Aditi Shankardass: En fornyet vurdering af indlæringsvanskligheder

Da jeg var 10 år gammel, viste min fætter mig rundt på sit medicinstudie. Og som noget helt særligt viste han mig patologilaboratoriet og tog en rigtig menneskehjerne ud af glasset og lagde den i mine hænder. Og der lå den, sædet af den menneskelige bevidsthed, kraftens hus i det menneskelige legeme, liggende i mine hænder. Og den dag vidste jeg, at når jeg blev voksen, så ville jeg være hjernelæge, videnskabsmand eller noget i den retning.

Flere år senere, da jeg endelig blev voksen, blev min drøm til virkelighed. Og det var imens jeg var i gang med min Ph.D. om de neurologiske årsager til ordblindhed i børn, at jeg stødte på en overraskende kendsgerning, som jeg gerne vil dele med jer i dag. Det anslås, at 1 ud af 6 børn, det er et ud af seks børn, lider af en slags udviklingsforstyrrelse. Det er en lidelse, der forsinker den mentale udvikling i barnet, og forårsager permanente psykiske handicaps. Og det betyder at hver og en af jer her i dag kender mindst ét barn, der lider af en udviklingsforstyrrelse.

Men det der virkelig forvirrede mig var, at til trods for kendsgerningen, at hver og en af disse lidelser har oprindelse i hjernen, så bliver de fleste af disse lidelser kun diagnosticeret på basis af observerbar adfærd. Men at diagnosticere en hjernesygdom uden rent faktisk at kigge på hjernen, svarer til at behandle en patient med et hjerteproblem baseret på deres fysiske symptomer, uden overhovedet at foretage en EKG eller røntgenfotografering for at se på hjertet. Det virkede så intuitivt for mig. For at diagnosticere og behandle en hjernesygdom præcist, måtte det være nødvendigt at kigge direkte på hjernen. At kigge på adfærden alene kan betyde, at man går glip af en vigtig brik i puslespillet og det giver et ufuldstændigt, eller ligefrem vildledende billede af barnets problemer. Og til trods for alle fremskridt inden for den medicinske tekonologi, forblev diagnosticeringen af hjernesygdomme i et ud af seks børn stadig så begrænset.

Og så stødte jeg på et team på Harvard Universitet, der havde taget den avancerede medicinske teknologi og endeligt anvendt den i stedet for hjerneforskning, for at diagnosticere hjernesygdomme i børn. Deres banebrydende teknologi registrerer EEG eller den elektriske aktivitet i hjernen i realtid, hvilket lader os se på hjernen, mens den udfører forskellige funtioner og vi kan se selv de mindste abnormaliteter i hver af disse funktioner: syn, opmærskomhed, sprog, hørelse. Et program kaldet Hjernens Elektriske Aktivitetskortlægning triangulerer så kilden til denne abnormalitet i hjernen. Og et andet program, der hedder Statistisk Sandsynlighedskortlægning, udfører så matematiske udregninger for at bestemme om disse abnormaliteter er klinisk signifikante, hvilket giver os en meget mere nøjagtig neurologisk diagnose af barnets symptomer. Og så blev jeg leder af neurofysiologi for den kliniske del af dette team. Nu kan vi endelig bruge denne teknologi til rent faktisk at hjælpe børn med hjernesygdomme. Og jeg kan med glæde sige, at jeg nu er i gang med at etablere denne teknologi her i Indien.

Jeg vil gerne fortælle Jer om et sådant barn, hvis historie også blev fortalt på ABC News. Syv-årige Justin Senigar kom til vores klinik, diagnosticeret med svær autisme. Ligesom hos mange andre autistiske børn var hans sind indelåst i hans krop. Der var øjeblikke, hvor han blev helt tom i blikket i flere sekunder ad gangen. Og lægerne sagde til hans forældre, at han aldrig ville kunne kommunikere eller fungere socialt, og at han sikkert aldrig ville have meget sprog.

Da vi brugte den banebrydende EEG teknologi for faktisk at se på Justins hjerne, var resultatet overraskende. Det viste sig at Justin næsten helt sikkert ikke var autistisk. Hen led af slagtilfælde i hjernen, som man umuligt kunne se med det blotte øje, men som faktisk forårsagede de symptomer, der lignede autisme. Efter Justin fik anti-slagtilfældemedicin, var forandringen i ham utrolig. Inden for en periode på 60 dage voksede hans ordforråd fra to-tre ord til 300 ord. Og hans kommunikation og sociale adfærd blev så meget bedre, at han blev indskrevet i en almidelig skole, og han blev endda karatemester.

Forskning viser at 50% af børn, næsten 50% af børn diagnosticeret med autisme, rent faktisk lider af gemte slagtilfælde i hjernen. Disse er ansigterne på børnene, som jeg har testet, med historier ligesom Justins. Alle disse børn kom til vores klinik diagnosticeret med autisme, opmærksomhedsunderskud, mental retardering, sprogproblemer. I stedet viste vores EEG-scanniger meget specifikke problemer gemt i deres hjerner, som umuligt kunne have været opdaget via adfærdsmæssige vurderinger. Derfor hjalp disse EEG-scanniger os med at give disse børn en meget mere nøjagtig neurologisk diagnose og en meget mere målrettet behandling.

I alt for lang tid nu har børn med udviklingsforstyrrelser lidt af fejldiagnoser, mens deres rigtige problemer forbliver uopdagede og forværres. Og i for lang tid har disse børn og deres forældre lidt unødig frustration og desperation. Men nu er vi i en ny æra af neurovidenskab, i hvilken vi endelig kan se direkte på hjernens funktioner i realtid, uden risici eller bivirkninger, ikke-invasivt, og finde den sande kilde til så mange handicaps i børn.

Så hvis jeg kan inspirere selv kun en brøkdel af jer i publikum i dag til at dele denne banebrydende diagnostiske metode med blot én forælder hvis barn lider af en udviklingsforstyrrelse, så bliver måske endnu et puslespil i en hjerne løst. Endnu et sind kan blive befriet. Og endnu et barn som er blevet fejldiagnosticeret, eller helt udiagnosticeret af systemet, kan endeligt realisere sit sande potentiale, mens der stadig er tid til at hans eller hendes hjerne kan komme sig. Og alt dette blot ved at kigge på barnets hjernebølger.

Tak.

Bifald.