Allison får (en ny) hofte

Mine tre minutter er ikke startet endnu, vel?

Nej, du kan ikke standse de tre minutter Start forfra med de tre minutter, det er ikke fair

Åh Gud, det er strengt heroppe Jeg mener, jeg er nervøs nok i forvejen

Men jeg er ikke så nervøs som jeg var for fem uger siden For fem uger siden fik jeg en udskiftet min hofte ved en operation - kender I den operation? Elektrisk sav, boremaskine, virkeligt ulækkert. Medmindre du er David Bolinsky, for så er det sandt og smukt. Helt sikkert, David, hvis det ikke er din egen hofte, er det sandt og smukt

Nå men jeg fik en stor åbenbaring under den her oplevelse så Chris inviterede mig til at komme og fortælle jer om det. Men først skal I vide to ting om mig. Bare to ting. Jeg er canadier og jeg er den yngste af 7 børn. I Canada har vi et godt sundhedssystem. Det betyder at vi får vores nye hofter gratis. Og som den yngste af 7, har jeg aldrig stået forrest i køen til noget som helst. OK?

Så jeg havde haft ondt i hoften i årevis. Jeg gik endelig til lægen, hvilket var gratis, og hun henviste mig til en ortopædkirurg, også gratis. Endelig kom jeg til hos ham efter 10 måneders ventetid - næsten et år. Det er, hvad du får for "gratis". Jeg mødte kirurgen, der fik taget nogle gratis røntgenbilleder og jeg så på dem og ved I hvad, selv jeg kunne se at min hofte var dårlig. Og jeg arbejder i virkeligheden med marketing. Så han sagde "Allison, vi skal have dig på operationsbordet. Jeg vil skifte din hofte ud - der er omkring 18 måneders ventetid." 18 måneder mere. Jeg havde allerede ventet i 10 måneder og nu skulle jeg vente i 18 måneder mere.

Ved I hvad? Det var så lang ventetid at jeg begyndte at tænke på det udtrykt i TED'er Jeg ville ikke have fået min nye hofte til den her TED Jeg ville ikke have fået min nye hofte til TEDGlobal i Afrika Jeg ville ikke have fået min nye hofte til TED2008 Jeg ville stadig hænge på min gamle hofte. Det var så skuffende.

Så jeg forlod hans kontor og var på vej tilbage gennem hospitalet, og det var dér jeg fik min åbenbaring. Denne yngste af syv var nødt til at få sat sig selv forrest i køen. Åh ja

Jeg tror ikke jeg kan forklare jer, hvor ucanadisk det er. Vi tænker ikke på den måde. Vi snakker ikke om det - det er ikke engang noget vi overvejer Faktisk er det sådan vi genkender andre canadiere, når vi er ude at rejse. "Efter dig." "Åh nej, nej. Efter dig." "Hov, er du fra Canada?" "Nå, det er jeg også. Hej!" "Fint" Fremragende"

Men nej, pludselig havde jeg ikke noget imod at skubbe de gamle gubber af listen. En eller anden 70-årig der ville have en ny hofte, så han kunne komme tilbage til golfbanen eller haven Nej, nej. Forrest i køen.

Så nu gik jeg igennem forhallen, og det gjorde selvfølgelig ondt på grund af min hofte, og jeg manglede ligesom et tegn. Så jeg så et tegn. I vinduet til hospitalets lille gavebutik var der et skilt, hvor der stod: "Frivillige søges". Hmm. Nå, men de antog mig med det samme. Ingen tjek af anbefalinger, intet af den sædvanlige baggrundssnak, nej. De var desperate efter frivillige. fordi gennemsnitsalderen af de frivillige i hospitalets gavebutik var 75. Jeps. De manglede noget ungt blod.

Så, bare sådan uden videre, havde jeg fået en lyseblå frvilligvest. Jeg havde fået et ID-kort med foto og var blevet oplært at min 89-årige chef. Jeg arbejdede alene. Hver fredag morgen var jeg i butikken. Og når jeg slog hospitalspersonalets Tic Tac ind på kasseapparatet, spurgte jeg henkastet, "Hvad laver du så?" Og jeg fortalte dem; "Ja altså, jeg venter på at få min hofte skiftet - om 18 måneder. Det bliver så dejligt, når jeg slipper for smerten. Av!" Snart kendte alle på hospitalet den tapre, unge frivillige.

Min næste tid hos kirurgen var, tilfældigvis, lige efter en vagt i butikken. Så jeg havde naturligvis min vest og mit ID-kort med. Jeg slængede dem henkastet over stolen på lægens kontor. Og da han gik ind, ved I hvad? Jeg kunne bare se, at han havde lagt mærke til dem. Få øjeblikke efter havde jeg en operationstid et par uger senere, og en stor, fed recept på Oxycontin.

Det rygtedes, at det i virkeligheden var min frivillige indsats i butikken, der fik mig forrest i køen. Og ved I hvad, jeg skammer mig overhovedet ikke over det. To årsager. For det første fordi jeg vil passe virkeligt godt på min nye hofte. Men også fordi jeg agter at fortsætte som frivillig, hvilket leder mig til den største åbenbaring af dem alle. Selv når en canadier snyder systemet, så gør de det på en måde, der kommer samfundet til gode.