder dem. Det er én ting, vi kan gøre.

Jeg ved ikke, hvor mange af jer der husker dette: en anden moralsk helt, for femten år siden, Aaron Feuerstein, som var leder af Malden Mills i Massachusetts -- de lavede Polartec -- Fabrikken brændte ned. 3.000 medarbejdere. Han beholdt hver eneste af dem på lønningslisten. Hvorfor? Fordi det ville have været en katastrofe for dem og for samfundet, hvis han havde fyret dem. "Måske er vores firma mindre værd på papiret for Wall Street, men jeg kan fortælle dig, det er mere værd. Vi klarer os fint. "

Netop på denne TED hørte vi taler fra flere moralske helte. To var særligt inspirerende for mig. Den ene var Ray Anderson, der vendte -- (klapsalve) - Vendte, du ved, en del af det onde imperium til en nul-fodaftryk, eller næsten nul-fodaftryk virksomhed. Hvorfor? Fordi det var det rigtige at gøre. Og som en bonus opdager han, at han faktisk vil tjene endnu flere penge. Hans medarbejdere er inspireret af indsatsen. Hvorfor? Fordi de er glade for at gøre noget, der er det rigtige at gøre. I går hørte vi Willie Smits tale om ny skovrejsning i Indonesien. (Klapsalve)

På mange måder er dette det perfekte eksempel. Fordi det krævede viljen til at gøre det rigtige. Gud ved, det tog en enorm mængde af tekniske færdigheder. Jeg er imponeret over, hvor meget han og hans medarbejdere havde brug for at vide for at plotte dette ud. Men det vigtigste for at få det til at virke -- og han understregede dette -- var, at det krævede kendskab til folkene i lokalsamfundene. Medmindre de mennesker, du arbejder med, står bag dig fejler det. Og der er ikke en formel til at fortælle dig, hvordan du får folk bag dig fordi forskellige mennesker i forskellige samfund organiserer deres liv på forskellige måder.

Så der er en masse her på TED og andre steder, som skal hyldes. Og du behøver ikke at være en mega-helt. Der er almindelige helte. Almindelige helte som assistenter, der er værd at hylde. Som praktiserende, bør hver og en af os stræbe efter at være ordinære, hvis ikke ekstraordinære helte. Som ledere af organisationer, bør vi stræbe efter at skabe miljøer der opmuntrer og giver næring til både moralsk dygtighed og moralsk vilje. Selv de klogeste og mest velmenende mennesker vil give op, hvis de er nødt til at svømme mod strømmen i de organisationer, hvor de arbejder.

Hvis du kører en organisation, bør du være sikker på at ingen af de job - ingen af de job, -- har jobbeskrivelser som jobbeskrivelsen for assistenter. Fordi sandheden er, at enhver form for arbejde, du udfører, der indebærer interaktion med andre mennesker er moralsk arbejde. Og ethvert moralsk arbejde afhænger af den praktiske visdom.

Og måske vigtigst af alt, som lærere, bør vi stræbe efter at være den almindelige helt, det moralske forbillede, for de mennesker, vi underviser. Og der er et par ting, som vi er nødt til at huske som lærere. Det ene er, at vi altid underviser. Nogen holder altid øje. Kameraet er altid tændt. Bill Gates talte om vigtigheden af uddannelse og især den model, Kipp udbyder. "Viden er magt." Og han talte om en masse af de vidunderlige ting som KIPP gør for at tage børn fra midtbyen og lede dem i retningen af college.

Jeg vil gerne fokusere på én bestemt ting Kipp gør som Bill ikke nævnte. Det er, at de er kommet til den erkendelse at de vigtigste ting børn skal lære, er karakter. De skal lære at respektere sig selv. De skal lære at respektere deres skolekammerater. De skal lære at respektere deres lærere. Og vigtigst af alt: de har brug for at lære at respektere indlæring. Det er hovedmålet. Hvis man gør det, er resten bare ned ad bakke. Og lærerne: den måde, I lærer børnene disse ting, er ved at få lærere og alle de andre ansatte, til at rumme det hvert minut hver eneste dag.

Obama appellerede til dyd. Og jeg tror, han havde ret. Og den dyd jeg tror, vi skal have over alle andre, er praktisk visdom, fordi det er hvad der tillader andre dyder - ærlighed, venlighed, mod og så videre -- at blive vist på det rigtige tidspunkt og på den rigtige måde. Han appellerede også til håb. Rigtigt igen. Jeg tror der er grund til at håbe. Jeg tror, folk gerne vil have lov til at være dydige.

På mange måder er det netop, hvad TED handler om. At ville gøre de rigtige ting på den rigtige måde af de rigtige grunde. Denne form for visdom er inden for rækkevidde af hver og en af os hvis bare vi begynder at være opmærksomme. Være opmærksomme på hvad vi gør, på hvordan vi gør det, og, måske vigtigst, på strukturen i de organisationer, vi arbejder i, for at sørge for, at det giver os og andre mennesker mulighed for at udvikle visdom i stedet for at undertrykke den.

Mange tak. Tak. (Klapsalve)

Chris Anderson: Du skal gå derover og stå der et par sekunder.

Barry Schwartz: Mange tak. (klapsalve)