Annie Murphy Paul: Det vi lærer før vi bliver født

Mit emne i dag er indlæring. Og i den ånd, vil jeg kaste jer ud i en quiz. Klar? Hvornår begynder indlæringen? Mens du nu grubler over det spørgsmål, tænker du måske på den første dag i daginstitution, eller børnehaven, den første gang børn kommer ind i et klasselokale med en lærer. Eller måske tænker du på småbarns fasen, når børn lærer hvordan man går og snakker og bruger en gaffel. Måske har du mødte nul til tre bevægelsen, som påstår at de vigtigste år for at lære ting er de tidligste. Så dit svar på mit spørgsmål ville være: Indlæring begynder ved fødslen.

Men i dag vil jeg vise jer en ide der måske overrasker og måske endda virker usandsynlig, men som bliver understøttet af de nyeste beviser fra psykologi og biologi. Og at det er at den vigtigste indlæring vi nogensinde gør sker før vi bliver født, mens vi stadig er i livmoderen. Nu er jeg en videnskabelig journalist. Jeg skriver bøger og artikler i magasiner. Og jeg er også en mor. Og de to roller samlede sig for mig i en bog jeg skrev og kaldte "Origins". "Origins" er en rapport fra frontlinjerne af et spændende nyt felt der hedder føtal oprindelse. Føtal oprindelse er en videnskabelig disciplin der startede for cirka to årtier siden, og det er baseret på teorien om at vores helbred og velbefindende gennem livet er afgørende påvirket af de ni måneder vi bruger i livmoderen. Nu er denne teori mere end bare intellektuelt interesse for mig. Jeg var selv gravid da jeg lavede research for bogen. Og en af de mest fascinerende indsigter jeg tog med fra dette arbejde er at vi lærer alle om verden før vi kommer ind i den.

Når vi holder vores børn for første gang, forestiller vi os måske at de er rene tavler, umærkede af livet, selvom de faktisk, allerede er formet af os og af den bestemte verden vi lever i. I dag vil jeg dele nogle fantastiske ting med jer, som videnskabsfolk finder ud af om hvad fostre lærer mens de stadig er i deres mor mave.

For det første, lærer de deres mors stemme. Fordi lyden fra den udefrakommende verden skal gå gennem moderens mavevæv og gennem fostervandet der omgiver fostret, er de stemmer som fostret hører, begyndende ved cirka den fjerde måned af svangerskabsperioden, er dæmpede og dumpede. En forsker siger at de nok lyder ret meget som stemmen på Søren Bruns lærer i den gamle "Radiserne" tegneserie. Men den gravide kvindes egen stemme giver genklang gennem hendes krop, og når fostret mere intakt. Og fordi fostret er sammen med hende hele tiden, hører det stemmen meget. Når først barnet er født, genkender det hendes stemme og det foretrækker at høre hendes stemme frem for nogen andens.

Hvordan ved vi dette? Nyfødte børn kan ikke gøre meget, men en ting de er virkelig gode til er at sutte. Forskere udnytter dette faktum til at lave to gummi brystvorter, så når barnet sutter på den ene, hører det en optagelse af moderens stemme gennem et par hovedtelefoner, og hvis det sutter på den anden brystvorte, hører det en optagelse af en kvindelig fremmeds stemme. Børn viser hurtigt deres præference ved at vælge den første. Forskere udnytter også det faktum at børn nedsætter hastigheden af deres sutten når der er noget der interesserer dem og går ud fra at de sutter hurtigt når de keder sig. Det er sådan forskere fandt ud af at, efter kvinder flere gange læser højt af et afsnit af Dr. Seuss "The Cat in the Hat" mens de var gravide, genkender deres nyfødte barn den passage når de hører den uden for livmoderen. Mit yndlingseksperiment af denne slags er det der viser at børn af kvinder der så en bestemt tv-serie hver dag i deres graviditet genkendte sangen fra den serie da de blev født. Så fostre lærer endda om det bestemte sprog der bliver talt i den verden de fødes ind i.

Et studie der blev udgivet sidste år fandt ud af, at fra fødslen, fra det øjeblik, græder børn med den accent som deres mors sprog har. Franske børn græder i en stigende tone mens tyske børn ender på en faldende tone, og imiterer de melodiske konturer af disse sprog. Men hvorfor ville denne form for foster læring være nyttig? Det er måske udviklet for at hjælpe barnet med at overleve. Fra det øjeblik de bliver født, reagerer barnet mest på stemmen af den person der med størst sandsynlighed vil sørge for det -- dets mor. Det får endda sin gråd til at lyde som moderens sprog, hvilket nok får barnet til at være mere vellidt af moderen, og muligvis giver barnet det forspring i den svære opgave at lære hvordan man forstår og taler dets modersmål.

Men det er ikke kun lyde som fostre lærer om i livmoderen. Det er også smag og dufte. Ved syvmåneders alderen er fostrets smagsløg fuldt udviklede, og dets lugte receptorer, der får det til at dufte, virker. Smagen af den mad som den gravide kvinde spiser finder deres vej ind i fostervandet, der hele tiden bliver slugt af fosteret. Børn lader til at huske og foretrække disse smag når de kommer ud i verden. I et eksperiment, blev en gruppe gravide kvinder bedt om at drikke en masse gulerodssaft i deres tredje trimester af graviditeten, mens en anden gruppe gravide kvinder kun drak vand. Seks måneder senere, blev kvindernes småbørn givet en morgenmad blandet med gulerodssaft, og deres ansigtsudtryk blev observeret mens de spiste det. Afkommet af de gulerodssaft drikkende kvinder spiste mere morgenmad med gulerodssmag, og det så ud til at de bedre kunne lide det.

En slags fransk version af dette eksperiment blev foretaget i Dijon, Frankrig, hvor forskere fandt ud af at mødre der indtog mad og drikke krydret med lakridskrydret anis i deres graviditet viste en forkærlighed for anis i deres første dag af deres liv, og igen, da de blev testet senere, på fjerde dagen i deres liv. Børn hvis mødre ikke spiste anis i graviditeten viste en reaktion der blev fortolket som "adr". Hvad dette betyder er at fostre bliver undervist af deres mødre om hvad der er sikkert og godt at spise. Fostre bliver også undervist om den særlige kultur som de kommer ud i gennem et af kulturens mest kraftfulde udtryksmuligheder, hvilket er mad. De bliver introduceret til dens karakteristiske smage og krydderier af deres kulturs køkken selv før de bliver født.

Nu viser det sig, at fostre lærer endnu større ting. Men før jeg fortæller om det, vil jeg tale til jer om noget som I måske undrer jer over. Forestillingen om foster indlæring fremtryller måske nogle forsøg på at berige jeres foster -- ligesom at spille Mozart gennem hovedtelefoner placeret på en gravid mave. Men faktisk er den ni måneder lange process af at forme og bearbejdning der foregår i livmoderen er meget mere instinktiv og betydningsfuld end det. Meget af det en gravid kvinde oplever i hendes dagligdag -- den luft hun indånder, den mad og drikke hun indtager, de kemikalier hun er udsat for, selv de følelser hun føler -- deles på en eller anden måde med hendes foster. De skaber en blanding af påvirkninger der er lige så individuelle og særegne som selve kvinden. Fostret integrerer disse ting i sin egen krop, gør dem til en del af sit kød og blod. Og tit gør det mere. Det behandler disse moderlige bidrag som information, som jeg gerne kalder et biologisk postkort fra den udefrakommende verden.

Så det fostret lærer om mens det er i livmoderen er ikke Mozarts "Tryllefløjten" men svar på spørgsmål der er meget mere kritiske for dets overlevelse. Vil det blive født ind i verden af overflod eller mangel? Vil det være sikkert og beskyttet, eller vil det møde konstante farer og trusler? Vil det leve et langt, frugtbart liv eller et kort, plaget liv? Den gravide kvindes kost og især stressniveau giver vigtige spor til de aktuelle forhold ligesom en finder løftet i vinden. Den resulterende tuning og justering af et fosters hjerne og andre organer er en del af det der giver os mennesker vores enorme fleksibilitet, vores evne til at trives i en kæmpe variation af miljøer, fra landet til byen, fra tundraen til ørkenen.

For at runde af, vil jeg fortælle jer to historier om hvordan mødre lærer deres børn om verden selv før de er født. I efteråret 1944, de mørkeste dage af anden verdenskrig, blokerede tyske tropper det vestlige Holland, og fjernede alle madforsendelser. Åbningen på nazisternes belejring blev fulgt op af en af de hårdeste vintre i årtier -- så det kolde vand i kanalerne frøs massivt til. Snart var mad en knaphed, og mange hollændere overlevede på kun 500 kalorier om dagen -- en fjerdedel af det de var vant til inden krigen. Som ugerne med berøvelse blev til måneder, begyndte nogle at spise tulipan løg. I begyndelsen af maj, var nationens forsigtigt rationerede fødevarereserve total opbrugt. Truslen om masse udsultning truede. Og så den 5 maj, 1945, sluttede belejringen pludseligt, da Holland blev befriet af de allierede.

"Sultens Vinter", som den blev kendt, dræbte cirka 10.000 mennesker og afkræftede flere tusinde. Men der var endnu en befolkning der blev påvirket -- de 40.000 fostre der var i livmoderen under belejringen. Nogle af effekterne af underernæringen i graviditeten blev med det samme tydelige i de forhøjede dødfødsler, misdannelser, lav fødselsvægt og børnedødelighed. Mens andre blev ikke opdaget i mange år. Årtier efter "Sultens Vinter", dokumenterede forskere at mennesker hvis mor var gravide under belejringen havde mere fedme, mere diabetes og flere hjertesygdomme senere i livet end individer der oplevede en normal svangerskabsperiode. Disse individers prænatale sult oplevelser virkede til at have ændret deres kroppe på utallige måder. De har et højere blodtryk, dårligere kolesterol og reduceret tolerance overfor glucose -- en forløber for diabetes.

Hvorfor skulle underernæring i livmoderen resultere i sygdomme senere? En forklaring er at fostre skaber det bedste i en dårlig situation. Når der er madknaphed, de leder næringsstoffer mod de virkelig kritiske organer, hjernen, og væk fra andre organer som hjertet og leveren. Dette holder fostret i live på kort sigt, men regningen kommer senere i livet når disse organer, der var underpriviligeret i starten, bliver mere modtagelige overfor sygdomme.

Men det er måske ikke det eneste der sker. Der lader til at fostre tager hentydninger fra livmoderens miljø og skræddersyer deres fysiologi derefter. De forbereder sig på den slags verden de møder på den anden side af livmoderen. Fostret tilpasser dets stofskifte og andre fysiologiske processer i forventning om det miljø der venter det. Og basisen af fostrets forventning er det moderen spiser. Måltiderne som en gravid kvinde indtager udgør en slags historie, et eventyr om overdådighed eller en barsk krønike om berøvelse. Denne historie deler information som fostret bruger til at organisere dets krop og dens systemer -- en tilpasning til de aktuelle omstændigheder som hjælper dens fremtidige overlevelse. Står det overfor meget knappe ressourcer, vil et mindre barn med reducerede krav om energi, faktisk, have en bedre chance for at leve ind i voksenlivet.

De virkelige problemer opstår når gravide kvinder er, på en måde, utroværdige fortællere, når fostre ledes til at forvente en verden med knaphed og i stedet bliver født ind i en verden af overdådighed. Dette er hvad der skete med børnene i den hollandske "Sultens Vinter". Og deres forhøjede fedme, diabetes og hjertesygdomme er resultatet af dette. Kroppe der er bygget til at holde fast på hver enkelt kalorie fandt sig selv svømmende i de overflødige kalorier i efterkrigens vestlige kost. Den verden de havde lært om mens de var i livmoderen var ikke den samme som den verden de blev født ind i.

Her er en anden historie. Klokken 08.46 den 11 september, 2001, var der titusindvis af mennesker i nærheden af World Trade Center i New York -- pendlere strømmede ud af togene, servitricer der dækkede borde til morgen travlheden, børsmæglere der allerede arbejdede på telefonerne på Wall Street. 1.700 af disse mennesker var gravide kvinder. Da flyene ramte og tårnene kollapsede, oplevede mange af disse kvinder de samme uhyrligheder som andre overlevende af katastrofen -- den overvældende kaos og forvirring, de rullende skyer af potentielt giftigt støv og murbrokker, den hjertebankende frygt for deres liv.

Cirka et år efter 9/11, undersøgte forskere en gruppe kvinder der var gravide da de blev udsat for World Trade Center angrebene. I børnene på disse kvinder der udviklede posttraumatisk stress syndrom, eller PTSD, efter deres prøvelse, fandt forskere en biologisk markør af modtagelighed for PTSD -- en effekt der var mest udtalt i børn hvis mor oplevede katastrofen i deres tredje trimester. Med andre ord, mødrene med posttraumatisk stress syndrom havde givet en modtagelighed for sygdommen videre til deres børn mens de stadig var i livmoderen.

Overvej nu følgende: posttraumatisk stress syndrom virker til at være en reaktion på meget forkert stress, der får dets ofre til lide enormt, unødvendigt. Men der er en anden måde at tænke på PTSD. Det der ligner patologi for os kan faktisk være en nyttig tilpasning under nogle omstændigheder. I et særlig farligt miljø, de karakteristiske manifestationer af PTSD -- en hyperopmærksomhed på ens omgivelser, en hurtig, instinktiv reaktion på fare -- kan redde nogens liv. Den ide at den prænatale overførsel af risikoen for PTSD er selvjusterende er stadig spekulativ, men jeg finder den ret skarp. Det ville betyde at, selv før fødslen, advarer mødre deres børn om at der er en vild verden derude, og fortæller dem, "Vær forsigtig".

Lad mig være præcis. Føtale oprindelser research handler ikke om at bebrejde kvinder for det der sker under graviditeten. Det handler om at opdage hvordan man bedst fremmer helbredet og velværet af den næste generation. Den vigtige stræben må inkludere en fokus på hvad fostre lærer i de ni måneder de er i livmoderen. At lære er et af livets mest essentielle aktiviteter, og det starter meget tidligere end vi nogensinde troede.

Tak.

(Bifald)