Andrew Stanton: Ledetrådene til en stor fortælling

En turist er på rygsæktur i højlandet i Skotland, og han stopper ved en pub for at få noget at drikke. Og de eneste mennesker, der er der, er bartenderen og en gammel mand, der passer en øl. Han bestiller en øl, og de sidder i stilhed i noget tid. Pludselig vender den gamle mand sig mod ham og siger, "Kan du se denne bar? Jeg har bygget denne bar med de bare næver af det flotteste træ i landet. Jeg gav den mere kærlighed, end jeg gav mit eget barn. Men kalder de mig MacGregor Barbyggeren? Nej." Han peger ud ad vinduet. "Kan du se den stenmur derude? Jeg har bygget den stenmur med de bare næver. Fandt hver sten, placerede dem perfekt i regn og kulde. Men kalder de mig MacGregor Stenmursbyggeren? Nej. Han peger ud ad vinduet. "Kan du se den skibsbro derude ved søen? Jeg har bygget den skibsbro med de bare næver. Jeg satte pæleværket i på trods af tidevandet og sandet, pæl for pæl. Men kalder de mig MacGregor Pæleværkbyggeren? Nej. Men knepper man én ged..."

(Latter)

Fortællekunst -- (Latter) er vittighedsfortælling. Det er at kende sin pointe, sin slutning, at vide alt man vil sige, fra den første sætning til den sidste, leder en til et bestemt mål og ideelt set bekræfte en sandhed, der øger ens forståelse af, hvem vi er som mennesker. Vi elsker alle fortællinger. Vi er født til dem. Fortællinger bekræfter, hvem vi er. Vi vil alle have bekræftelse i, at der er en mening med vores liv. Og der er ikke noget, der giver en større bekræftelse end, når vi forbinder os via en fortælling. Det kan krydse tidsbarrierer, fortid, nutid og fremtid, og tillade os at opleve lighederne mellem os selv og gennem andre, virkelige og fiktive.

Børne-tv-værten Mr. Rogers havde altid i sin pung et citat fra en socialrådgiver, der sagde, "Faktisk, er der ikke nogen, du ikke kunne lære at elske, når du først har hørt deres historie." Og måden, hvorpå jeg gerne vil fortolke det, er muligvis den vigtigste underdel i en historie, som er "Fang mig" -- vær så venlig, emotionelt, intellektuelt, æstetisk, at få mig til at bekymre mig. Vi ved alle, hvordan det er ikke at bekymre sig om noget. Man har kigget gennem hundredvis af tv-kanaler, bare zappet fra kanal til kanal, og pludselig stopper man ved én. Det er allerede halvvejs forbi, men der er noget, der har fanget en, og man bliver draget, og man bekymrer sig. Det er ikke tilfældigt, det er med vilje.

Så det fik mig til at tænke, hvad hvis jeg fortalte jer, at min historie er fortælling, hvordan jeg blev født til det, hvordan jeg hen ad vejen lærte om dette emne? Og for at gøre det mere interessant, starter vi ved slutningen og fortsætter til begyndelsen. Så hvis jeg skal give jer slutningen af denne historie, ville det være noget i denne retning: Og det er, hvad der i sidste ende førte mig til at tale foran jer her ved TED om fortællinger.

Og den mest aktuelle lektion om fortælling, jeg har fået, var at færdiggøre en film, jeg har lavet i år, i 2012. Filmen er "John Carter". Den er baseret på en bog, der hedder "[A] Princess of Mars", der er skrevet af Edgar Rice Burroughs. Og Edgar Rice Burroughs indsatte faktisk sig selv som karakter i denne film, og som fortælleren. Og han bliver tilkaldt af sin rige onkel, John Carter, til hans palæ med et telegram, hvor der står, "Kom med det samme." Men da han når frem, finder han ud af, at hans onkel på mystisk vis er død og er blevet begravet i et mausoleum på grunden.

(Video) Butler: Du finder ikke et nøglehul. Den kan kun åbnes indefra. Han insisterede, ingen balsamering, ingen åben kiste, ingen begravelse. Man tilegner sig ikke den rigdom, din onkel havde ved at være ligesom resten af os, vel? Kom, lad os gå indenfor.

AS: Hvad denne scene gør, og den gjorde det i bogen, er, at den grundlæggende giver et løfte. Den giver en et løfte om, at denne historie vil føre én til et sted, der er umagen værd. Og det er, hvad alle gode historier bør gøre i starten, de bør give én et løfte. Det kan gøres på et uendeligt antal måder. Nogen gange er det så simpelt som "Der var engang ..." Disse Carter bøger havde altid Edgar Rice Burroughs som fortæller. Og jeg synes altid, det var sådan en fantastisk opfindelse. Det er ligesom fyren, der inviterer én til lejrbålet, eller nogen i en bar, der siger "Her, lad mig fortælle dig en fortælling. Det skete ikke for mig, det skete for en anden, men det bliver umagen værd." Et godt fortalt løfte er ligesom en sten, der bliver spændt i en slangebøsse og fører en videre gennem historien til slutningen.

I 2008 drev jeg alle teorier, jeg havde om fortællinger på det tidspunkt, til grænserne af min forståelse omkring projektet.

(Video) (Mekaniske Lyde) ♫ Og det er alt ♫ ♫ som kærlighed handler om ♫ ♫ Og vi husker ♫ ♫ når tiden rinder ud ♫ ♫ At det kun ♫ (Latter)

AS: Fortællinger uden dialog. Det er den reneste form for filmiske fortællinger. Det er den mest inkluderende vinkel, man kan tage. Det bekræftede noget, jeg virkelig havde en fornemmelse omkring, det at publikum faktisk vil arbejde for maden. De vil bare ikke vide, at de gør det. Det er ens job som fortæller, at skjule kendsgerningen, at man lader dem arbejde for maden. Vi er fødte problemknusere. Vi føler os draget til at udlede og fratrække, fordi det er, hvad vi gør i det virkelige liv. Det er dette velorganiserede fravær af information, der tiltrækker os. Der er en grund til, at vi alle er tiltrukket af et spædbarn eller en hundehvalp. Det er ikke kun det, at de er forbandet nuttede; det er fordi, de ikke helt kan udtrykke, hvad de tænker, og hvad deres intentioner er. Og det er ligesom en magnet. Vi kan ikke stoppe os selv fra at ville færdiggøre sætningen og udfylde den.

Jeg begyndte egentlig først at forstå denne fortællermekanisme, da jeg skrev sammen med Bob Peterson på "Find Nemo." Og vi kunne kalde dette den samlende teori om to plus to. Få publikum til at sætte tingene sammen. Giv dem ikke fire, giv dem to plus to. Elementerne, man giver, og rækkefølgen man placerer dem i, er altafgørende for, om det lykkes eller mislykkes at engagere publikum. Redaktører og manuskriptforfattere har altid vidst dette. Det er den usynlige applikation, der fastholder vores opmærksomhed til historien. Jeg vil ikke få det til at lyde, som om det her er en nøjagtig videnskab, det er det ikke. Det er, hvad der er så specielt omkring fortællinger, de er ikke en widget, de er ikke nøjagtige. Fortællinger er uundgåelige, hvis de er gode, men de er ikke forudsigelige.

Jeg tog et seminar i år hos en lærer, der er skuespiller, Judith Weston. Og jeg fik en vigtig indsigt i karakter. Hun mener, at alle velskrevne karakterer har en rygrad. Og ideen er, at karakteren har en indre motor, et fremtrædende, ubevidst mål, som de stræber efter, en uimodståelig trang. Hun gav et vidunderligt eksempel af Michael Corleone, Al Pacinos karakter i "The Godfather", og hans rygrad var formentlig at gøre sin far tilpas. Og det var noget, der altid drev hans valg. Selv efter hans far døde, havde han stadig denne uimodståelige trang. Jeg havde det som en fisk i vandet. Wall-E's var at finde skønhed. Marlins, faderen i "Find Nemo," var at forhindre fortræd. Og Woodys var at gøre, hvad der var bedst for sit barn. Og disse rygrader driver ikke altid én til at træffe de bedste beslutninger. Nogle gange kan de få én til at træffe nogle forfærdelig valg.

Jeg er virkelig velsignet ved at være forælder og ved at se mine børn vokse, tror jeg virkelig, at man er født med et temperament, og at man er skruet sammen på en bestemt måde, og at man ikke kan bestemme over det selv, og at man ikke kan ændre det. Det eneste, man kan gøre, er at lære at erkende det og indrømme det. Nogle af os er født med temperament, der er positive, nogle er negative. Men en stor grænse bliver overskredet, når man udvikler sig nok til at anerkende, hvad der driver en og til at tage styringen. Som forælder, lærer man hele tiden, hvem ens børn er. De lærer, hvem de er. Og man lærer stadig, hvem man selv er. Så vi lærer hele tiden. Og derfor er forandring fundamental i en fortælling. Hvis tingene bliver statiske, dør fortællingen, fordi livet aldrig er statisk.

I 1998 blev jeg færdig med at skrive "Toy Story" og "Græsrødderne," og jeg var helt vild med at være manuskriptforfatter. Så jeg havde lyst til at blive meget bedre til det og lære alt, jeg kunne. Så jeg undersøgte alt, jeg kunne komme til. Og til sidst fandt jeg dette fantastiske citat af en britisk skuespilforfatter, William Archer: "Drama er forventning blandet med usikkerhed. Det er en utrolig indsigtsfuld definition.

Når man fortæller en fortælling, har man så konstrueret forventning? På kort sigt har du fået mig til at ville vide, hvad der vil ske dernæst? Men vigtigere, har du fået mig til at ville vide, hvordan det alt sammen vil blive afrundet på lang sigt? Har du konstrueret ærlige konflikter med sandheden, der frembringer tvivl i, hvad udfaldet mon bliver? Et eksempel ville være i "Find Nemo," i den korte spænding, var man altid bekymret, ville Dory's korttidshukommelse få hende til at glemme, hvad hun fik at vide af Marlin. Men under det, var der denne globale spænding, om vi nogensinde ville finde Nemo i dette kæmpestore, vidtstrakte ocean?

I vores første dage hos Pixar, før vi forstod de usynlige mekanismer af fortællinger, var vi kun en gruppe gutter, der bare gik efter vores mavefornemmelse, vores instinkt. Og det er interessant at se, hvordan det ledte os hen til steder, der faktisk var ret gode. Man bliver nødt til at huske, at i denne tid, 1993, var de succesfulde animationsfilm film som "Den Lille Havfrue", "Skønheden og Udyret", "Aladdin", "Løvernes Konge." Så da vi lavede vores oplæg til "Toy Story" til Tom Hanks for første gang, kom han ind og sagde, "I vil ikke have mig til at synge, vil I?" Og jeg syntes, det perfekt fangede, hvad alle troede, animation skulle være på det tidspunkt. Men vi ville virkelig gerne bevise, at man kunne fortælle fortællinger på en helt anden måde med animation.

Vi havde ikke nogen indflydelse dengang, så vi havde en lille hemmelig liste med regler, som vi holdt for os selv. Og de var: Ingen sange, ikke noget "Jeg vil have" øjeblik, ingen glad landsby, ingen kærlighedshistorie. Og ironien er, at i det første år, fungerede vores fortælling slet ikke, og Disney begyndte at panikke. Så de fik råd, under fire øjne, fra en kendt sangskriver, som jeg ikke vil navngive, og han faxede nogle forslag til dem. Og vi så den fax. Og i faxen stod der, at der skulle være sange, der skulle være en "Jeg vil have" sang, der skulle være en glad landsby sang, der skulle være en kærlighedshistorie, og der skulle være en skurk. Og gudskelov var vi bare for unge, rebelske og modsatte på det tidspunkt. Det gav os bare endnu mere beslutsomhed til at bevise, at man kunne bygge en bedre fortælling. Og et år efter det, overvandt vi det. Og det beviste bare, at fortællinger har retningslinjer, ikke hårde, faste regler.

En anden fundamental ting, vi lærte, var omkring at elske ens hovedperson. Og vi troede naivt, at jamen Woody i "Toy Story" skal blive uselvisk i slutningen, så man skal begynde et sted. Så lad os gøre ham selvisk. Og dette er, hvad man får.

(Indtaling) Woody: Hvad tror du, du laver? Ned fra sengen. Hey, ned fra sengen! Mr. Potato Head: Får du os til det, Woody? Woody: Nej, det gør han. Slinky? Slink... Slinky! Kom herop og gør dit arbejde. Er du døv? Jeg sagde, tag dig af dem. Slinky: Jeg er ked af det, Woody, men jeg er enig med dem. Jeg synes ikke, det, du gjorde, var i orden. Woody: Hvad? Hører jeg rigtigt? Du synes ikke, jeg havde ret? Hvem sagde, dit arbejde var at tænke, fjederhoved?

AS: Så hvordan gør man en selvisk karakter sympatisk? Vi indså, at man kan gøre ham venlig, generøs, sjov, betænksom, så længe, at ét vilkår er imødekommet for ham, at han forbliver det bedste legetøj. Og det er, hvad det virkelig er, at vi alle lever livet med forbehold. Vi er alle villige til at lege efter reglerne og følge med tingene, så længe, at visse krav bliver imødekommet. Derefter, er der ikke noget, der er sikkert. Og før jeg overhovedet havde overvejet, at min karriere skulle være fortællinger, kan jeg nu se nøglehændelser, der skete i min barndom, som virkelig åbnede mine øjne for nogle ting omkring fortællinger.

I 1986 forstod jeg virkelig ideen af, at fortællinger havde et tema. Og det var det år, de restaurerede og genudgav "Lawrence af Arabien." Og jeg så den film syv gange på en måned. Jeg kunne ikke få nok af den. Jeg kunne bare fornemme, der var en større plan -- i hver optagelse, hver scene, hver replik. Men på overfladen virkede det som om, det gengav hans historiske afstamning af det, der foregik. Alligevel kunne der siges mere. Hvad var det præcist? Og det var ikke indtil, ved et af mine senere gensyn, at det slør blev løftet, og det var i en scene, hvor han er gået hen over Sinaiørkenen,, og han er nået til Suezkanalen, og jeg forstod det pludseligt.

(Video) Dreng: Hey! Hey! Hey! Hey! Motorcyklist: Hvem er du? Hvem er du?

AS: Det var temaet: Hvem er du? Her var alle disse tilsyneladende forskellige begivenheder og dialoger, der kronologisk bare fortalte historien om ham, men under det var en konstant, en retningslinje, et vejkort. Alt, Lawrence gjorde i den film, var et forsøg fra ham på at finde ud af, hvor hans plads i verden var. Et stærkt tema er altid gennemgående i en godt fortalt fortælling.

Da jeg var fem, blev jeg introduceret til måske den største ingrediens, som jeg føler en fortælling skal have, men som sjældent bliver brugt. Og dette er, hvad min moder tog mig med til at se, da jeg var fem.

(Video) Thumper: Kom nu. Det er i orden. Se. Vandet er stift. Bambi: Yippee! Thumper: Ret sjovt, hva' Bambi? Kom nu. Rejs dig op. Sådan her. Ha ha. Nej, nej, nej.

AS: Jeg gik ud derfra med øjnene store af beundring. Og det er, hvad jeg mener den magiske ingrediens er, den hemmelige sauce, er, at man kan indgyde forundring. Forundring er ærligt, det er fuldstændig uskyldigt. Det kan ikke fremkaldes kunstigt. For mig er der ikke nogen større evne end evnen til, at et andet menneske kan give en den følelse -- at kunne stoppe dem et kort øjeblik i løbet af deres dag og få dem til at overgive sig til forundring. Når det bliver udnyttet, bekræftelsen af at være i live, det kan næsten nå ind til en på celleniveau. Og når en kunstner gør det ved en anden kunstner, er det som om man er tvunget til at give det videre. Det er som en latent kommando, der pludselig bliver aktiveret inden i en, som et kald til Devil's Tower. Gør mod andre, som er blevet gjort mod dig selv. De bedste fortællinger indgyder forundring.

Da jeg var fire år gammel, har jeg et levende minde af at finde to prik-lignende ar på min ankel og spurgte min far, hvad de var. Og han sagde, at jeg havde et lignende sæt på mit hoved, men at jeg ikke kunne se det på grund af mit hår. Og han forklarede, at da jeg blev født, blev jeg født for tidligt, at jeg kom alt for tidligt ud, og at jeg ikke var bagt helt færdig; jeg var meget, meget syg. Og da lægen kiggede på denne gule dreng, med sorte tænder kiggede han direkte på min mor og sagde, "Han kommer ikke til at overleve". Og jeg var i det sygehus i månedsvis. Og mange blodtransfusioner senere, overlevede jeg, og det gjorde mig speciel.

Og jeg ved ikke, om jeg egentlig tror på det. Jeg ved ikke, om mine forældre rigtig tror på det, men jeg ville ikke bevise, at de tog fejl. Hvad jeg end ville ende med at blive god til, ville jeg stræbe efter at være værdig til den ekstra chance, jeg fik.

(Video) (Gråd) Marlin: Så, så, så. Det er okay, far er her. Far har dig. Jeg lover, at jeg aldrig vil lade noget dårligt overkomme dig, Nemo.

AS: Og det er den første fortælling, jeg nogensinde lærte. Brug hvad du har lært. Træk på det. Det betyder ikke altid, at det er et plot eller et faktum. Det betyder, at man fanger en sandhed ved at opleve det, at udtrykke personlige værdier, man føler dybt i ens indre. Og det var, hvad der i sidste ende førte mig til at tale til jer her ved TEDTalk i dag.

Tak.

(Bifald)