Adam Ostrow: Efter din sidste statusopdatering.

Når dette år er ovre vil der være næsten én milliard mennesker på denne planet som aktivt bruger sociale netværkssider. Den ting de alle har til fælles er at de alle dør. Selvom det måske er en temmelig morbid tanke, mener jeg at det har nogle meget vidtrækkende konsekvenser som er værd at undersøge.

Det som først fik mig til at tænke over dette var et blog-indlæg forfattet af Derek K. Miller tidligere i år, en journalist indenfor videnskab og teknologi, som døde af kræft. Hvad Miller gjorde var at få hans familie og venner til at skrive et indlæg som udkom kort efter hans død. Her er hvad han skrev: Han sagde: "Her er den. Jeg er død og dette er mit sidste indlæg på min blog. På forhånd havde jeg bedt om, at når min krop endelig lukkede ned og gav efter for afstraffelserne af min kræft, skulle min familie og venner offentliggøre denne besked jeg havde forberedt -- den første del af processen som skulle omdanne dette fra et aktivt website til et arkiv."

Nuvel, som en journalist har Miller's arkiv nok været bedre skrevet og mere omhyggeligt organiseret end de fleste, men fakta er at vi i dag alle er i færd med at skabe et arkiv som er fuldstændig anderledes end noget som er blevet skabt af hvilken som helst tidligere generation.

Overvej statistikkerne et øjeblik. Lige nu bliver 48 timers video uploadet på YouTube hvert eneste minut. Der bliver Tweetet 200 millioner gange hver eneste dag. Og den gennemsnitlige Facebook-bruger skaber 90 nye stykker indhold hver måned. Så når du tænker på dine forældre eller bedsteforældre, så har de måske højst lavet nogle billeder eller hjemmevideoer, eller en dagbog som lever i en kasse et sted. Men i dag skaber vi alle dette imponerende rige digitale arkiv som kommer til at leve i "skyen" på ubestemt tid, adskillige år efter vi selv er væk. Og jeg tror det kommer til at skabe nogle fantastiske muligheder for teknologer.

Lad mig gøre det klart, jeg er en journalist og ikke en teknolog, så det jeg kunne tænke mig at gøre her kort er at male et billede af hvordan nutiden og fremtiden kommer til at se ud. Vi oplever allerede nogle services som er designet til at lade os bestemme hvad der skal ske med vores online profil og vores konti på de sociale medier når vi er døde. Det lykkedes faktisk én af dem at finde mig da jeg tjekkede ind på en deli på en restaurant i New York på Foursquare.

(Optagelse) Adam Ostrow: Hej. Døden: Adam? AO: Ja. Døden: Døden kan fange dig hvor som helst, når som helst, selv hos The Organic. AO: Hvem er det? Døden: Gå til ifidie.net før det er for sent.

(Latter)

Adam Ostrow: En smule skræmmende, ikke? Det denne service gør er, ganske simpelt, at lade dig skabe en besked eller en video som kan blive postet på Facebook efter du dør. En anden service lige nu hedder 1,000 Memories. Den lader dig skabe en online hyldest til dine elskede, fuldkommen med billeder, videoer og historier som de kan poste efter du dør. Men jeg tror det der kommer senere er meget mere interessant.

Mange af jer kender sandsynligvis Deb Roy som, tilbage i marts, demonstrerede at han var i stand til at analysere mere end 90,000 timers hjemme video. Jeg tror at efterhånden som maskiners evne til at forstå sprog og behandle enorme mængder data bliver ved med at forbedres, bliver det muligt at analysere et helt livs indhold -- Tweetsne, billederne, videoerne og blog-indlæggene -- som vi producerer i så massive antal. Og jeg tror at når det sker, bliver det muligt for vores digitale personlighed at fortsætte med at interagere i den virkelige verden længe efter vi er væk takket være vidtstraktheden af det indhold vi skaber og teknologiens evne til at skabe mening ud af det hele.

Vi er allerede begyndt at se nogle eksperimenter på dette område. En service kaldet My Next Tweet analyserer hele din Twitter strøm, alt hvad du har postet på Twitter, for at lave nogle forudsigelser omkring den næste ting du vil sige. Lige nu er resultatet, som du kan se, temmelig komisk. Man kan forestille sig hvordan sådan noget som dette måske ser ud om fem, 10 eller 20 år i fremtiden efterhånden som vores teknologiske evner forbedres. For at tage det et skridt videre arbejder MIT's medie laboratorie på robotter som kan interagere mere som mennesker. Men hvad nu hvis disse robotter var i stand til at interagere baseret på de unikke karakteristika fra en specifik person baseret på hundredetusindvis af stykker indhold som personen producerer gennem sin livstid?

Endelig, når man tænker tilbage på denne berømte scene fra valgaftenen i 2008 tilbage i USA, hvor CNN bragte et live hologram af hip hop kunstneren will.i.am ind i deres studie til et interview med Anderson Cooper. Hvad hvis vi var i stand til at bruge den samme slags teknologi til at bringe en repræsentation af vores elskede ind i vores stue -- som interagerer på en meget livagtig måde baseret på alt det indhold de havde skabt mens de levede. Jeg tror det kommer til at blive fuldstændig muligt da den mængde data vi bruger og teknologiernes evne til at forstå det begge ekspanderer eksponentielt. Her til sidst synes jeg at vi alle burde tænke på om vi vil have at dette skal blive vores virkelighed -- og hvis det er tilfældet, hvad betyder det så for vores definition af liv og alt hvad der kommer efter det. Mange tak

(Klapsalver)